William Shakespeare (1564–1616)

Shakespeare, William, Englands og den nyere Tids største dramatiske Digter, blev døbt i Sognekirken i Stratford on Avon i Warwickshire 26. April 1564, død 23. April 1616 samme Sted. Hans Fødselsdag er ukendt, men Traditionen har fastslaaet 25. April, og da der almindeligvis kun gik et Par Dage mellem Fødsel og Daab, har Traditionen nogen Sandsynlighed for sig. Imod taler, at Indskriften paa hans Monument siger, at han var begyndt paa sit 53. Aar. Om hans ydre Liv er vor Viden desværre — trods ihærdig Forsken — meget mangelfuld. Hans første Biograf, Nicholas Rowe, der skrev omtrent 100 Aar efter hans Død (1709), havde kun mundtlig Overlevering paa anden og tredje Haand at støtte sig til. Familien synes at have været en velstaaende Landmandsfamilie fra Snitterfield nær Stratford, hvor Bedstefaderen Richard Shakespeare kan følges tilbage til 1529. Dennes Søn, John Shakespeare, var 1552 bosat i Stratford; han omtales baade som Handskemager og som Slagter, har rimeligvis ogsaa drevet Landbrug og maa have været en anset og driftig Mand. Cirka 1557 ægtede han Mary Arden, yngste Datter af en Landejendomsbesidder i Wilmcote. Arden-Slægten var en af de ledende Warwickshire-Slægter. I sit Ægteskab havde John Shakespeare 8 Børn, hvoraf Digteren var den tredje; den yngste, Edmund, blev ogsaa Skuespiller. Familien boede i Henleystreet, hvor Digterens Fødested endnu vises, men der er næppe meget bevaret af det oprindelige Hus. I de første Aar af sit Ægteskab synes John Shakespeare stadig at være steget i Velstand og Anseelse, og 1568 blev han Byens Borgmester, hvormed fulgte Værdigheden som Fredsdommer. At han har sat Sønnen i Byens Latinskole, synes sikkert, og her har da William faaet en efter Tidens Krav god Skoleuddannelse med en ikke ringe Træning i Latin, der satte ham i Stand til at læse Ovid i Originalsproget, og naar Ben Jonson siger, at he knew little Latin and less Greek, kan dette godt med den lærde Ben’s Maal betyde, at han har været godt paa Højde med en moderne Student. Allerede da William var 13 à 14 Aar gammel, er det begyndt at gaa tilbage for Faderen, og 1586 blev han, der da var ude af Stand til at betale sine kommunale Afgifter, slettet af Listen som Raadmand. William er da rimeligvis blevet taget ud af Skolen og sat i en eller anden Lære. I sin Bog Lives fortæller Aubrey, at han slagtede Kalve for Faderen og would do it in a high Style and make a speech. Om hans Liv i disse Aar ved vi dog intet sikkert, ud over at han i Slutningen af 1582, 18½ Aar gammell, ægter den 26-aarige Anne Hathaway, Datter af en Landmand i den nærliggende Landsby Shottery, som det synes tvunget af hendes Slægt, da hun var frugtsommelig. Et halvt Aar efter Brylluppet føder hun ham en Datter, Susanna, og 1585 Tvillinger, Hammet og Judith. Ægteskabet var næppe lykkeligt, og omkring 1586–87 forlader Shakespeare sin Familie og rejser til London. Hans Mening har dog ikke været at opgive Familien; men han har næppe haft Udsigt til at kunne forsørge den hjemme, og maaske har han ogsaa været nødt til at rejse fra Egnen paa Grund af sit Vildttyveri hos Sir Thomas Lucy. Den opbevarede Ballade mod Sir Thomas er vel næppe af Shakespeare, men det er utvivlsomt, at Justice Shallow i Merry Wives of Windsor er en Satire mod ham.

