Her, hvor disse Bakker skraane,
Og i Søens Dyb sig speile —
Hvor de hvide Skyer graane,
Og de grønne Baade seile —
Her har han saa ofte staaet,
Eensom, stille, fjern fra Vrimlen.
Her, da sidst vi vandred sammen,
Saae han tankefuld mod Himlen.
Og forunderlig bedrøvet
Kyssed han mig tidt paa Haanden —
Men jeg saae det nok, at fjern var,
I en anden Verden, Aanden.
Her, ved dette Bord, har han mig
Sine sidste Tanker skrevet —
Har sit sidste Glas han drukket,
Og sin sidste Time levet.
Uhret lagdes bort; han saae jo
Evigheden tryg imøde —
Kun min Haarlok, kun min Guldring
Tog han med sig da han døde.
Og han fyldte Steen i Lommen
For at blive dybt begravet —
Han, hvis smidig-lette Lemmer
Svømmede som Skum paa Havet.
Og de stærke Hænder bandt han,
Sammensnoede dem med Sivet —
Han, som fordum sprang i Bølgen,
For at redde Andre Livet.
Og paa Bunden af den dybe
Indsø laae han mange Dage.
Endelig de kolde Vande
Gav mig ham iiskold tilbage.
Ringen saae jeg paa hans Finger,
Lokken fandt jeg paa hans Hjerte,
Og i hans rolige Ansigt
Var der intet Spor af Smerte.