Det lærte en Sanger paa Modgangens Sø:
Der skal to til at leve, kun én til at dø.
Der er saa stille i Huset,
for nys gik Natten forbi;
en Flue brummer i Kruset,
og Uhret paa Væggen slaar ti.
Jeg sidder og tumler med Tanker,
som Dagen nægtede Form;
det skygger fra Vildvinsranker,
paa Ruden kryber en Orm.
Fjernt tripper det nede i Stuen;
det er min Lykke, min Skat,
der løfter de Kjedler af Gruen
og sætter i Orden til Nat.
Hun bærer ind fra Altanen
Geranien gylden og varm;
som Børn i Slummer saa hælder
de Kronerne mod hendes Barm.
Da knirker det stille ved Karmen;
ind vælder saa frisk en Luft;
hun kommer og klapper mig Armen,
jeg kjender Geraniens Duft.
Hvor Tanken og Rimet ej dækker
Papirets ventende Blad,
en dugget Reséda hun lægger
og smiler skalkagtigt og glad.
Hun svøber min Lok om sin Finger
og nærmer sin dunede Kind;
hun peger mod Ormen, der svinger
som jeg i sit selvgjorte Spind.
Med Lempe — og Tanden i Læben
hun fjerner den frygtede Pen
og skrider saa, kjæk i sin Stræben,
imod sin afvæbnede Ven.
Hun taler om Maane bag Skove
og trækker Gardinerne til;
saa hvisker hun: «Nu skal vi sove!»
Jeg svarer: «Ske som du vil!»