At Shakespeare ogsaa uden dette maa have længtes bort fra de trange Familie- og Provinskaar mod de større Chancer og det rigere Liv, som London bød, er kun naturligt. Om hans Oplevelser i disse Aar indtil 1592, og hvorledes han først knyttedes til Teatret, ved vi intet. Medens Faderen var Borgmester, havde Stratford for første Gang Besøg af regulære Skuespillere, og i de følgende. Aar synes forskellige Selskaber at være optraadt der; muligvis har da Shakespeare allerede her knyttet Forbindelser, der har været ham til Nytte, da han senere kom til London. Skuespilleren Davenant, der var Shakespeare’s Gudsøn og 10 Aar gammel, da Shakespeare døde, er Ophavsmand til Traditionen om, at han først ernærede sig ved at passe de Heste, hvorpaa de fine Herrer kom ridende til Teatret. I hvilket af de daværende anerkendte Selskaber han fandt Optagelse, er usikkert, omend meget taler for, at det enten har været i Greven af Pembroke’s eller Greven af Sussex’ Selskab. Sikkert er det kun, at Shakespeare 1592 havde naaet en Folkeyndest som Skuespilforfatter, tilstrækkelig til at vække Misundelse hos en af de universitetsuddannede Dramatikere, Rob. Greene, der da var de ledende. Sin digteriske Løbebane har Shakespeare begyndt med at omarbejde ældre Stykker. Forholdene var saaledes, at naar en Digter havde solgt sit Stykke til et Selskab, var dette Selskabets absolutte Ejendom, og dette kunde handle med det ganske efter eget Tykke. Var det udspillet, og Selskabet af en eller anden Grund ønskede at tage det op igen, lod man en yngre Digter pudse det op med ny Tilføjelser eller helt omarbejde det, og det er som en saadan Omarbejder af gamle Stykker, at Shakespeare først har øvet sin Haand og vundet sine Laurbær, og det er til dette Arbejde og den Folkeyndest erhvervet derved, at Rob. Greene i sin A Groatsworth of Wit (1592) sigter, naar han beskylder Shakespeare for at pynte sig med laante Fjer, og haanligt med Hentydning til hans Navn betegnede ham som den, der i egen Indbildning er den eneste Shake-Scene in the country. Angrebet maa have vakt Uvillie; thi Udgiveren af Greene’s Pjece, Henry Chettle, gør samme Aar i Fortalen til sin Kind Hart’s Dreame Undskyldning derfor og bevidner Shakespeare’s Anseelse; han er »elskværdig i sit Væsen« og »fortræffelig i sit Fag« (øjensynlig som Skuespiller), og videre taler han om hans Hæderlighed og »behagelige Ynde som Skribent«.

Omtrent ved denne Tid finder vi Shakespeare som Medlem af det Selskab, hvor alle hans Dramaer — maaske med Undtagelse af Titus Andronicus, Henry VI 1, 2, 3 og The Taming of the Shrew — blev spillet, nemlig The Lord Chamberlain’s Men, som 1603 ved Kong Jakob’s Tronbestigelse blev til The King’s Players, og som spilledes paa The Theatre, the Curtain og efter 1599 paa det nybyggede The Globe og senere efter 1608 om Vinteren paa Blackfriars. Dets betydeligste Medlemmer var den store Tragiker Richard Burbage, der har kreeret Hamlet, Othello, King Lear etc., de senere Udgivere af The First Folio Hemminge og Condell, den tidligt afdøde Phillips etc. Ejendomsretten til de to sidstnævnte Teatre var fordelt paa Andele mellem Selskabets betydeligste Medlemmer, og Shakespeare’s Andel var en Tiendedel i The Globe og en Syvendedel i Blackfriars. I Vintrene 1592 og 93 var Teatrene lukkede paa Grund af Pesten, og man har ment, at Shakespeare benyttede dette Tidsrum til at foretage en Rejse til Italien. Dette er dog usandsynligt; han er sikkert blevet hjemme i England, synes heller ikke som de andre Skuespillere at være draget paa Provinsturné, men at have anvendt Tiden bl. a. til Udarbejdelse af de to fortællende Digte Venus and Adonis (1593) og Lucreece (1594), begge trykt hos hans Bysbarn og Skolekammerat Richard Field og tilegnede Greven af Southampton Henry Wriothesley.

Venus and Adonis er en Gengivelse af den klassiske Myte hos Ovid, men ogsaa paavirket af Lodge’s Scillaes Metamorphosis (fra 1589). Det er ikke noget betydeligt Digt, men der er en ungdommelig, glødende Sanselighed deri, og Skildringen af Vildornen og Hingsten er prægtig. Det gjorde megen Lykke og udkom inden hans Død i 7 Udgaver. Lucreece, der er et Modstykke til Venus and Adonis, har ligeledes hentet sit Emne fra Ovid, men ogsaa her er der en tydelig Paavirkning af et tidligere engelsk Digt The Complaint of Rosamund af Samuel Daniel. Det er en Lovprisning af Kyskheden, alvorligt og moraliserende. Ogsaa dette Digt gjorde stor Lykke og naaede inden Shakespeare’s Død 5 Udgaver. Disse Digte bidrog i høj Grad til at gøre Shakespeare berømt, og det var vel Grunden til, at hans Navn senere blev sat i Forbindelse med flere lignende Frembringelser: A Lover’s Complaint, The Passionate Pilgrim og The Phoenix and the Turtle, af hvilke han dog næppe har haft noget med de to første at gøre og rimeligvis heller ikke — om end mindre sikkert — med det sidste.

