Jeppe Aakjær (1866–1930)

Aakjær, Jeppe (Jensen), 1866–1930, Forfatter. Født 10. September 1866 i Aakjær, Fly Sogn ved Skive, død 22. April 1930 paa Jenle i Salling, Urne samme Sted. Forældre: Gaardejer Jens Peder Jensen (1834–1901) og Cathrine Marie (Margrete) Jeppesen (1839–90). Navneforandring 12. Marts 1906. Gift 1° 11. Juli 1893 i København med Forfatterinden Marie (Sørensen) Bregendahl. Ægteskabet opløst 1900. 2° 25. April 1907 i København med Billedskærerinde Nielssine Juliane Nanna Jensen Krog, født 23. Januar 1874 paa Store Døs, Maabjerg Sogn, Datter af Gaardejer Andreas Jensen Krog (1815–87) og Maren Jensdatter Døes (1838–1919).

Aakjær voksede op i et fattigt Hjem i en Landsby, hvor Forholdene ikke havde forandret sig stort gennem Aarhundreder. De faa Genstande, der fandtes i hans Faders Gaard, Vogne og Markredskaber, var til Dels de samme som i Middelalderen. Hvad det kulturelle angik, var Overtroen gennemgribende. Faderen var imidlertid i visse Retninger aandeligt vakt, han interesserede sig for Politik, var i Modsætning til alle Datidens Bønder paa Egnen Demokrat og tillige lidt af en Fritænker. Aakjær respekterede sin Fader, men sin Moder elskede han; det var Faderens Ideer, der paavirkede ham og blev afgørende for den Retning, hans vaagne aandelige Liv tog under hans Opvækst, men det var Moderens Gemyt, der kom til at præge dybt hele hans Underbevidsthed, og som blev Kilden til alt det fromme, uskyldige og intimt traditionsbundne i hans Poesi. Denne Moder havde otte Børn at sørge for og talløse Haandteringer i Tilgift, men hun hverken læste eller skrev; Aakjær har aldrig set hende skrive et Brev — hvis hun nogen Sinde havde kunnet det, havde hun glemt det. Men hun holdt af at synge; Aakjær fortæller i sine Erindringer: »Der var i Mors Rok en egen dyb Tone som det var Sfærerne selv, der spandt. Her var det som hendes flittige Sjæl fandt Udtryk gennem en god og øm Sang af Alnaturen, alt det bedste og skønneste i Bondehjemmets uendelige Stræb og Strid Rokken surrede med sit evige Nyn, en enkelt Flue summede henne over den varme Bilæggerovn, Støvet faldt blidt over hendes graanende Tjavser. Og Mor sang, tungt og vemodigt, med den uhjælpelige Bedrøvelighed, der maa ende i Taarer«. — Morfaderen, med hvem Aakjær gennem Barndommen delte Sengested, var en herskesyg og egenkærlig gammel Mand. Langs Indersiden løb en Skraamaatte, hvorunder Aakjær havde sit Leje. Imod den spyttede Morfaderen Langspyt, saa Sovsen tit sved Drengen i Øjnene. Blandt Landsbyens Beboere var der en Mand, som kom til at betyde mere for Aakjær end nogen anden: Johannes Villadsen, kaldet »Gammel Jehannes«. Han var en Drukkenbolt og havde endog været i Tugthuset, men den unge Jeppe beundrede ham for hans fantasifulde og funklende Fortællerkunst.

Tidligt var der i den unge Aakjær vaagnet en uimodstaaelig Læselyst og Kundskabstrang. Han maatte tage haardt fat hjemme paa Gaarden, især i sit 16.-17. Aar, da hans ældre Broder havde faaet Plads som Karl andetsteds, og han selv var blevet Faderens eneste Hjælper. Men han benyttede hvert Sekund, han kunde stjæle sig til, han begravede sig i sine Bøger selv under de ugunstigste Forhold, f. Eks. liggende i regnfulde og raakolde Efteraarsdage under Vognen, naar han havde fyldt Mergel paa, for at hans Fader kunde hente Læsset. Det var mest spændende Romaner, han læste, men tidligt vaagnede der i ham et poetisk Instinkt, og gennem hele hans første Ungdom kom Lyrikken til at betyde uhyre meget for ham, Bjørnson mere end nogen anden. Han begyndte ogsaa at producere. Først var det mest Samlerarbejde, Genfortælling af de Sagn, Gaader og Eventyr, han havde hørt paa Egnen, af og til ogsaa en »humpende forkrøllet Folkevise, som de gamle ikke havde faaet med sig i Graven«. Det varede dog ikke længe, før end han selv begyndte at skrive Vers.

