Ambrosius Stub (1705–58)

Stub, Ambrosius, 1705–58, Digter, blev født i Gummerup ved Assens i Maj 1705 og var Søn af Fæstehusmand og Skrædder Christoffer Pedersen Stub og Christence Ibsdatter. Faderen synes at have været en vel anset Mand, der stod i Forbindelse baade med Egnens Storbønder og med Herskaberne paa Brahesholm og Søholm, 2 Damer af Familien Charisius, af hvilke den ene, Digterens Gudmoder, blev gift med Major Stockfleth. Et Par af Stubs Søskende tjente i gode Stillinger paa disse Gaarde, og det var formodentlig ved Hjælp af Fru Stockfleth, at Stub selv kom i Odense Skole, hvorfra han blev Student 1725. Skjønt han vistnok laa ved Universitetet i 9 Aar og ikke synes at have spildt sin Tid, fik han dog aldrig nogen Examen. Rimeligvis har han ikke haft Lyst til at gaa den slagne theologiske Landevej og har derved mistet sine Beskytteres Understøttelse. Hans Interesser gik i anden Retning, og han var en ustadig Natur, mest oplagt til at deltage i et lystigt Lag og skrive en lystig Vise. Han bestemte sig da, som han i en senere, rimet Ansøgning siger, til at «leve af sin Pen», hvad der den Gang var en vanskelig Ting, selv om han derved næppe i første Linje har tænkt paa Digtervirksomhed, men snarere paa Stillingen som Sekretær eller, som det hed, «Skriverkarl» «ved et og andet Hof», ↄ: paa fynske Herregaarde, hvor han ikke savnede Forbindelser.

Han vendte da tilbage til sin Fødeegn uden, som det synes, at have nogen fast Stilling, men giftede sig ikke desto mindre kort efter, 17. Okt. 1735, med Mette Cathrine Skovsbo, Datter af en afdød Præst, Hans Stub i Ejsing. Et, til Dels af Molbech i «Ambrosius» benyttet, romantisk Sagn beretter, at Stub stod i Kjærlighedsforhold til en adelig Dame og for at skjule det maatte begjære hendes Kammerjomfru til Ægte. Dette forholder sig ikke rigtigt; men hans Ægteskab var næppe lykkeligt, maaske heller ikke saa ganske frivilligt fra hans Side, da det første Barn blev født nogle Uger efter Brylluppet. Hustruen arvede efter sin Bedstemoder en Bondegaard i Verninge, i Nærheden af Stubs gamle Hjem; men Stub maatte snart sælge den og flytte til Faaborg og der fra til Odense, hvor hans Hustru boede i trange Kaar indtil sin Død 1747, hvorefter Stubs Familie maatte overtage Omsorgen for Børnene, en Søn og en Datter.

Stub selv derimod førte et omflakkende Liv, enten af Tilbøjelighed eller for at tjene Brødet. Hans Viser og Vers ere snart skrevne til Gilder paa Ærø, snart paa fynske Gaarde og snart i Odense; overalt synes han at have været velset, saa vel i rige Borgerkredse som blandt den højere Embedsstand og Adelen. Sit nærmeste Tilhold havde han hos sin Gudmoders Søn, den unge Landsdommer Stockfleth paa Brahesholm, hvor han vel var en Slags Skriver og Inspektør. Her fra gik han o. 1749 over i en lignende Stilling hos Kammerherre Niels Juel paa Taasinge; men dermed vare de lystige Dage forbi. Tjenesten synes at have været Stræng, hvad der vistnok ikke var Stubs Sag; han led allerede af den Sygdom, formodentlig Gigt i Ryggen, som aldrig siden forlod ham, og var tilmed nu i en Alder, hvor den afhængige Stilling maatte begynde at trykke. Til sit nye Herskab kom han ikke i det venlige Forhold som til Stockfleth. Kammerherre Juel var en dygtig og begavet Mand, der gjærne samlede Kunstnere og Sangere om sig, men tillige en raa og lunefuld Herre, der rimeligvis har følt sig saaret ved det Frisprog, Stub var vant til. Dennes Vandel har dog heller ikke været ulastelig, og vi finde ham udlagt som Barnefader, omtrent samtidig med at han efter 3–4 Aars Ophold pludselig og voldsomt fjærnedes fra Taasinge, om det end ikke er mere end et Sagn, at Kammerherren den svagelige Digter prygle og kaste ud af Huset.