The Lord Chamberlain’s — senere The King’s Players — var det fornemste af de anerkendte Selskaber og det af Hoffet mest benyttede; det har rummet de fleste af Tidens mest fremtrædende Skuespillere og i Shakespeare’s Dramaer besiddet et Repertoire, som nød baade det brede Publikums og Hoffets højeste Bevaagenhed. Ben Jonson taler om Shakespeare’s høje Flugt that so did take Eliza and our James, og der er en Historie om, hvorledes Dronning Elisabeth og Shakespeare under Opførelsen af Henry V vekslede Komplimenter. Ifl. Traditionen var det ogsaa paa Dronning Elisabeth’s Opfordring, at Shakespeare skrev The Merry Wives of Windsor, da Dronningen ønskede at se Falstaff som forelsket, og da Kong Jakob 1604 gjorde sit Indtog i London, synes Shakespeare at have været i det officielle Følge; i alt Fald ser vi af Regnskaberne, at han har modtaget 4½ Yard skarlagensrødt Klæde til en Dragt for Lejligheden.

Det var dog ikke blot som Skuespilforfatter — og som saadan var han i cirka 15 Aar sit Selskabs Hovedleverandør — at han har været Troupens Hovedstøtte; ogsaa som Sceneinstruktør har han utvivlsomt betydet meget for den. Hvorledes han saa paa sin Kunsts rette Udøvelse, erfarer vi gennem Hamlets Samtale med Skuespillerne i »Hamlet« III Akt. Ogsaa om hans Diktion synes vi at kunne faa visse Fingerpeg gennem Quartoernes Tegnsætning. Man har hidtil ment, at Sætterne har strøet de forskellige Tegn ret tilfældigt hen over Siderne, men moderne Undersøgelser — først og fremmest Percy Simpsons — synes at tyde paa, at Tegnsætningen her netop er Shakespeare’s egen, men anvendt som Diktionsdirektiv til Skuespillerne. Som aktiv Skuespiller synes han derimod at have staaet i anden Række — hvorledes skulde han for Resten, selv om Talentet var der, ogsaa have faaet Tid til at hævde sig Plads i første Række, og de Roller, vi mener at vide, han har spillet — Aanden i Hamlet, Adam i As you like it og Knowless i Ben Jonson’s Every Man in his Humor, hører alle til denne Kategori. Da han samtidig med alt dette har haft Indtægt som Medejer af de to Teatre, hvor Selskabet spillede, har hans Indtægt sikkert været betydelig. Sidney Lee anslaar den til cirka 700 £ aarligt; men selv om vi nøjes med E. K. Chambers mere beskedne cirka 300, bliver det med den laveste Værdiberegning cirka 2000 £ i vore Penge.

