Morten Caspar Wolfburg (1686–1729)

Wolfburg, Morten Caspar, 1686–1729, Præst, blev født i Fjellerup Præstegaard i Fyn 22. Maj 1686. Hans Fader, Jochum Frederik W. († 1718) var den Gang Præst for Fjelsted og Harrendrup Sogne og blev selv sin Søns meget strænge Lærer. Drengen var et Vidunder i Lærenemhed. Da Biskop Kingo en Gang var paa Visitats i Præstegaarden, skulde Barnet brillere for Biskoppen med alle sine Kundskaber; men da han ikke blot talte flydende Græsk, men endogsaa kjendte de æoliske og andre Dialekter, afbrød Faderen ham paa Latin: «Ikke for kunstigt, min Dreng, at Biskoppen kan forstaa dig». 9 Aar gammel (1695) blev han Student, og da han var 11 Aar optraadte han som Respondens ved en Disputats paa Borchs Kollegium og vakte umaadelig Opsigt ved sit Græsk, saa at Efterretningen om hans fænomenale Dygtighed kom i udenlandske Tidsskrifter. Ogsaa ved Hoffet blev han fremstillet og vakte der stor Moro. 1699 fik han Attestats. 1700–02 var han i Udlandet, mest i Frankrig, og forlovede sig her med et fransk Fruentimmer, der fulgte tilbage med ham til Danmark og blev Gouvernante paa forskjellige Herregaarde i Fyen, 1704–07 var W. Alumnus paa Borchs Kollegium og tog Magistergraden 1706. Hans forlovede, der konditionerede paa Herregaarden Sandholt, skaffede ham 1710 Kaldsbrev paa V. Hæsinge-Sandholt Præsteembede; men Stridigheder om Kaldsretten førte til, at W.s Kaldsbrev blev kasseret. 1712 blev han Præst paa Avernakø, men da han nu skulde have sit Ægteskab ordnet, kom det for Dagen, at Bruden ikke alene var Katholik, men ogsaa allerede var gift og var løbet bort fra sin Mand. Imidlertid var W. bragt i økonomisk Afhængighed af hende, og sine Penge vilde hun have tilbage. Saa fik hun 1714 W. gift med en 51aarig Enke efter Possementmager P. Hagendal i Kjøbenhavn, Sidsel Kirstine Jensdatter f. Riber († 1743); men Giftermaalet tjente kun uhæderlige Lovtrækkeres Pengespekulationer og bragte en Række Elendigheder over den ulykkelige W. Den upraktiske Mand sad paa sin afsides Ø fordybet i sine lærde Studier. 1716 fik han udgivet som Prøve paa et stort anlagt Bibelværk «Judas’ almindelige Brev» paa Græsk med sidestillet Oversættelse i 6 Sprog og med hostegnet Forklaring, og 1717 efter mange Besværligheder sit Livs Hovedværk «Observationes sacræ in Novum Testamentum» (udkom med nyt Titelblad 1738), en Række kritisk-exegetiske Bemærkninger i lexikalsk Form til det ny Testamente i Tilslutning til den engelske Kritiker Edw. Leighs Arbejder; men denne Bog kostede ham, siger han selv, hele hans timelige Velfærd. Det betydelige Værk var blevet trykt i Leipzig paa en flensborgsk Boghandlers Bekostning. Næppe forelaa det færdigtrykt med en varm Anbefaling paa Titelbladet fra den theol. Professor Hans Bartholin, før han i Juni 1717 indsendte Andragende til Biskop Worm som det theologiske Fakultets Dekan om at maatte admitteres til den theol. Licentiatgrad. Men dette blev Anledning til, at der inden for det theol. Fakultet udbrød en Krig, som med alle Lidenskabens Vaaben blev ført i 3–4 Aar, ikke til Ære for nogen Part. Fra Biskoppens Side var det det gamle Had til H. Bartholin, der skulde have Luft, og W. blev brugt som Syndebuk. Til Begyndelse blev Bogen konfiskeret; W. skulde tilbagekalde sine «forskrækkelige Vildfarelser» og offentlig vedgaa den Forargelse, han havde givet ved sit Skrift, «hvis Lige næppe er til Trykken befordret her i Rigerne». Saa kom Boghandleren fra Flensborg og spurgte Regeringen, hvem der skulde godtgjøre ham hans mange Penge for den beslaglagte Bog. Fortrædiget paa enhver Maade besluttede da W. strax efter Nytaar 1721 i sin Fortvivlelse at forlade sit Embede for mulig i Udlandet at finde Ansættelse ved et eller andet Gymnasium. Med et helt forvildet Ydre fremstillede han sig for Biskop Lodberg i Odense og tilkjendegav ham sit Forsæt. Biskoppen ansaa det ikke for alvorlig ment, og W. rejste. Efter hans Bortrejse nedsattes der Provsteret mod ham, og hans Embede blev bortgivet til en anden. Et Par Maaneder efter kom W. imidlertid tilbage til Fyn – han var ikke naaet videre end til Leipzig – og bønfaldt Kongen om Tilgivelse; efter gjentagne Ansøgninger bevilgedes det, at Processen mod ham maatte bortfalde, og at han maatte befordres til andet Embede. 1722 udnævntes han til Præst i Ølgod og Streluf paa Jyllands Vestkyst; men næppe havde han været der et Aars Tid, før han, rimeligvis ved Foranstaltning fra de gamle Kreditorer, blev kaldet (1724) af den forgjældede Kapitajn Wilh. Stockfleth paa Brahesholm til Præst i Søllested og Vedtofte (ved Assens). W. havde imidlertid i Aarenes Løb udsendt et Par theologiske Stridsskrifter (mod Professor Trellund), og 1724 udgav han en obscøn Satire, men Nøglen til dens Forstaaelse fattes. Han kunde endnu 1728 dimittere en Student til Universitetet med et græsk Testimonium. I yderlig Elendighed og Smuds døde han i. Juni 1729. Har W. haft store Fejl, saa er han ogsaa ved andres Skyld bragt i mange Ulykker, og det maa regnes ham til nogen Undskyldning, at han med alle sine rige Evner har været et ulykkeligt, forkvaklet Menneske fra sin tidlige Barndom.