Axel havde saa lyst Humør,
Sidsels Øjne saa mørk Kulør,
ejed hun bare en Fingerring,
Axel ejed slet Ingenting.
Han tigged Uld,
hun tigged Sul,
snart kan de to tigge Posen fuld.
Plov og Ager de ænsed ej;
helst de pløjed den Landevej.
Byer tredve og Sogne ti
havde de to at tigge i.
Han tigged Uld,
hun tigged Sul,
snart kan de to tigge Posen fuld.
Sidsel sad paa en Kampesten,
Axel kom til paa skæve Ben.
Sidsel var ung og let i Gang,
Axel bøjed sig frem og sang:
»Jeg tigger Uld,
du tigger Sul,
snart skal vi to tigge Posen fuld.«
Axel bejled en Juninat,
Bryllup holdtes i næste Krat;
dér fik Sidsel sin Fingerring;
Præst og Klokker fik ingen Ting.
Han tigged Uld,
hun tigged Sul,
snart kan de to tigge Posen fuld.
Siden stavred de Heden om;
Hunde halsed, ihvor de kom.
Damped Regnen fra Axels Vest,
lo den Skøjer og sang som bedst:
»Jeg tigger Uld,
du tigger Sul,
snart skal vi to tigge Posen fuld.«
Axel sad ved en Hededam,
spilled for Sidsel paa Redekam.
»Bliver din Trøje end lovlig stram,
har du vel Plads til en Kirs’bærdram.
Jeg tigger Uld,
du tigger Sul,
snart skal vi to tigge Posen fuld.«
Sidsels Trøje blev mer end trang,
Snart et Væsen red Owselsang
højt paa Moderens Skulderblad.
Axel kyssed sit Barn og kvad:
»Jeg tigger Uld,
I tigger Sul,
snart skal vi tre tigge Posen fuld.«
Maanen skinner paa Sidsels Barm;
Glutten patter sig mæt og varm,
lytter imens til Nattens Lyd,
Hjejlens Klage og Toftens Fryd.
Han tigger Uld,
hun tigger Sul,
snart kan de to tigge Posen fuld.
Axel sover i Lyngen strakt,
Sidsel sidder en Stund paa Vagt,
Duggen drysser paa Barnets Kind,
Suset dysser dem begge ind.
Han tigger Uld,
hun tigger Sul,
snart kan de to tigge Posen fuld.
Heden huser saa mangen Fugl,
hvorfor da nægte slige Skjul?
Gav de dog Lyngen god Kulør
hendes Øjne og hans Humør.
Han tigged Uld,
hun tigged Sul,
snart kan de to tigge Posen fuld.
Længe hviled i Hedens Muld
Natmandsfolkets det brune Kuld.
Kors og Stene gi’r ej Besked,
Lyngen hvisker kun, hvad vi ved:
Han tigged Uld,
hun tigged Sul,
længst skovled Døden dem Posen fuld.