Saa snart han har faaet fast økonomisk Bund under Fødderne, har han formodentlig begyndt at tænke paa at genrejse Familiens Stilling hjemme i Stratford og ligesom andre af sine Fæller lagt Planer for, naar Tidens Fylde kom, at kunne trække sig tilbage til sin Fødeegn og leve en Godsejers rolige og ansete Liv. For Faderen var det øjensynligt stadig gaaet tilbage. 1592 findes hans Navn paa Listen over dem, der ikke mødte til Gudstjeneste, med en Tilføjelse om, at dette formodentlig skyldes Frygt for at blive arresteret for Gæld. Hvor slemt dette end lyder, synes der aldrig at være forsøgt Indgreb i hans Ejendomsret til Husene i Henley Street, ligesom han synes at have bevaret sine Medborgeres Agtelse. Heller ikke Shakespeare’s Hustru synes at have været uden økonomiske Bekymringer; i alt Fald har hun maattet laane 40 Shilling af sin Faders gamle Faarehyrde — en Sum, der endnu var ubetalt, da denne døde i 1601. Omkring 1596 synes der at ske en Forbedring i Faderens Kaar. I dette Aar døde Shakespeare’s eneste Søn Hammet — han blev begravet 11. August — og Shakespeare har da været hjemme til Begravelsen og samtidig haft Lejlighed til at overskue Forholdene. Først forsøger Familien at generhverve Ejendommen Asbies, der var bleven pantsat i Nedgangsaarene — vist for at dække en Gæld, som Faderen havde paadraget sig gennem Kaution for sin Broder. Forsøget mislykkes, derimod bevilges Familiens Andragende om Ret til at føre Vaabenskjold og saaledes komme til at tilhøre Gentrystanden og faa Ret til at føje gentleman til sit Navn. Ved samme Lejlighed har Faderens Nabo Richard Quiney — hvis Søn Thomas kort før Shakespeare’s Død ægtede hans Datter Judith — formodentlig indledet Underhandlinger om det Laan, han senere fik af Shakespeare Næste Aar købte Shakespeare for 60 £ Byens fornemste Hus New Place i Chapel Street, der senere blev hans Bolig. Foruden enkelte Smaakøb — bl. a. et lille Hus maaske til Gartnerbolig — udvidede han sine Besiddelser i Stratford ved for 320 £ at købe 107 Acres Land, og to Aar senere erhvervede han for 440 £ 32 Aars Tienderettigheder i Stratford, der indbragte 60 £ aarligt, og desuden gav ham Ret til Begravelse i Kirkens Kor. Med Købet af New Place var Familiens tidligere Anseelse genoprettet, og gamle John Shakespeare har kunnet tilbringe en rolig Alderdom — han døde 1601, hvorefter Shakespeare arvede Ejendommen i Henley Street. Shakespeare’s Moder døde 1608. I Aarene efter Faderens Død — maaske allerede fra 1596 — synes Shakespeare at have aflagt sin Fødeby et aarligt Besøg. 1607 blev hans Yndlingsdatter Susanna gift med den ansete Stratfordlæge Dr. John Hall. Hans Dygtighed og Anseelse har vel i nogen Grad forsonet Shakespeare med hans puritanske Livssyn. Susanna selv synes at have været af et mere muntert Temperament, i alt Fald gav det Anledning til Rygter, som hun gennem en Retssag maatte rense sig for. Da Shakespeare næste Aar var hjemme til sin Moders Begravelse, benyttede Byens daværende Borgmester, Henry Walther, Lejligheden til at faa Shakespeare til at staa Gudfader til sin Søn, der ogsaa fik Navnet William efter sin nu saa ansete Gudfader. Naar Shakespeare definitivt trak sig tilbage fra Teatret og blev Rentier i sin Fødeby, er usikkert. Muligvis har det været i Slutningen af 1609 eller Begyndelsen af 1610. Han har sikkert været i London endnu 1608, da hans Selskab overtog Blackfriars. I Begyndelsen af 1610 skete der en delvis Fornyelse af Selskabets Personel, og efter dette Aar fandtes Shakespeare’s Navn ikke mere paa noget Program. Sidney Lee synes dog at mene, at han først har taget fast Bolig i Stratford cirka 1611, efter at han har sluttet sin Virksomhed ogsaa som Skuespilforfatter. Juli 1610 udbrød der Pest, og Teatrene maatte følgelig lukke; det er da troligt, at Shakespeare har benyttet dette og den nylig stedfundne Personalefornyelse til at foretage det definitive Opbrud. Om hans Liv i Stratford ved vi intet. — Puritanismen havde i de sidste Aar faaet Tag i Befolkningen; det var under Bøde forbudt Skuespillere at optræde, og 1612 blev Bøden forhøjet fra 10 Shilling til 10 £. Han har dog utvivlsomt hvert Aar tilbragt nogen Tid i London for at tilse sine Forretningsinteresser og besøge gamle Venner, ligesom disse til Gengæld har aflagt ham Besøg i Stratford. John Ward, der var Præst i Stratford 1662, fortæller, at Shakespeare’s Død skyldtes et Sviregilde med Vennerne Ben Jonson og Drayton. Dette er næppe sandsynligt — kan højst have fremskyndet den — thi Shakespeare synes de sidste Par Maaneder før sin Død at have været mindre rask. 25. Januar havde han gjort sit Testamente; 10. Februar holdt Datteren Judith Bryllup med førnævnte Th. Quiney; Brylluppet skete — maaske paa Grund af Faderens Sygdom — saa hastigt, at der ikke blev Tid til de legale tre Lysninger. 25. Marts foretog han enkelte Ændringer i Testamentet, som nu blev underskrevet, og 23. April døde han og blev to Dage senere begravet i Kirkens Højkor. Paa den Sten, der blev anbragt over Graven, indhuggedes intet Navn, men kun de Linier, han ifølge Traditionen selv havde digtet til dette Formaal:

        Good friend for Jesus sake forbear,

        To dig the dust enclosed here:

        Blest be the man that spares these stones,

        And curst be he that moves my bones.

        (For Jesu Skyld, o Ven, ej prøv

        At grave op mit skiulte Støv.

