I Sommeren 1905 kom jeg hjem fra Kjøbenhavn med Planen til „Rugens Sange”. Jeg var saa glad ved Tanken; saa sikker paa min Evne. Jeg gik hver Solskinsdag ud over Agrene mod Jebjærg Mose og lyttede til Vippernes melodiske Ringlen i Storrugen paa Laust Østergaards Mark. Det gjærede i mit Indre indtil Sprængning, men det vilde ingen Form ta. Grædende af Skuffelse og Afmagt gik jeg hver Aften til min Seng.
— Jeg forsøgte at skifte Opholdssted og drog til Vesterhavet. Her under Bovbjærgs vilde og forrevne Strand skabtes »Høstvise«: „Nu er Sæden lang og gul”. Mere orkede jeg ikke denne Gang.
Jeg kom tilbage til mit Pensionat i Hovedstaden som en fattig, slagen Mand. — Men Ideen blev ved at bore i mig. Kort efter Nytaar 1906 tog jeg atter til Jylland og slog mig ned hos mine herlige Venner Læge Sigurd Rambusch og Hustru i Sjørup. Og nu digtede hele Serien sig som af sig selv. Der var Dage, hvor jeg skrev indtil tre Digte i Døgnet. Det er de lykkeligste Timer jeg har levet. Skjønt jeg til Tider plagedes meget af et nærgaaende Maveonde, der har skaaret altfor mange lyse Dage ud af mit Liv, kunde jeg dog — under Indtrykket af min Skaberglæde — med Sandhed synge:
„Jeg bærer med Smil min Byrde,
jeg drager med Sang mit Læs;
jeg er som den vilde Hyrde,
der gjenner sit Kvæg paa Græs.”
Det var i Februar Maaned og megen Sne var der paa Jorden. Jeg stod hver Morgen op med Solen og gik en lang Tur ud ad de ensomme Korsveje, der ender i den vilde Alhede. Naar jeg kom hjem, var Rytmen blevet til, jeg stamped den op af den frostklingre Grus, der under Vintersolens tunge Straaler lignede gyldent Rav. Naar jeg kom tilbage bag min lille Gavlrude kunde jeg nu med Lethed fylde Formen med skjøn Høststemning. Endnu vaadt af Blækket blev de enkelte Digte baaret ned ad Trapperne og læst højt for mine brave Værtsfolk. Midt under Sangen kom saa den Meddelelse til mig over Ørkenen, at man havde givet mig det Anckerske Legat. Det satte Tonen endnu en Kende i Vejret; jeg skrev »Paa Hedens høje« og begyndte at lægge Planer for en lang Evroparejse, der sluttede hos min Frænde Robert Burns. — Ja, hvor var det skjønne Dage! Og nu sender jeg saa disse Sange ud for niende Gang. Jeg har ønsket at gjøre Samlingen lidt fyldigere end oprindelig, hvad jeg haaber, man ikke vil lade mig høre ilde for.
Jeppe Aajkær
Jenle, 12. Oktober 1926.