Jeg længes i dit Favntag
din Midje vildt at kryste,
med salig Haand at blotte
dit Lilje-Legems Byste.
Ja, laa du ved min Side
i denne Morgenrøde,
jeg kvalte dig med Kjærtegn,
jeg kyssed dig tildøde.
Fra Knæets hvide Marmor
til Skilningen i Panden
jeg planted Kyssets Ildtegn,
til du gik fra Forstanden.
Saa dette fagre Legem,
der før var hvidt som Skummet,
nu, brændt af mine Læber,
laa tegnet rosenblommet.
O, søde Elskerinde,
jeg længes vist tildøde,
for jeg er saa alene
i Kvæld og Morgenrøde.