        Sign ham, som freder disse Sten,

        Tvi ham, som fjerner mine Ben.)

Syv Aar senere — 1623 — udgav hans to Kammerater og Venner John Hemminge og Henry Condell med William Jaggard o. a. som Forlæggere The First Folio — den første samlede Udgave af hans Værker. Den indeholdt 36 Dramaer, alle de nu anerkendte Værker — undtagen det lidt tvivlsomme Pericles, der først blev føjet til i Udgaven af 1664. De er inddelte i tre Grupper Comedies, Histories og Tragedies, begyndende med The Tempest og sluttende med Cymbeline — altsaa uden noget Hensyn til Tidsfølgen. En Del af disse Dramaer havde dog allerede set Lyset i Shakespeare’s Levetid. Tidligere mente man, at disse, de saakaldte Quartoer, var Piratudgaver udgivne mod Forfatterens og Selskabets Villie enten gennem stenografisk Nedskrivning eller gennem Afskrift og Sammenstykning af de forskellige Rollehefter; men gennem de Undersøgelser, som først og fremmest den nyere Shakespeareforsknings Hovedmand, A. W. Pollard, har foretaget, synes det nu godtgjort, at de fleste af disse — de 14 gode Quartoer — er trykt direkte efter Shakespeare’s Manuskript eller i alt Fald efter Soufflørens Afskrift. Ingen af disse Quartoer er — som i de moderne Udgaver — inddelt i Akter og Scener, vel fordi Skuespillene paa The Globe i Shakespeare’s Tid opførtes uden disse Afbrydelser. Til Fastsættelse af Dramaernes Tilblivelsesaar yder disse Quartoers Trykkeaar en betydelig Hjælp; andre Midler hertil er Citater fra Dramaerne ell. Omtale af dem i Samtidens Litteratur, som Meres’ Omtale af seks Komedier i Palladis Tamia (1598). Hentydninger i Dramaerne til samtidige Begivenheder etc., men foruden disse ydre Kriterier har indre Kriterier, bl. a. de saakaldte metrical tests, spillet en stor Rolle. Det er især Furnivall, Fleay og Ingram, der har gjort sig fortjente ved disse Undersøgelser, som dog maa bruges med Forsigtighed. De vigtigste af disse Versbeviser er følgende: de tidligere Dramaer udmærker sig ved hyppige Rim, og hvor de er skrevne i Blankvers, ender Meningen med Verset; hvor Meningen gaar over fra det ene Vers til det andet (enjambement), eller hvor Versene ender paa ubetonede Stavelser eller har overflødige Stavelser, har vi med senere Dramaer at gøre. Paa Grundlag af alle disse Kriterier har man opstillet én sandsynlig Kronologi, der med enkelte Undtagelser kan siges at være den almindeligt antagne. Shakespeare’s Produktion falder inden for denne Rækkefølge naturligt i flere store Grupper. Den første Periode strækker sig til 1595 og indeholder, foruden Shakespeare’s mindre, episke Digte, væsentlig lyse Lystspil samt de første Tragedier og historiske Skuespil; i denne Periode er Forgængernes Indflydelse umiskendelig. Det første Arbejde i Rækken er Titus Andronicus, trykt 1594, der rimeligvis kun er en Bearbejdelse af et ældre Drama. Det er en rædselsfyldt, bloddryppende Tragedie, der viser, i hvor høj Grad Shakespeare er under Marlowe’s Indflydelse. Medens denne Indflydelse er tydelig i en Række af Shakespeare’s Tragedier, bærer hans første Lystspil Præget af Lyly’s Paavirkning. Det første af disse er Love’s Labour’s Lost (1591, trykt i omarbejdet Skikkelse 1598). Det er det eneste Skuespil, hvis Handling er opfunden af Shakespeare selv; det er et let og legende Spil med Ord, men som Drama svagt og trættende. Ifølge den Række Dramaer af Shakespeare, som Francis Meres opregner, skrev Shakespeare efter dette et Love’s Labour’s Won; men dette Lystspil kender vi kun i en langt senere omarbejdet Form som All’s Well that Ends Well. Det næste Lystspil er da Comedy of Errors (1591, trykt 1623). Det er en Behandling af Emnet i Plautus’ Menæchmi, rimeligvis med en ældre engelsk Behandling som Mellemled. Det er en lystig Komedie, hvis Handling udvikler sig i raske Træk, og det gjorde megen Lykke paa Scenen. Two Gentlemen of Verona, der skriver sig fra samme Tid og er trykt 1623, er en Bearbejdelse af et ældre, tabt Skuespil. Det er en Komedie om ung, sværmende Elskov, og Klovnerne Launce og Speed er gode Repræsentanter for det glade Vrøvl. Til den første Periode af Lystspil hører ogsaa et af Shakespeare’s berømteste Værker, The Midsummer Night’s Dream, der dateres forskelligt, fra 1594 til 1598, trykt 1600. Nogen enkelt Kilde til Stykket foreligger ikke; men Shakespeare har samlet Stof fra en Række forskellige Værker. Det er et Festspil, skrevet til en Adelsmands Bryllup, en Digtning fuld af sart Poesi og munter Vittighed. Kærligheden ses her endnu fra dens lyse Side, der spøges med dens Ustadighed, Alfer og Mennesker er under dens Lov. Og ind i denne Sommernats Fantasi slynger sig formummede Hentydninger til samtidige Forhold og en Smiger til Dronning Elisabeth, der ellers er sjælden hos Shakespeare. I Romeo and Juliet (cirka 1592, trykt 1597) er det igen Kærligheden, der er Emnet. Stoffet er hentet fra Arthur Brooke’s Romeus and Juliet, en Gengivelse af et italiensk Emne. Det er den ungdommelige Lidenskabs Tragedie, en Kærlighedens Højsang uden Mage. Og her findes ingen Tvivl om Kærligheden selv; naar de Elskende gaar til Grunde, er det de ydre Forholds Skyld.

