Snart er du slettet ud, mit Barndomsland,
hvor Rylen pylred om sin simple Rede,
hvor Porsen stod i Krans om stille Vand,
mens Maanen svæved over Moser brede.
Vemodigt gaar mit Blik blandt tavse Minder
som før, naar Duggen døbte Barnets Kinder.
Jeg ved det vel: Min Sorg er i det Blaa
Kulturens sko’de Spand sin Vildvej drager;
man river ikke Døgnets Vogn i Staa,
fordi et stakkels Digterhjerte klager;
maaske dog én sig ømt til Redning bukker,
før Furen sig om Lærkens Unger lukker.
Kun Ros til dig, du Rydningsmand, der lod
dit Plovjærn synge gjennem Sandets Øde,
der søgte Guldet under Gyvelrod,
men fandt kun Skuffelser og fattig Føde!
Hver Graastensblok, du kan af Lyngen lirke,
skal staa som Bauta over ædel Virke.
Thi Ploven, Ploven maa jo ha’ sin Gang,
selv hvor den flænser vore Minders Have
den skrider fremad med sin vilde Klang
og flytter stille Danmarks Gjærdestave;
den kan ej agte, om en Orm i Furen
blev sønderlemmet under Jærnets Skuren.
Og dog — hver Gang jeg staar paa Hedens Høje
og vender Blikket mod den vante Grund,
da brister der en Taare i mit Øje
og Klagesange vælder i min Mund:
Er det den Jord, hvor jeg som Barn har leget,
den Lyng, det Kjær, jeg kaldte højt mit eget?
Hvor er da Vibetrækkets dumpe Sus,
det Tungsindsdrag igjennem Jyllands Nætter,
og Lyngtørvsdiget bag det hvide Hus,
hvor Solen tørred Hyttens Mælkesætter,
hvor er det gamle Led, hvor Gjøgen kukked
hver Livsens Kvæld, naar Portene blev lukked?
Og hvor er du, min blide Klokkelyng,
der skjalv saa ræd i Aftnens første Brise,
og Ulvefodens vilde Bændelslyng,
og Leverblomstens blege Øjenlise?
Spørg ikke mer. Hver Blomst i Lyngen ender
med Top og Tavl som Trævl om Harvens Tænder.
Som fremmed gaar jeg i min Barndoms Kjær,
ej Siv, ej Bær, ej Busk blev Mindet levnet;
Gulspurven smutter ikke mere dér,
Blaaternen er med Skrig fra Stedet stævnet
kun hist ved Mosen, langs dens brune Rande
end Humlen drikker Mjød af Lyngens Kande.
O frie, lyngombarmede Natur,
hvis Ensomhed saa tidt min Pande dugged,
min Sjæls Husvalerske i Mol og Dur,
som jeg en Flygtning og en Udelukket:
Som Digt og Æventyr, som Trold i Bakke
du enes aldrig godt med Plov og Hakke!
Men I, som skrider nu med Maalesnor
henover Jyllands fattig-brune Hede,
som leder Slavekobler i jert Spor
og skræmmer Hjejlen bort fra Æg og Rede,
I kan vel taale denne ene Stemme,
der synger om en Fryd, den ej kan glemme.
Ja, I som stykker Lyngens Rester ud
i husmandskarrige smaa Firkantsbidder,
som bytter mod Plantagers Bjærgfyrsklud
hin høje Alvor i de vilde Vidder,
I skal engang paa Eftermælet bøde
for denne „Daad”, naar den er stemplet: „Brøde”!
Mit Fædreland, hvor nært dit Syd og Nord,
hvor snart man kan til dine Grænser kjøre!
Dog rig, mangfoldig var mit Hjemlands Jord,
nu bli’r det ogsaa snævert indendøre;
fra Sønder rykker ind Plantagers Stimmel
og sætter Skodder op for Jyllands Himmel.
Naar før jeg stod ved Hedens lave Rande,
saa Lokkelegen over Aaser blaa,
saa Ørknens Sky paa fjerne Højder strande,
det var, som om et Aasyn paa mig saa.
Det Aasyn har I brændt med Ild og Aske
og givet det en tom og fremmed Maske.
Lad Skoven spejle sig i Bæltets Vove,
lad Bøgen samle Marv om Øresund,
men fri den jydske Mand for Prøjserskove,
der gjør ham fremmed paa hans egen Grund;
med Hedens Alvor er hans Sjæl fortrolig,
den lagde Højhed om hans lave Bolig.
Spar denne Rest af hærdet Urtidsjord,
den Solfaldsbro, den Blæstens brune Bane,
hvor Oldtids Sti sig dulgt i Lyngen snor,
og Luftens Syn slaar ud sin lyse Fane.
Lad ikke haant om Hedens „golde” Gave;
det Land er fattigt, som er „idel” Have.
Naar Rugen gynger paa sin grønne Skaft,
og Hjejlen fløjter blødt mod Aftentide,
da nyder Bonden ret sit Forspands Kraft
og nynner ved at høre Ploven skride,
da føler han hin Grund ved tusind Traade
at være slynget i hans Livsdøgns Gaade.
— Se den, som fik en Minderest i Klemme,
som saa sin Barndoms Lykkeland forraadt,
han synger mest med Skjælven i sin Stemme
og gaar ad Stier, andre ej har traadt.
Jeg har nu bedt for Jyllands brune Hede;
der burde bydes, hvor jeg kun kan bede.
Far varsomt, I, som skalter med en Jord,
ej har traadt med Barnets myge Fødder;
den ved kun slet, hvor Lyngens Lykke bor,
der ej har leget ved dens brune Rødder.
Men brænder I end Gyvlens sidste Ranke,
I brænder ej mit Digt og Digtets Tanke!