Mads, Jesper.
Mads.
Hvor hopper ei min Siæl! Hvor skynder sig mit Blod,
At raabe: Fryder jer! til hvert et Ledemod.
Jesper.
Du taler som du var, min Ven! lidt Hoved-Svimmel.
Mads.
Faer fra et Helvede med et op i en Himmel,
Og vi vil faae at see, om du det bedre giør.
Saa lykkelig en Hest som jeg var aldrig før.
Kom kys mig søde Broer! Lad os en Sang istemme,
Hvoraf den hele Jord min Glæde kan fornemme.
For evig evig Tiid er Mads nu lykkelig!
Min Jesper! hielp mig at udstøde Fryde-Skrig,
Hør! af min Fryds-Basun faer ud en Glædes Torden
Langt ned til dem som boe, — der boer jo under Jorden
En Hoben smukke Folk. Den hele Jordens Kreds
Skal vide jeg er glad, før er jeg ei tilfreds
Aria.
Underjordiske som sover,
Du maa ikke undres over,
At min Sang dig vækker op
Til at giøre Glædes Hop.
Du det ikke skal fortryde;
Thi min Sang kun Fryd skal byde.
Under Jorden giør et Hop!
Naar min Sang dig vækker op.
Mads i Dag har vundet Seier,
Mads i Dag sin Grete eier,
Ja med Hud og Haar og Krop.
Under Jorden giør et Hop!
Jesper.
Har du nu skreget ud din Glædes Raserie?
Mads.
En Zephyr blæser nu, og Stormen er forbie,
Det var en Fryds Orkan, som foer udaf sit Fængsel,
Og havde Fængslets Dør nær løftet av dens Hængsel;
Saa volsom var dens Fart. En Siæl er dobbelt glad,
Jo længere den før i Sorgens Fængsel sad.
Aria.
Min Glæde er som Bekken:
Den Bek, som sagte flød,
Før den en Dæmning bød,
Ei røre sig af Flekken;
Da Demningen kom bort,
Flød Bekken dobbelt fort.
Min Glæde er som Bækken.
Jesper.
Jeg Grete komme seer, hun vist den Slutning drager,
At du af Lunkenhed dig gode Stunder tager,
Ifald hun faaer at see dit end ukiemte Haar;
Det bliver derfor best, at du afsides gaaer.
(De gaaer.)