Til Shakespeare’s Udviklingsperiode hører ogsaa de første af hans historiske Skuespil. Paa dette Omraade har han en lang Række Forgængere at støtte sig til. Det alvorlige Skuespils Udvikling fra de gamle Mysterier sker overhovedet ved, at historiske Emner tages op til Behandling, og i England fandtes før Shakespeare en Række saakaldte chronicle histories, dramatiserede Behandlinger af Historien, men gennemgaaende uden egentligt dramatisk Præg. Ogsaa paa dette Omraade er det Marlowe, der viser Vejen; hans Edward II er en værdig Forgænger for Shakespeare’s Historier. Og Shakespeare begynder her som andensteds med at bearbejde og efterligne for saa at hæve sig højt over alle Forgængerne. Hans ti historiske Skuespil bliver, med Undtagelse af Henry VIII, alle til i det sidste Tiaar af 16. Aarhundrede, den Tid, da den engelske Nationalfølelse brød igennem efter Sejren over Spanien, og de er ogsaa baarne af stolt Selvfølelse og Glæde over at være Englænder. Kilden til disse Skuespil er de store engelske Historier af Hall og Holinshed eller tidligere Skuespil, hentede fra samme Kilder. Det første af disse Skuespil, Trilogien Henry VI 1, 2, 3, opførtes 1591–92; første Del blev trykt i Folioen 1623, medens 2. og 3. Del findes i Quartudgaver ret forskellige fra den Form, hvori de er optrykte i Folioen. Det er muligt, at det første Udkast skyldes Greene i Samarbejde med Peel, og at Shakespeare senere sammen med Marlowe har omarbejdet dem. Shakespeare’s Haand er særlig mærkbar i 2. og 3. Del. Som Trilogien foreligger i Folioudgaven, er den et betydeligt Værk, der endnu væsentlig har de gamle chronicle histories Form. Tæt til disse Skuespil slutter sig Tragedien Richard III (1593, trykt 1597) som en ligefrem Fortsættelse. Der er i denne Studie over Ærgerrigheden, der hensynsløst bruger alle Midler for at naa frem, en sluttet Kraft og Ligeliniethed som i intet af de tidligere Skuespil; men i Karakterernes Voldsomhed og bratte Overgange er endnu Marlowe’s Paavirkning tydelig, især i en Scene som Richard’s Frieri til Lady Anne (Akt 1, Scene 1). Kort efter denne Tragedie kommer rimeligvis Richard II (1594, trykt 1597). Den frembyder en vis Lighed med Marlowe’s Edward II, men er et bedre bygget Drama, og den svage Konges Skikkelse er klart analyseret i dens Opblussen og Sammenfald.