En Mand, som fik Betydning for ham, var Læreren i Skolen, Niels Jakobsen, der havde afløst en tidligere Lærer, et sølle mosgroet Skrog, som Aakjær har givet et grotesk Portræt af. Jakobsen var en vaagen og kundskabsrig Mand. Aakjær skyldte ham meget, thi det var ham, som laante ham alle de Bøger, der satte hans Hjerte og Fantasi i Bevægelse, det var ogsaa ham, der forberedte ham til et Ophold paa Staby Højskole 1882. To andre Mænd viste Aakjær stor Velvillie; den ene var Gaardmand Peder Odgaard fra Tastum- gaarden, en aktiv Natur og Foregangsmand for Bønderne paa en Række sociale og kulturelle Omraader; han interesserede sig meget for Aakjær og hjalp ham ogsaa pekuniært. Den anden var Mejeriejer Jeppe Andersen, der havde litterære Interesser, og i hvis Hus Aakjær gentagne Gange var en kærkommen Gæst Maaneder igennem.

I Overgangsalderen fik de nye sociale og politiske Ideer, der gærede, en svær Magt over Aakjærs Sind. Da han 1884 var taget til København. for at forberede sig til Præliminæreksamen, var han helt opfyldt af disse Ideer. De trængte paa, tog alle hans Tanker, alle hans Kræfter i Besiddelse. Det var hele Sværmen af de Ideer, der summede i 80’ernes København. Han led ingenlunde af Hjemve, han har ikke dengang kunnet tænke paa sin fjerne Hjemstavn som paa andet end en trang, trist og mørk Afkrog af den store brogede Verden, en Arne for den Obskurantisme, som 80’ernes Mænd kastede deres straalende elektriske Lys over. De intellektuelle Lag havde den Gang ganske tildækket alt det, der dog maa have hvilet længst nede i hans Sind: de talløse ubevidste Indtryk gennem hele Barndommen. Efter et Par Aars Ophold paa Blaagaard Seminariums Realafdeling tog Aakjær Præliminæreksamen 1886. Blandt hans Kammerater paa Blaagaard var den unge L. C. Poulsen, der siden under Pseudonymet C. Staun udgav den ansete Roman »En Proletardrengs Læreaar«.

Efter Eksamen tog Aakjær tilbage til Jylland og holdt Foredrag rundt om. Et af disse gav Stødet til, at han 1887 blev arresteret for oprørsk og blasfemisk Tale. Efter en ret langvarig Arrest, hvor han kastede sig glubsk over den eneste Læsning, der blev ham tilladt, Bibelen, slap han ud med en Advarsel. Forhørsdommeren van Wylich blev for ham selve Typen paa Provisorietidens Højremænd.

Til Trods for sin sociale og politiske Radikalisme og de »blasfemiske« Ytringer, han blev arresteret for, havde Aakjær imidlertid paa det Tidspunkt ingenlunde opgivet sin Barnetro. Han var en Overgang, 1887–88, Elev paa Askov Højskole, og under hans Ophold her hændte det, at den Digter, han havde sværmet mest for, Bjørnstjerne Bjørnson, en Uges Tid var Højskolens Gæst og holdt et Foredrag for Eleverne. Aakjær fortalte sin Forlovede, den jyske Gaardmandsdatter Marie Bregendahl, om sine Indtryk og sluttede med disse Ord, der viser, hvor ganske han selv havde sin Barnetro i Behold: »Mig synes det saa tungt, at denne sjældne, rettænkende, ædle Mand, der delte alle gode Haab og Fortrøstninger med os ellers, ikke kunde dele det store, lyse Haab med os, der knytter sig til Kristi Navn. Han, der rummer denne store Kjærlighed og ejer et saa glad, kjæmpekjækt Sind — at han skulde staa der saa savnfyldt, staa der og græde ved Mindet om sin Barnetro, der nu var tabt for ham, aa, hvor tungt det var at være Vidne til! At kunne gi denne Mand sin Barnetro tilbage, hvor vilde det ikke føre Glæde til hans Sjæl og berige hans Sangaare, saa det sprudlede endnu mere kvikt og klart. Af alt hvad ondt jeg maa friste, lad mig dog aldrig miste min Barnetro!« Om Overgangen fra det gamle religiøse Stadium til det nye fritænkerske savner man Efterretninger. Vi ved blot, at Darwin fik en afgørende Indflydelse paa Aakjærs Udvikling.

