Edvard Storm (1749–94)

Storm, Edvard, 1749–94, Digter og Skolemand. F. 21. Aug. 1749 i Vaage i Gudbrandsdalen, d. 29. Sept. 1794 i Kbh. (Nic.), begr. sst. (Ass.). Forældre: Sognepræst Johan Mikkelsen Storm (1712–76, gift 1° med Magdalene Stub, 1720–46) og Ingeborg Birgitte Røring (1718–60). Ugift.

Storm voksede op i et glad og harmonisk Hjem. Selv var han alvorlig af Natur, et Mønsterbarn af Opførsel og meget afholdt af alle. 1761–65 var han Elev i den lærde Skole i Kristiania. Da han sendtes til Kbh. for at tage Studentereksamen, fik han Skolens mest udmærkede Vidnesbyrd for Evner, Flid og Karakter. Efter et Aars Ophold i Kbh. var han igen hjemme i Præstegaarden til 1769. Hans Helbred var ikke stærkt, og han syntes heller ikke rigtig at vide, hvad han skulde bruge sine Evner til. En kort Tid var han Huslærer i Læsje Præstegaard i Nabosognet. Om denne Periode vides intet. Derimod viser Storms særlige pædagogiske Drift til at hjælpe slumrende Muligheder frem gennem Oplysning og Opdragelse sig første Gang, da han tager sig af en jævnaldrende, syttenaarig Tjenestedreng hjemme i Præstegaarden, Jacob Danielsen. Han underviste ham og bragte ham saa vidt, at han senere kunde blive Skoleholder og Klokker. Tretten Breve fra Storm (trykt i Tidsskr. for den norske Personalhistorie, 1. Rk., 1843) viser hans kloge og kærlige Omhu og det fortrolige Forhold, der bestod, længe efter at Storm var rejst til Kbh. Til de tidlige Ungdomsaar knytter sig ogsaa Storms første og eneste Kærlighedsoplevelse. Den gjaldt en Bondepige i Sognet, Ragnhild Hammer. Faderen satte sig imod et Ægteskab. Mange Aar senere har Storm mindedes hende i »Erlands Ode til Jutulsbjerget«.

Efter at Storm i Sommeren 1769 havde forladt Norge, gensaa han ikke mere sit Fødeland. Han længtes altid efter det og haabede hver Vinter paa en Sommerrejse derop. Hjemstavnens Natur, dens historiske Minder og dens Mennesketype havde givet ham afgørende Indtryk, som han trofast bevarede. Hans første Digte, fra Begyndelsen af 70’erne, er ogsaa Udtryk for Hjemstavnskærlighed. Det er ni Almueviser, hvoraf de otte i hans Hjemegns Dialekt. De kom i Særtryk, og de slog hurtigt an, saa de har været sunget lige til vore Dage. De giver friske og levende Billeder af Gudbrandsdalens Natur, af Sæterliv og ung Forelskelse.

De første tre Aar i Kbh. boede Storm paa Regensen, men nogen Eksamen fik han aldrig. Litterære Interesser og Teatret optog ham mest. Han ernærede sig ved at undervise og ved at oversætte (f. Eks. Voltaires Breve), men var i den første Tid meget fattig. Med sine yderst beskedne personlige Behov var han dog altid i Stand til at hjælpe dem, der havde det ringere, navnlig naar det var Nordmænd. Et Par Aar igennem sørgede han ogsaa for en forældreløs Skomagersøn, Lars Jørgensen, til han kunde blive anbragt i Købmandslære i Kongsberg, hvor han senere blev en anset Købmand. Ogsaa til Jørgensen findes der smukke Breve fra Storms Haand.

1774 begyndte Storm sin danske Digtning med det komiske »Heltedigt« »Bræger«, om en madglad Degn. Trods ret mangelfulde Heksametre udfylder det ikke uværdigt en Plads imellem »Peder Paars« og »Kallundborgs Krønike«. Det blev oversat til Tysk af L. C. Sander. N. A. kom »Adskilligt paa Vers« under Pseudonymet Erland Siverssen, men først med »Indfødsretten i fire Sange« 1778 slog Storm sit Navn fast. Det danske Litteraturselskab havde udsat en Prisopgave om dette Emne. Storm vandt Prisen og fik tillige en aarlig Hædersgave paa 100 Rdl. af Kongens Kasse og lige saa meget af Arveprinsens. Det statelige Digt fremstiller, hvor fordærvelig fremmed Indflydelse lige fra de ældste Tider har virket paa det nordisk-danske. Lige saa tidstypisk som Oden er »Fabler og Fortællinger i den Gellertske Smag«, ogsaa fra 1778 (forøget 1782). De gjorde megen Lykke. Fablerne selv er frisk fortalte, men den ledsagende Moral ofte langtrukken og lidt banal. De er ikke uden Brod, men paa Bunden elskværdige. »Min redelige Hensigt er at opvække Agt og Kierlighed for Dyden, at giøre Lasten forhadt og Daarligheder latterlige«, hedder det i Fortalen.