I den anden Periode af hans Forfatterskab, fra cirka 1595 til omkring cirka 1600, staar Shakespeare i sin fulde Blomstring. Denne Periode indeholder i det væsentlige Lystspil, der aander en rolig Munterhed og Sindsligevægt; dog kommer ogsaa her mørkere Toner frem i enkelte Arbejder. Det første Arbejde er King John (cirka 1595–96, først trykt 1623). Det er en Bearbejdelse af et ældre, ubetydeligt Skuespil, og her viser det sig, hvorledes Shakespeare omskaber alt. Der er en Række udmærkede Karakterer heri, og en rørende Skildring af den lille Arthur, særlig i Scenen mellem ham og Hubert, der skal brænde hans Øjne ud. Omtrent fra samme Tid er The Merchant of Venice (trykt 1600). Her har Shakespeare sammenarbejdet meget uensartede Bestanddele til et ypperligt Skuespil, der fra det tragiske i Shylock’s Skikkelse strækker sig til en saa lys Poesi som i Maaneskinsscenen i Belmont’s Have. Skylock selv bærer endnu Præg af Marlowe; men de øvrige Skikkelser er fuldt originale, og i Portia har Shakespeare skabt en af sine udødelige Kvindeskikkelser. I The Taming of the Shrew (cirka 1595, først trykt 1623) har Shakespeare atter omarbejdet et ældre Stykke. Det er et grovkornet, lystigt Skuespil, i hvis Indledning, der minder om Holberg’s Jeppe, der findes en Mængde Hentydninger til Stratford og Egnen der omkring. I Aarene 1597–98 kommer nu Shakespeare’s berømteste historiske Skuespil Henry IV, 1 (trykt 1598) og Henry IV, 2 (trykt 1600). Her træffer vi den udødelige Falstaff, »Kødbjerget«, »Uldsækken«, »en Vadsæk stoppet med Tarme«, den kyniske Spotter, der aldrig bringes ud af Ligevægt, ikke imponeres af noget som helst, der med lige Overlegenhed diskuterer Begrebet Ære og Vinens Dyder. Og i Selskab med ham og hans Banditter ser vi Prins Henry, den senere Nationens Afgud, tagende Del i alle de vilde Streger og dog hævdende sit højere Særpræg. Som hans Modsætning staar Henry Percy, Hedsporen, som den ærlige, ligefremme Helt, der ikke forstaar sig paa nogen Slags Politik. Til disse Skuespil slutter sig Henry V (1599, trykt 1600), der er som en Nationalsang i fem Akter, hvor den overmodige Følelse af Nationens Storhed giver sig kraftigt Udslag. Fra samme Aar er rimeligvis The Merry Wives of Windsor (trykt 1602). Emnet er rimeligvis taget fra en italiensk Novelle. Det er en borgerlig Komedie, hvor Falstaff bliver narret og haanet af de lystige Borgerkoner. I Modsætning til Shakespeare’s andre Skuespil er det ganske enkelt i Bygning; men han har da ogsaa oplivet Slutningen med dejlige Alfesange. Hurtig efter hinanden følger nu Shakespeare’s fineste og aandfuldeste Lystspil; først Much Ado About Nothing, rimeligvis ogsaa fra 1599 (trykt 1600). Emnet er atter italiensk, dels fra Ariost, dels fra en Novelle af Bandello. Det er et muntert Lystspil, hvis Emne: et Par Elskende, der ved Rænker skilles fra hinanden, men dog besejrer Hindringerne, i sig selv er alvorligt nok; men Shakespeare har tildigtet det unge Par, Benedick og Beatrice, hvis lysende, usnerpede Vid gyder Glans over Stykket, og et Par dejlige Vægtere, Dogberry og Verges. As You Likel It er maaske fra samme Aar (først trykt 1623). Emnet er taget fra Lodge’s: Rosalynde, en euphuistisk Novelle fra 1590. Her er den henrivende Skildring af det fri Liv i Ardenner-Skovene. der viser Shakespeare’s Længsel mod Landet. Jaques er i sine melankolske Ræsonnementer en Forløber for Hamlet og gyder en blid Stemning over Friluftslivet, medens Rosalind er en af Shakespeare’s yndefuldeste Kvindeskikkelser. Twelfth Night, or What You Will er rimeligvis fra 1600 (først trykt 1623). Emnet er behandlet i forskellige italiensk Skuespil, men Shakespeare har rimeligvis taget det væsentligste fra en Novelle af Bandello. Det er et henrivende Skuespil, hvor blid Melankoli, lyst Vid og fin Kvindetale forener sig til et harmonisk Hele. I Malvolio’s Skikkelse spotter Shakespeare den puritanske Alvor. Fra Perioden omkring 1600 stammer ogsaa All’s Well That Ends Well (først trykt 1623), Omarbejdelsen af det før omtalte Love’s Labour’s Won. Her begynder en mørkere Tone at gøre sig gældende; skønt det endnu er Lystspil, og alt ender godt, er Emnet mørkt alvorligt, og Narrens Vid er af bitrere Art end før.

