Grete, Mette.
Mette.
Mit Ærinde kun slet Veninde er udført;
Mads ubevægelig — — —
Grete.
Det viser mig tilfulde,
At i en andens Sag man taler kun med Kulde.
O at min Ære dog mig ei i Veien stod,
Jeg skulde kaste mig for den Gruesommes Fod;
Jeg skulde vise dig, hvad Bønner kan udrette
Naar man er heed som jeg, og ikke kold som Mette.
Mette.
Er slig Bebreidelse da Løn for al min Flid?
Men jeg dig ynker kun. Dit Hierte er i Striid,
Og Piinsler ofte kan den største Siæl forlede,
Til paa sin bedste Ven af hevne Skiæbnens Vrede.
Aria.
Saa æltes Bly med vredne Tænder
I Heltes Mund; hvis blotte Rygge,
Ei for at svales, søge Skygge
I en Allé gevorbne Venner,
Som bleve Bøddeler af Tvang,
Og under spiilte Huders Klang,
Dem viste Ild med smidig Green
Paa nys afklædte Rygge-Been.
De præge deres bittre Qval
I det uskyldige Metal,
Og glemmer al den Tieneste,
Det dem i Krigen lader see,
Som dog er overmaade vigtig,
At sige: Naar de sigte rigtig.
Grete.
Hvor jeg er lykkelig, at du holdt op engang.
Jeg tager samme Deel udi din smukke Sang,
Som din besiungne Helt i Pibers Lyd og Trommen.
Var her vel Sted og Tiid — — —
Mette.
Min Tiid var før ei kommen,
Jeg veedste intet Raad, og meget bange var,
For at bedrøve dig med et mistrøstig Svar.
Jeg veed min Arie kun søgte Tiid at vinde,
Og under Sangen var saa lykkelig at finde,
Et Middel, som jeg troer du vist skal frelses ved,
Du det ei vide bør; thi saadan Kundskab streed
Mod Æren, mod din Stand, og mod —
Grete.
Hold inde Mette!
Jeg frygter meget for, at jeg det skulde giette,
Du veed, jeg er ei dum, du veed jeg dydig er,
Du veed, hvor høiligen mig Skredderen er kier.
Jeg Dyd og Ære dog for Elskov Fortrin giver;
Men, hvad jeg ikke veed, mig ei tilregnet bliver,
Saa meget troer jeg dog, at du mig sige bør:
Om du i dette Raad Johan delagtiggør;
Om Skredderen derved kan blive mig uværdig;
Men frem for alle Ting, om han snart bliver færdig.
Mette.
Af disse Spørgsmaal nu kun et besvares kan,
Johan i denne Dag vist blive skal din Mand.
(Grete gaaer.)