Jens Fisker han bo’de derude ved Aa,
hvor Græsset er grønt, og hvor Himlen er blaa.
Men hvad kan det hjælpe, éns Himmel er blaa,
naar Livet er grimt, og naar Tanken er graa.
Og hvad kan den gavne, den lullende Aa,
naar Kjællingen baade vil bide og slaa.
Saa lod da Jens Fisker Toggeret staa
og søgte sin Vædelse udenfor Aa.
Han sov som en Orne og drak som en Saa,
mens Fisken slog op i den sorlende Aa.
Hans Kjælling, Marie, den gnistrende graa,
hun garver ham Ryggen snart gul og snart blaa.
Jens Fisker han tygger med Taarer sin Skraa:
„Gud hjælpe hver Kristen, hvis Kjælling vil slaa!”
— Jens Fisker han trækker hans Vandstøvler paa:
„Nu gaar jeg og drukner mig, So, i min Aa!”
Men Kjællingen larmer med Kjæften paaskraa:
„Aa, Stodder, lad du kuns saa Støvlerne staa!
Jeg ved da, at Folk, der vil drukne i Aa,
de trækker ej nye Vandstøvler paa!”
„Ja, ja,” svarer Staklen, „men skal de nu staa,
jeg henter dem, naar du mindst tænker derpaa!”
— Jens Fisker han kyler sig ud i den Aa
til Brasener brede og Skallere graa.
Men det er da noget, enhver kan forstaa:
her slutter ej Visen om Jens og hans Aa.
— — Naar Uglen er ude, og Natten er graa,
da kommer Jens Fisker til Huset ved Aa.
Han lirker ved Pind, og han letter ved Slaa
og trækker med Stønnen de Vandstøvler paa.
I Hylsklædet trimler sig Kjællingen graa
med klaptende Tænder og strittende Taa.
Naar Timen er ude, hun hører ham gaa
som Torden, naar den har faa’t Vandstøvler paa.
— Det samme, det samme hver Nat, som er graa!
Hun mister sit Snøvs ved at tænke derpaa.
Hun vaager med Lys, og hun stænger med Slaa;
dog gjæster Jens Fisker med Bulder sin Vraa.
Men Kjællingen klager med Kjæften paaskraa:
„Aa, at jeg dog ej lod ham Støvlerne faa!”
Saa sprang hun som Tudsen fra Brinken i Aa.
Nu spøger de — hver med sin Vandstøvle paa.