Grete, Mette.
Mette.
Saa var mit Haab omsonst, du syntes at samtykke
I dette Ægteskab, jeg holdt det for min Lykke,
At ved mit ringe Raad jeg kunde fremme din,
Og skrekkes nu, du slaaer det hen i Veir og Vind.
Grete.
Jeg dig forbunden er, som vil min Smerte lindre,
Og ærer dine Raad, men ikke destomindre
Mit Hierte siger mig, at tusind Plagers Hær
Med Længsel venter paa, at see min Brudefær.
Før var jeg angestfuld, men tusind gange meere,
Saasnart jeg tænker paa, at Mads min Mand skal være,
Jeg veed ei selv, hvorfor.
Mette.
Man vel hos visse Folk
Paa visse Tider bør ansee som Sandheds Tolk
En rigtig Ahnelse, men du dig kan bedrage,
Og for en Ahnelse maaske den Afskye tage,
Som føles af enhver ved slige Bryllupper,
Hvor man skal ægte een, og har en anden kiær.
Den Ahnelse maaske af sidste Slags kan være,
Hvem veed?
Grete.
Du er for kort til mig at kunde lære
At kiende Ahnelser; hvis min ei ægte er,
Saa maae du frit — — —
Mette.
Men hør! hvem mon der banker der?
Jeg gaaer at lukke op.