Naar Bonden vel har saaet sin Byg
saa retter han sin brede Ryg
og ser sig om saa vide,
da skjønner han af Vind og Væ’r,
af Lam paa Toft, af Stork og Stær,
det er ved Pinsetide;
saa standser han sit røde Hors
og vejrer mod den Duft af Pors,
der strømmer ind fra Kjæret.
Han tænker paa den Vækildsfest,
hvor hun er med, han lider bedst, —
og gjør et Spring i Vejret:
»Aa Jøsses ja, aa Jøsses ja,
hvor hun og jeg skal kysses da!«
Forlængst han hængte hen sin Plejl,
og Høg og Gøg for fulde Sejl
lavt over Landet stryger.
Nu gaar hver Sky med gylden Kant,
det spæde Græs sin Næring fandt
i milde, svale Byger.
At Pinsens muntre Fest er nær,
det hvisker Siv, det fløjter Stær,
og Knøsen kan det høre,
og ager han paa Toft sit Læs,
og sætter han sit Hors paa Græs,
det synger i hans Øre:
»Aa Jøsses ja, aa Jøsses ja,
hvor hun og jeg skal kysses da!«