Jeg gik mig ud at vandre
for Grædefred at faa
saa fjern fra alle andre,
som ogsaa græde maa.
Jeg skræmtes af en Stemme
og fandt en lille Bæk,
som ikke vilde skræmme,
men bare vilde væk.
Knap hørte jeg dens Syngen,
min muntre Barndomsven,
før Graad og Hjærtetyngen
var stille vejret hen.
Ømt bad jeg Bækken vente
en ringe Dugfaldsstund;
et Kys jeg vilde hente
fra dens jublende Mund.
Men før jeg mærked Duggen
igjennem mine Knæ,
jeg hørte Bækkens Klukken
nu bag det næste Træ.
Paa al min Bøn og Klage
kun samme Svar: «Gaa hjem!
Thi du kan gaa tilbage,
men jeg kan kun gaa frem!»
Saa sang hun, Engens Datter,
og svandt bag Svingelgræs.
Det lød som Pigelatter
i Havrens sidste Læs.