Gamle An’ Væver hun færdes saa stille
som nuslende Mus mellem Siv,
kjender saa lidet til Døgnets Larm
og Verdens fortumlende Kiv.
Gamle An’ Vævers brøstfældige Hytte
har altid et Lys i sin Rude,
skinner saa langt over vildene Hede
for alle som sildig er ude.
Gamle An’ Væver hun karter og spinder
til dybt i den øde Nat,
taber i Søvne den slingrende Traad
og faar den møjsommelig fat.
Gamle An’ Væver gaar rundt om sin Hytte
mens Duggen i Kaalene falder,
skaalmer ud mod de brede Kjær,
hvor rugende Vibe skvalder.
Regnfang dufter fra Kaalgaarddiget
og Hyld bag Lavendlers Hegn,
ved da gamle An’ Væver for vist,
at Natten vil ende i Regn.
Kilderne hulker i Sommerkvælden
og Hededammene dampe,
spærrer hun da for Høns med Told,
for Faarenes Sti med en Krampe.
Kornmod blamrer i Hederugen
og flimrer paa sodet Bjælke,
sitrer ét Nu mod den hvide Gavl,
hvor Silden hænger paa Spjælke.
Henter hun stille ved Brønden sin Si
og lukker saa Katten ind,
ser under Karmen den rødlige Maane,
mens Døren hun skodder med Pind.
Gamle An’ Væver — saa fattig hun lever,
saa kongeligt dog hun drømmer,
mens Natteregnen paa Tagets Mos
sin Skaal saa dulmende tømmer.