Der følger efter Askov-Tiden en Række Ungdomsaar, hvor Aakjær fik svært ved at klare sig paa egen Haand, og havde han ikke haft sine velsituerede jyske Velyndere, var han rimeligvis blevet Landarbejder. Han forsøgte sig som Foredragsholder, som Friskolelærer (1888–89 ved Elbæk Friskole) og som Højskolelærer (hos Morten Pontoppidan 1891–92 baade i Hjørlunde og København). Han havde udviklet sig til en kundskabsrig Autodidakt og underviste ikke blot i Dansk, men ogsaa i Fysik, Astronomi og Legemskultur. Morten Pontoppidan gav ham dog Afsked efter et Aars Forløb — der skulde spares. Et Intermezzo var hans Soldatertid, hvorfra han paa Grund af en Synsfejl blev befriet efter seks Ugers Forløb, — han skildrer denne Tid som et Helvede og giver drastiske Eksempler paa den nærmeste Overordnedes Simpelhed og Brutalitet. Disse Uger gjorde hans Antimilitarisme rødglødende, og man kan ikke sige, at Aarene, Aartierne afsvalede den. »Jeg mindes ikke«, erklærede han, »et eneste smukt eller venligt Træk, naar jeg tænker paa mine Befalingsmænd«. Han besluttede sig nu til at tage Studentereksamen, læste gratis nogle Fag hos Filantropen Ludvig Trier, fik Undervisning i Græsk af V. Pingel, som han kom til at højagte og elske. Triers Grammatikterperi i Latin irriterede ham, saa han opgav den gratis Undervisning og det sidste Aar studerede paa egen Haand. Han fik sin Eksamen 1895 fra Mariboes Skole og blev cand. phil. 1896, hvorefter han et Par Aar studerede Historie. I Mellemtiden var han blevet gift med Marie Bregendahl, der havde oprettet et jysk Spisested i København. Det gik imidlertid daarligt, og Aakjær havde svært ved at tjene blot lidt ved Undervisning. Et Lyspunkt var det, da Mylius-Erichsen 1897 opfordrede ham til at overtage hans Stilling som Korrekturlæser ved »Politiken«. Ogsaa denne Bestilling blev ham »et Helvede«, men Edv. Brandes fattede Interesse for ham efter at have læst hans Debutarbejde, Stridsskriftet mod Vilh. Beck, »Missionen og dens Høvding« (1897), og tilbød ham at skrive i Bladet. Det blev dog kun til yderst lidt, og bedre gik det ikke ved »København«, hvortil Brandes havde anbefalet ham.

Fra omkring Aarhundredskiftet gik det alligevel opad. Aakjær blev Korrespondent til en Del Provinsblade, han var fejret Husdigter i Studentersamfundet (skrev 1899 dets Slagsang »Af Folket vi kommer —«), og hans Forfatterskab tog Fart. 1906 fik han det Ancker’ske Legat. Betydningsfuldt var det, at han 1907, samtidig med at han indgik sit andet Ægteskab, blev Ejer af jysk Jord. Ved den foran nævnte Peder Odgaards Hjælp overtog han, først i Forening med en Broder, siden alene, Gaarden Jenle ved Jebjerg, oprettet af udstykkede Jorder fra Herregaarden Nørgaard. Her levede han da Resten af sin Tid en Landmands og en Forfatters Liv.

