Haar do hør’, haar du hør’, te Pe’ Døw han er dø’,
og hans Kuen sejjer Enk’ li’saa strag som en Mø!
A kund’ ett gaa forbi; a war nied’ i æ Kjar’
og føl’ atter i æ Skru’, om æ Tørre de war tarr’;
a saatt’ sni ad æ Pwot og kam vejstens æ Haw’ —
— Do haar aalle hat Maagen te Lykk’ i di’ Daw’!
Der er ikki en Enki i hile wor Sown
— ja saa’ a i sejsten! — saa knøv og saa bown.
Hun er rig, hun haar Peng’, hun haar Medler som Skidt,
hun haar Kister som Hus’; — a haar wot der saa tidt —
og dæ’ Ky’r og dæ’ Øg og den Avl, som der stôr!
Det er hejsen nø andt end di’ egn’ Skrantings-Gord.
Fæk do hind’ i di’ Snaar’ — war æ ind’, var æ u’e,
— ja hun sku’ sgi’ snaar løwt’ di’ Hywl i æ Fu’e!
— Men do sworer jo ett! Do ska’ lyd’ te mi’ Taal’!
A ’el fandenmæ ett sejj’ for døw’ Folk og gaal’!
Tho do ka’ wal forstaa, te en vil dæ di’ Bejst,
nær en pæger paa den, som en tyt, do ku’ fejst!
Gjør dæ fin, gjør dæ snøg, sejj’ ett søen og log’!
Ta’ di’ Lejerlu’ aa, smid’ en hen i æ Krog!
Træk æ Øg aa æ Staald, faa æ Saadl laa opo,
og sejj’ ett som en Dorn og tyg aved o æ Skro.
Res dæ no! Vær gilik! Gjør dæ snøg, gjør dæ fin:
Do ska’ hen og ta’ Kys ved den rig’ An’ Katrin’!
Jøsses Kos, bitte Bø’n! for en Kuen do da fôr!
ja, Katrin’ hun ska’ snaar sætt’ dæ Stywr te di’ Gord!
For hun ved, hwad hun vil, og hun haar hinne Sind,
saa do ska’ no’tt lav’ hind aaltfor møj Vind.
Hun er skrap, hun er stærk, hun haar banked æ Sme’,
hun ka hopp’ te æ Lowt, nær æ Gal’ det ta’ ve’.
Men haar det nøj aa sej’, te æ Kjælling er stræng’,
nær do fôr hinne Gord, hinne Jord, hinne Peng’,
hinne nybærend’ Kwier og blankhwonned’ Kal’,
hinne Grunker og Bunker, det Hil’ med det Hal!,
hinne trørre Alens Væv’, hinne Syv-Markes Særk’,
som æ Skræjjer hun sejer, hun goer i te Kjærk, —
hinne Maalt, hinne Gaalt’, om i Saalt’ om ilyw’,
hinne Høns po æ Raan’, hwer en blikkendes Yw’
— hwad hun aatte og ejer, hwer Drip og hwer Drof’:
Ka’ do vind’ hind’ te Kwind’, er æ din’ jo tehof’.
— Naa, der kam nok æ Øg; ja, kom saa ad æ Dar,
men æ Daa er paa Sky, og æ Vejlo er tar.
Ih men bi! Læ’ mæ si: er do snøg om di’ Haag’?
— Nær do no kommer op, held dæ dygtig tebaag,
og sej ett po en Hejst, som do rej po en Raag’;
og pas o, te æ Skro den ett drevler i æ Skjegg,
for søen fôr do aalle æ Sow i di’ Sæk.
Kom no op og astej, men’ det lyser af Daa,
og hold wal ved æ Krikk’, te do ett hwistes aa,
men kom hed’le te Bøj, og Worherr’ vær’ dæ gurd;
saa der ett ska’ gaa Skej a’ di’ Fagter og Urd.
Læ’ mæ si, bitte Do, der er Slyng i di’ Kapp’,
nær di’ Hejst gôr i Sto for Katrin’ hinne Trapp’,
og vær lin i æ Knogl’, men pas wal o æ Furd,
nær do kaaste dæ nied fræ æ Saadl te æ Jurd!
— — Hwa’ for nøj, hwa’ for nøj! — Hwa’ er do for en Kaa’l!
Ska’ do søen sto og koj’ for aa now en Krumm’ Saadl!
Og her haar en gjord’ dæ saa fin og saa snøg,
og saa ka’ do ett kravl’ opo en Kon Øg!
— Ta’ æ Saadl aa æ Krikk’! Sæt di Lejerlu’ o,
og sej do som en Taari og drewl øwer æ Skro!