Storm havde efterhaanden vundet en saare agtet Position i Hovedstadens litterære Kredse, og han var Ven med mange af dens bedste Mænd. I Det harmoniske Selskab, som han en Tid var Formand for, og navnlig i Drejers Klub var han en hyppig Gæst om Aftenen. Derimod var han trods sin stærke Norskhedsfølelse ikke Medlem af Norske Selskab paa Grund af dets Holdning over for Ewald, som Storm beundrede (jfr. hans Digt »Ewald eller den gode Digter«). Minder om Klublivet har vi i nogle Drikkeviser og Selskabssange, hvorafden bedste er »Min Doktor er en ærlig Mand«. Et Par Gange vandt han ogsaa Klubbens Pris for Kantater og Æredigte (bl. a. til Bernstorff). 1785 udsendte han sine »Samlede Digte«. Fraregnet enkelte senere Digte og Skuespillet »Erast« (1791), der blev modtaget med Agtelse, men med Grund ikke gjorde Lykke, tilhører Resten af hans Liv Skolegerningen.

4. Marts 1786 blev Selskabet for Efterslægten stiftet. Storm var en af de sytten oprindelige Indbydere og blev snart en af dets virksomste Medlemmer. Et af Selskabets Formaal var at skaffe billig og nyttig Læsning for Almuen. Til dette Øjemed oversatte og lokaliserede Storm 1791 Salzmanns »Sebastian Kluge« under Titlen: »En nye og sandfærdig Historie om Jesper Hansen, hvorledes han ved Tidens gode Anvendelse blev af en Betlerdreng til en agtbar og velholden Bonde«. Selskabet ønskede ogsaa at skaffe Almuen en Erstatning for »de dumme og slette, ja ofte forargelige og usædelige Gadeviser«. Mellem 1786 og 88 udsendte det i Særtryk, til Salg paa Gaden, sytten Viser, hvoraf de fjorten var af Storm. Den bedste, og overhovedet Tidens bedste Romance, er Visen om Hr. Sinclar, vistnok fra 1781, trykt i »Samlede Digte«, men først yndet som Gadevise. En anden historisk Kæmpevise er »Thorvald Vidførle«. De øvrige er stærkt moraliserende.

Foruden denne Virksomhed i Selskabets Tjeneste holdt Storm ogsaa almenoplysende Foredrag for Børn og unge — et af de Punkter paa Programmet, man ventede sig mest af. Storm talte om Jordbeskrivelse, nordisk og græsk Mytologi og dansk Sproglære. Da Efterslægtens Skole aabnedes 3. Jan. 1787, holdt Storm Talen, og han blev snart, som Lærer og Inspektør, Sjælen i dens betydningsfulde Gerning. Det var en Realskole, væsentlig for Middelklassens Børn, der søgte at skabe en Opdragelses- og Undervisningsform, »der kunde mere tillokke Børnene end, som saa ofte, afskrække dem«, med human Tugt (»Ris og Færle kommer aldrig indenfor vore Døre«, skriver Storm til Jørgensen) og med Adgang for Jødebørn, noget dengang enestaaende. Storm gik helt og fuldt op i sin Gerning; han var som en Fader for Eleverne, en elsket Lærer med en stille, stærk Myndighed. Oehlenschläger, der 1792 blev optaget i Skolen og blev Storms sidste Yndling, vidner smukt derom i sine Erindringer. Storm fik ingen Løn før 1790, da han blev en Slags Overinspektør og fik Fribolig i Gaarden paa Østergade. Blandt de Elever, Storm fik ind i Skolen (ved Suhms Understøttelse), kom den tolvaarige, faderløse Poul Rasmussen til at staa ham særlig nær i hans sidste Aar. Han havde truffet ham i Farum, hvor Storm ofte tilbragte Ferierne hos Præsten Kampmann. Han læste ham privat op til Student, tog ham i Huset og gjorde ham til sin Enearving. Breve hos Fr. Nygård (»Efterslægtsselskabet og Edvard Storm«) vidner om det rørende Forhold mellem ham og Drengen. Poul Rasmussen optog senere Storms Fornavn. Han er mest kendt for Melodien til »Danmark, dejligst Vang og Vænge«.

1790 blev Storm af Balle gjort til Leder af Salmebogskommissionen. Han naaede selv kun at se det første Prøvehæfte trykt. Ti af hans aandelige Sange optoges i »Evangelisk kristelig Salmebog«, men ingen synges mere. Kort før sin Død blev han udnævnt til Medlem af Teaterdirektionen, men hans almindelige Svagelighed gjorde, at han aldrig kom til at fungere.

Storm er en ædel Repræsentant for Oplysningstidens Idealisme, en uselvisk og fordringsløs Natur. Hans Digtning rummer Prøver paa alle Tidens Genrer og er helt i dens Aand. Men den er fri for alt kunstlet og sentimentalt, præget af et fromt, taknemmeligt Sind og en blid Kærlighed til de smaa Ting og de uskyldige Glæder.