Aakjærs egentlige Forfattervirksomhed indlededes 1899 med Fortællingen »Bondens Søn« og Digtsamlingen »Derude fra Kjærene«. Produktionen i Prosa fortsattes med »Vadmelsfolk« (1900), »Fjandboer« (1901) og »Vredens Børn. Et Tyendes Saga« (1904). Blandt Aakjærs andre Romaner kan nævnes »Arbejdets Glæde« (1914), den historiske Roman fra Svenskekrigenes Tid »Jens Langkniv« (1915) samt »Hvor der er gjærende Kræfter« (1916). Hans lyriske Gennembrud skete med »Fri Felt« (1905), der næste Aar fulgtes af den lige saa vægtige »Rugens Sange«. Hans andre Digtsamlinger er »Muld og Malm« (1909), »Den Sommer og den Eng« (1910), »Vejr og Vind og Folkesind« (1916), »Hjærtegræs og Ærenpris« (1921) samt »Under Aftenstjernen« (1927), der blev hans sidste.

Nogle Folkeskuespil er bygget over samme Motiver som Romanerne, »Livet paa Hegnsgaard« (1907), »Ulvens Søn« (1909), »Naar Bønder elsker« (1911) og »Himmelbjærgpræsten« (1916). Nogle af disse Stykker har været opført i København og i Provinsen, men uden varig Succes.

En omfangsrig Del af Aakjærs Produktion er hans Journalistik og Taler; hans aarlige Sommertaler paa Jenle samlede en stor jysk Menighed. Han har ogsaa udgivet kulturhistoriske Studier over Hjemstavnen (bl. a. i »Historisk Aarbog for Skive og Omegn«, hvis Redaktør han var 1910–26); hans Bidrag paa dette Omraade udgaves samlede 1921 (»Min Hjemstavns Saga«) og i seks Bind »Studier fra Hjemstavnen« 1930–32. I »Fræ wor Hjemmen« leverede han (1902) en Antologi afjysk Dialektdigtning og samlede samme Aar i »Jydsk Stævne« en Række Arbejder af jyske Forfattere. 1903–04 udgav han i tre Bind »St. St. Blichers Livstragedie«, hvortil han havde gjort grundige Arkivstudier. Aakjær har i sine Erindringer, hvoraf han fik udgivet tre Bind (»Fra min Bitte-Tid« (1928), »Drengeaar og Knøsekaar« og »Før det dages« (begge 1929)), leveret en indgaaende Skildring af sin Barndom og første Ungdom. Den har saa meget des større Interesse, som man gennem den indser, i hvor direkte et Forhold hans Produktion (ikke blot Digtene, men ogsaa Romanerne og Fortællingerne) staar til hans Oplevelser. Værket blev til under hans lange Sygeleje (1927–28), og Tilblivelsesmaaden har præget det; Kompositionen er ret løs, men Stilen frisk, spontan. Et fjerde Bind af Erindringerne foreligger i Manuskript.

Kunstnerisk set er der en meget betydelig Forskel i Værdien paa Aakjærs Prosa og Poesi. Hans Fortællinger, men endnu langt mere hans Romaner lider under den alt for direkte udtalte Tendens. Det bliver mere Agitations- end Skønlitteratur. En Roman som »Vredens Børn« har imidlertid netop i Kraft af sin utilslørede Indignation øvet stor Indflydelse paa de jævne Lag og har faaet en social Betydning, der kan sidestilles med Andersen Nexøs »Pelle Erobreren«. Desuden vil den, ligesom flere andre af hans Prosaarbejder, og fremfor alle hans Selvbiografi, bevare kulturhistorisk Interesse.

Aakjærs digteriske Ry er knyttet til hans Lyrik. Man maa her skelne skarpt mellem den Del, som er social Agitation, og den, der i det væsentlige skyldes hans Barndomserindringer. Han har paa det første Omraade skrevet en Mængde Digte, som kun ved Rimene og Rytmerne adskiller sig fra den gængse agitatoriske Prosa; det er kun i Undtagelsestilfælde, at de (som i den folkekendte og folkekære »Jens Vejmand«) er blevet Poesi. Disse Digte af aktuel Interesse har udrettet en social Mission, men det er lidet sandsynligt, at Efterverdenen vil kende dem.

