I Sydens Dal den hvide Fos sig styrter
Fra Gletscheriis og snebedækte Fjeld
Og skjuler blandt Kastanier og Myrter
De kjøle Bølgers yndigtsnoete Væld
Men ogsaa Danmarks Bøgeskove dækker
En Skjønhed i sin sommergrømme Krands
En speilglat Søe, der smilende sig strækker
Og viser Gjenskin af hver yndig Glands
Og den er rolig, i de stille Bølger
Den gjemmer Billedet af hvad den saae
Et Minde om det Elskelige dølger
Den som en trofast Beiler i sit Blaa
Den nynner tidt, ved dunkelt Aftenstevne,
Om kjære Gjæsters veemodsfulde Savn
Og lytter man, saa vil man høre nævne
Louises og Sophies faure Navn.
Og denne Aften, medens Lampen skinner
Blandt dunkle Løv og Guldorangers Pragt
Imellem Blomsterne, som troe Veninder
Har flettet, med Naturen kun i Pagt,
I denne Aften hæver Sø og Skove
Med os den samme hjertelige Røst
Husk os, husk os husk Langensøens Vove
Som huldt I mindes Furresøens Kyst.