Om han der fra er kommen lige til Ribe, og hvorfor han just søgte her hen, er ikke klart. Vi vide kun, at Skolelærerne i Ribe 1754 indgave Klage over, at han holdt privat Skole. Da det imidlertid var Byens Embedsmænd og bedre Borgere, der havde formaaet ham hertil paa Grund af Almueskolernes Slethed, blev Stub ikke videre forulempet. Han synes trods sine kummerlige ydre Forhold at have nydt en vis Agtelse for Lærdom og Evner; 1756 ansøgte han paa Vers Stiftamtmanden om officiel Anerkjendelse for sin Undervisning og Adgang til ved forefaldende Vakance at overtage en af Byens offentlige Skoler. Dette sidste naaede han dog ikke; han døde 15. Juli 1758, 53 Aar gammel, insolvent og «i den yderste Armod».

Stubs Levnedsomstændigheder og digteriske Betydning ere først i nyere Tid nogenlunde udredede. Hans nærmeste Eftertid tillagde ikke hans Produktion nogen litterær Vægt; men derimod har Traditionen paa de Egne, hvor han færdedes, omgivet hans Navn med 2 Rækker af Sagn, dels, ligesom det var Tilfældet med Wessel, af cynisk og skurril Art, dels, som med Ewald, af et romantisk-erotisk Skjær. Det første forklares af hans Stilling paa Herregaardene, hvor han vistnok bl. a. har fungeret som Forlystelsesraad, efter Tidens Skik ikke altid i den fineste Stil. Men det plumpe eller smudsige Element træder ingenlunde saaledes frem i hans Digte som i mange af hans samtidiges, og tog han sig end stundum en Taar over Tørsten, er der dog intet, der tyder paa, at han har været forfalden til Drik. Paa den anden Side var Skriverkarlen hos de fynske Godsejere alt andet end en Troubadour, der fri som Fuglen

                        «drog om fra Kastel til Kastel»

saa lidt som han var en sværmende Erotiker eller en romantisk Aand, der bukkede under og sank sammen over for en uforstaaende Samtids Miskjendelse. Han var aabenbart en højst letsindig og ustadig Svend, der nød Livet, lidet nøjeregnende med Elskovsæventyr som med Penge, og derfor ganske naturlig endte i Sygdom og Fattigdom. Den ejendommelige Stilling, han indtog i Selskabslivet, betegnes maaske bedst ved Grev Rantzau til Brahesborgs lidt aristokratisk overlegne Ytring, at han var «en ganske egen Fyr og et Pokkers godt Hoved». Baade som Menneske og som Digter har han noget til fælles med Ewald, om han end er i mindre Stil. Midt i Paryktiden, paa Overgangen fra Holbergs Forstandsdigtning til den Klopstockske «überschwengliche» Følelsesretning, som han dog ikke levede nær nok paa eller længe nok til at blive paavirket af, er Stub den enlige Svale, der varsler en ny Sommer for Lyrikken, Stenersens, Tullins og Ewalds Alder. Dette beror maaske især paa, at han ikke tog sig selv og ikke af andre blev tagen alvorlig som Digter og netop derfor vovede at være sig selv i sin Digtning. Fortidens meste Lyrik var religiøs eller stift og ensformig heroisk-historisk; de faa spøgende Ungdomsdigte, hvori anerkjendte Poeter som Kingo og nogle af hans jævnaldrende sloge sig løs og gave sig hen, ere utrykte eller mere tilfældig bevarede. Naar man skulde optræde for et større Publikum, tog man Selskabsdragten og den højtidelige Mine paa. Men over sine faa Forgængere i den humoristiske Digtning, en Bording eller Reenberg, hæver Stub sig paa den anden Side ved sin Fantasibegavelse og sin den Gang enestaaende friske Naturfølelse («Rosenknoppen», som dog skæmmes af uheldige Rim, «Den kjedsom Vinter gik sin Gang»), der ofte endog synes ægtere end Tullins eller Ewalds stundum noget stiliserede Rundmalerier. Dertil kommer hans mærkelige sproglige Lethed, der ganske naturlig og utvungent føjer Tanken ind under de kunstige italienske Arie- og tyske Visemelodier, som mere og mere bleve Mode. Ypperligst er han maaske i sine smaa, morsomt og let rundede Epigrammer, Skaaler og Impromptuer, en Digtart, som Fortiden, tung i Tanke og vidtløftig i Udtryk, som den var, forgjæves havde søgt at mestre, men hvori end ikke Wessel overgaar Stub («Kongen opnaa snehvid Alder!», «Vor Neubergs Bryst», «Ved Vinen den klare», «Vel født er vel en Trøst»(?), «En har det i Ryggen»). Drikkeviser havde Reenberg nøjedes med at oversætte, medens Stub som Originaldigter undertiden varsler Rahbek («Lad Krig fornøje Potentater»). Større Digtninger førte hverken hans Forhold eller formodentlig hans Lyst og Evner ind paa, og dybt gaar han heller ikke. Som de fleste samtidige var han vistnok alvorlig troende og søgte i Religionen en Støtte for sin Letsindighed og en Trøst for sin ublide Skæbne:

                        «Uforsagt, hvordan min Lykke

                        end i Verden blive maa!»

Men af hans «gudelige Arier», hvor den kunstige Viseform desuden er mindre passende, vise i Grunden kun de faa nogen Ejendommelighed, hvor Billeder eller Inspiration hentes fra Naturbetragtning («Hvad regner Naturens Ransagere op?», «Hvad vindes ved Verdens vidtløftige Hav?»). Stubs moraliserende Digtning naar ikke ud over Tidens sædvanlige, lidt lavloftede Lovprisning af Dyd og Nøjsomhed – aurea mediocritas – og Klage over Verdens Falskhed og Lykkens Omskiftelighed. I de heldigvis sjældne Tilfælde, hvor han ved højtidelige Lejligheder falder tilbage til Alexandrineren, f. Ex. i Gravskriften over Løvenørn, er det mærkeligt at se, hvorledes dette ominøse Versemaal ligesom fører Fortidens muldne Duft med sig og med ét Slag gjør den ellers saa friske og modernt anlagte Digter 50 Aar ældre: hele den gamle Garde, Mythologien, de allegoriske Personifikationer og de franske Gloser, tropper op igjen.

Af de o. 100 Digte, som med mere eller mindre Sikkerhed tillægges Stub, er det i alt en Snes Smaavers, der udgjør den litterære Bagage, hvormed han indtager sin ejendommelige Plads i dansk Lyrik. Det er lette og muntre Indfald eller følte og ægte Stemninger, der betegne ham som den fødte Digter, ledet af Inspiration mere end af Flid og Fil, og som derfor sloge umiddelbart an i hans nærmeste Kreds, uden at det dog faldt nogen ind at give Skræddersønnen og Skriverkarlen Plads ved Siden af Tidens store Poeter, en Biskop Thura eller Professor Wadskjær, endsige ane, at hans Navn vilde leve, naar deres længst vare glemte. I hans Levetid kom kun et enkelt af hans Vers i Trykken; først flere Aar efter hans Død besørgede Præsten T. S. Heiberg og derefter Sønnen Christian Stub, der var Skolelærer paa Langeland, temmelig unøjagtige Samlinger og Udgaver af hans Digte. Egentlig er det Fr. Barfod, der har Fortjenesten af midt i det følgende Aarhundrede at have gjenoplivet Mindet om hans Digtning, og Chr. K. F. Molbech, der ved sit Skuespil «Ambrosius» har omgivet hans Navn med et lidt idealiseret Skjær.