Aakjærs lyriske Gennembrud viser sig i de to Samlinger »Fri Felt« og »Rugens Sange«. Det mærkelige, der skete — selv kom han ikke til at beskæftige sig med det i sin Autobiografi, thi Gennembrudet foregik netop i Aarene, der fulgte efter det Afsnit, han skildrede i tredie Bind, — var dette, at der i hans første Manddomstid brød Kilder frem i hans Sind, som han knap nok havde ænset i sin Ungdom. I Ynglingetiden længtes han bort fra de snævre Forhold i Hjemstavnen; Gudeligheden i Barndomshjemmet var noget, han for længst var ude over, Naturen var det sendrægtige og gammelkendte, Kulturen var ham alt. Han berusede sig i Tanken om den store frigjorte Stad mod Øst, hvorfra de nye Ideer drog i Sværme ud over det golde, arme Land, hvor Almuen endnu sad fast i Vankundighed — han higede mod denne Lysets Stad, Kulturens Sæde, den frigjorte Politiks, den frigjorte Litteraturs, og frem for alt den fra alle religiøse Illusioner løste frie Tankes Hjemsted. Poetisk set blev imidlertid det afgørende dette, at det, han troede overvundet, det, han havde om end ikke foragtet, saa dog agtet ringe, paa et givet Tidspunkt i hans Liv brød frem med en saa uimodstaaelig Kraft, at det genopstod i hans Kunst til et Liv i ren, forklaret Skønhed. Det, der har løftet ham ind i Poesiens Rige, er ældgamle Foreteelser som Andagt, Uskyld, Enfold. Han har i enkle og inderlige Ord kaldt sin retskafne og arbejdsomme Faders og sin fromme, samvittighedsfulde Moders Ansigter og Skikkelser frem. Han har i Ord, der er simple, men rige paa Følelse, manet denne trange Bondestue frem, hvor Forældrene og Børnene bad sammen i Lyset fra Maanen, »som kun Børn og Bønder beder«. Hver Gang han mindes dette Barndomshjem og disse to jævne Mennesker, der bar Kærlighedens, Fromhedens og Pligtfølelsens Adelsmærke paa deres furede og forgræmmede Pander, skriver han Strofer, som ikke tilhører en bestemt Tid, men synes formet for Evigheden, thi de handler om det mest bestandige, mest uforanderlige i Menneskenes Sind. Det er saa ligetil, men det er dybt som den Tid, der ikke regner med Aartier, men med Aartusinder. — Samtidig aabenbarede Aakjær sig som en bukolisk Digter af sjælden Værdi. Den Natur, der først havde forekommet ham uendelig træg og søvnig, dengang nye oprørske Tanker stormede gennem hans Sind, den blev siden hans Glæde, hans Rigdom, Kilden til Sjælens og Sansernes Foryngelse. Hans Naturdigte viser, hvor varsomt, men ogsaa hvor aarvaagent han har iagttaget den, og hvor overlegent han har forstaaet til sidst at samle alle Enkeltheder i en Følelsernes Generalnævner. Baade »Jylland« og »Karup Aa«, hans to digteriske Mesterværker, udmunder i disse baade brede og dybe Strofer, hvor Følelsen befrier sig helt i et langt og roligt Aandedrag, og dette synes at komme fra de Egne i Gemyttet, hvor Mennesket er mere end sig selv, hvor Drømmene fra ukendte Forfædre, der for længst er Støv i Støvet, endnu rører paa sig i deres Gengangerliv, og stundom, naar en Digters Aand strejfer dem, vaagner til en ny Tilværelse nogle lykkelige Øjeblikke, før end de igen synker hen i den lange Dvale og slumrer videre, saa godt gemt, at ingen aner dem, sanser eller føler dem, før omsider en ny Digters Instinkt strejfer dem, vækker dem og fører dem op i Lyset endnu en Gang. Paa denne intime Kontakt med noget meget gammelt og meget dybt i Menneskets og Naturens Sjæl beror Aakjærs Betydning.

En af Hovedgrundene til Aakjærs overordentlige Popularitet i Jylland er hans jyske Digte. Han har forstaaet at udvinde af sin Hjemstavns Dialekt et helt nyt poetisk Land. Det er især to særligt jyske Karaktertræk, den poliske Humor med et snu, bestandig muntert Blink i Øjet og den lavmælte, forsagte, men aldrig klynkende Vemod, som han har tolket i sine jyske Poesier. Der er her den tætteste Forening af Form og Indhold, saa tæt, at man umuligt kunde tænke sig disse Dialektdigte omskrevet til Højdansk; det egentlige, Smagen, Duften, Farven, vilde gaa tabt. Disse jyske Digte er spredt over alle hans Samlinger, men de, der har naaet størst Berømmelse, findes i den anden og den tredie, »Fri Felt« og »Rugens Sange«, der ogsaa for de højdanske Digtes Vedkommende er hans betydeligste.

