Ude paa Per Krænsens Vestermark
bag en gammel Pil med skallet Bark
staar et tomt og faldefærdigt Skur,
brugt i fordums Tid som Kalvebur.
Vindvet skeler stygt mod Jorden ned,
Døren knap af sine Stolper ved;
men i Hytten er en Bunke Straa,
det har mangen Jomfru hvilet paa.
Denne Hytte er et Trylleslot,
Egnens smukke Piger ved det godt,
der saa mangen fik sin Brudeseng,
mer end Løfte om den første Dreng.
Der er herligt i den Hyttes Skjød,
naar en Hedebrand gør Himlen rød;
Juninattens Maane skænker Lys,
Bondens sunde Datter Kys paa Kys.
Vinden leger i den gamle Pil,
Græssets Sanger gnider glad sin Fil.
Gik der nogen paa den øde Sti?
Det var blot en Ræv, der strøg forbi.
Hu, i Piletræet skreg en Ravn,
Morgenrøden tænder alt sin Bavn,
Marken sløres af en blaalig Em,
to og to gaar unge Elskte hjem.
Natten lænker mig til Pigens Mund,
der er Trolddom paa den Hyttes Bund,
Egnens smukke Piger ved det godt,
og de kalder Hytten — Brudeslot.