Det banked paa min Rude,
og det var sent om Nat;
derude stod min Yngling,
min Elskede, min Skat.
Jeg tog ham om hans Hoved
og kyssede hans Kind;
hvor kunde jeg vel nægte
min Gut at komme indl
Og op han sprang i Karmen
saa let som en Bold,
og ned i mine Arme,
mens jeg hans Hænder holdt.
Han slynged sig ind til mig
saa smygende let,
og vugged mig og kyssed mig
saa hedt, aa, saa hedt!
Han løfted mig fra Jorden
med Armen om mit Liv;
jeg blev i hans Favntag
saa veg som et Siv.
Han løfted mig, han kyssed mig,
han favned mig saa fast,
at mit Hjærte det bæved,
og mit Bælte det brast.
Saa ved jeg ikke mere;
jeg svimled i hans Kys,
mens ind ad Vindvet vælded
Fuldmaanens brede Lys.
Og lad kun Verden snakke
og sige, hvad den vil,
der er dog ingen Lykke
som Elskovens til.