Paa et tidligt Tidspunkt af sit Liv var Aakjær kommet til at interessere sig for Skotten Robert Burns. Interessen blev en stor Lidenskab, og Aakjær, der efter eget Sigende ikke besad synderligt Sprogtalent, anspændte sin Energi for at lære sig saa godt Engelsk, at han helt kunde opfatte og gennemtrænge denne Digter, hos hvem han fandt saa meget af det, der endnu kun halvt bevidst drømte i hans eget Gemyt. Det, der bedaarede Aakjær hos Burns, var Friskheden i hans Natursans, den direkte og prægnante Maade, hvorpaa han forstod at gøre Sansefornemmelserne levende, og den Følelsens Inderlighed, som besjælede disse Naturbeskrivelser. Utvivlsomt har baade Grundtvig, Blicher og Bjørnson haft betydelig Indflydelse paa ham, men den mest afgørende Paavirkning blev den, der udgik fra Burns, thi her var det, som Aakjær fandt sig selv udtrykt. Derfor foresatte han sig ogsaa at fordanske den skotske Folkedigter, og Resultatet blev en anselig Række Digte, der hører til det friskeste i dansk Oversættelseskunst. Aakjær har fordansket mange andre Digte, engelske, tyske, svenske, men Burns-Oversættelserne blev hans Indsats, thi der smeltede Skottens og hans egen Føle- og Sansemaade og rige, opstemte Livsglæde helt sammen.

Da Aakjær fyldte tres, viste det sig, hvor stor en Folkeyndest hans Poesi havde naaet. Hovedbladene i København, repræsenterende Socialdemokratiet, Radikalismen og Konservatismen, enedes om at arrangere en stor Raadhusfest paa hans Fødselsdag. Det var Digteren, særlig den lyriske Digter, og ikke Agitatoren, der blev hyldet. Talerne var Overpræsident Jensen, der priste Aakjær som den mest danske Digter, og Professor Vilh. Andersen, der fremhævede dels, at Aakjærs Naturfølelse var rent urreligiøs, thi der var Evighedsfølelse i den: Rugen synger, Havren synger, og Sjælen synger med, dels, at vi i disse Sange har Tjenestedrengen selv, det længe savnede Led mellem Bonden og Arbejderen. Aakjærs Takketale formede sig væsentlig som en Hyldest til Burns, Digteren, han skyldte mest, og til København, Byen, der i hans Ungdom havde betydet uhyre meget for ham. Der blev desuden bragt Aakjær et Fakkeltog, som han modtog fra Raadhusets Balkon.

Da Aakjær var død pludselig paa en Bænk i sin Have, mens han hvilede sig efter Lugningsarbejdet, ventede der ham endnu en stor Hyldest. Efter Højtideligheden i Hjemmet den 25., hvor bl. a. Johs. Buchholtz talte, blev Kisten, fulgt af et langt Vogntog, ført ned til Aarhus. Der blev Ophold med Mindetaler baade i Skive og Silkeborg. 26. April samledes 2000 indbudte i Idrætshuset i København. Hovedtalerne var Th. Stauning og Ove Rode. Derefter blev Kisten ført til Krematoriet; Asken førtes siden til Jenle, og Urnen blev nedsat i en Høj. Paa Stenen staar følgende Vers af Aakjær: »Her standsed de glade Klange, her sattes mit Livsens Maal, det er Asken af usungne Sange, der hviler i denne Skaal«.

En Folkeudgave af Aakjærs Skrifter i 10 Bd. udkom 1912–13, hans samlede Værker i 8 Bd. 1918–19, hans samlede Digte i 2 Bd. 1920 og i 3 Bd. 1931–32, hans Artikler og Taler 1919. — Efterladte Papirer i Det kgl. Bibliotek.

Malerier af Kr. Bjerre paa Fredensborg, af Johs. Nielsen paa Høng Husmandsskole (1929) og af Herman Vedel i Kunstnerens Eje (1929). Portrætbuste af N. Hansen-Jacobsen (1907) i Vejen Museum.