Det var et rigt og virksomt Liv, Shakespeare levede i Hovedstaden, og om han end nu og da har set med Mismod paa sin lidet agtede Stilling som Skuespiller, har han sikkert i det hele indtil denne Tid følt sig tilfreds. At han som Digter var berømt, derom vidner jo Francis Meres Omtale i Palladis Tamia, der foruden de seks Komedier ogsaa nævner hans sugred sonnets, der kendes af hans private Venner. I det hele bruges Udtrykkene »sød« og »honning-tunget« hyppig om Shakespeare’s Digtning. Han har omgaaedes med en Del af de litterært interesserede unge Adelsmænd, der samlede sig om Greven af Essex og har trods det stærkt forcerede Arbejde faaet Tid til i muntert Lag at mødes med sine Kammerater, Digtere og Skuespillere, i »Havfruen«, hvor Viddet lynede, saa at det erindredes mange Aar efter, som af Beaumont, der siger i et Digt, at de har »hørt Ord saa fulde af Aand, som om den talende vilde øde alt sit Vid paa en Vittighed og leve som en Taabe Resten af sit Liv«. Men Shakespeare har aabenbart — hvad der ogsaa stemmer med vort øvrige Indtryk af hans Karakter — holdt bedre Maade med Lystigheden end saa mange af hans Kolleger; i alt Fald siger Aubrey om ham, at he was not a company-keeper and would not be debauched. Shakespeare’s Anseelse viser sig ogsaa ved, at hans Navn nu findes ikke blot paa hans egne Skuespil, men Bogtrykkerne søger at skaffe Skuespil Afsætning ved at sætte hans Navn paa Titelbladet af Stykker, hvori han ingen Andel havde. Allerede 1595 udkom Tragedien Locrine med hans Forbogstaver paa Titelbladet, og senere blev en Række andre Skuespil tillagte ham. Af saadanne doubtful plays kan nævnes: Arden of Feversham (1592), en Tragedie, der behandler et samtidigt Mord; Edward III (1596),; en hist. Tragedie i Marlowe’s Stil, Mucedorus (1595) og Fair Em, der først blev trykt 1631. The Life of Oldcastle (1600), The London Prodigal (1605), The Puritan (1607), The Yorkshire Tragedy (1608), The True Chronicle History of Thomas, Lord Cromwell er all« uden Grund blevne tillagte Shakespeare Endnu langt ned i 17. Aarh. forekommer Shakespeare’s Navn sammen med William Rowley’s paa dennes Skuespil The Birth of Merlin (1662). Alt synes saaledes at føje sig paa bedste Maade for Shakespeare, og dog sker der paa denne Tid en betydelig Forandring i Tonen i hans Dramaer, hvor nu det tragiske Element bliver stærkere og stærkere fremherskende. Man har søgt Grunden til dette Omslag i private Sorger, og først og fremmest hans Sonetter har maattet holde for som Bevismateriale. Her som næsten overalt er dog vor Viden for ufuldstændig til at dømme med Sikkerhed, men i hvad vi ved, synes der ikke at være noget sikkert Holdepunkt for en saadan Antagelse. Tragedien var jo intet nyt for Shakespeare — i adskillige af de tidligere Dramaer: Romeo and Juliet, King John, Richard II, Merchant of Venice etc. finder vi et stærkt tragisk Element, og Shakespeare er bleven ældre, og det lyse Syn paa Verden og Menneskene har vel hos ham som hos de fleste haft svært ved at klare sig, over for de Erfaringer, Livet om ham gav; og af Erfaringer, der kunde forstærke et mere skeptisk-tragisk Syn paa Menneskene og deres Lod, paa Livets haarde op og ned, bød Samtiden ham rigeligt. 1601 fandt Essex’ Oprør Sted; det kostede Essex Livet og sendte Shakespeare’s Ven og Beskytter Southampton til Tower. Ogsaa Shakespeare’s eget Selskab kunde nær have brændt sig ved samme Lejlighed. Paa Greven af Southampton’s Opfordring og for en Betaling af 40 Shilling opførte The Globe Aftenen før det planlagte Oprør Shakespeare’s Richard II. Oprørets Ledere havde haabet, at Scenen med Richard’s Afsættelse og Mord vilde fremme deres Planer. Essex’ og Southampton’s Skæbner har sikkert gaaet Shakespeare nær til Hjertet, og her har vi formodentlig Grunden til, at Shakespeare ikke trods Opfordring skrev noget Sørgekvad ved Elisabeth’s Død. Desuden, Publikum synes nu i højere Grad end i de foregaaende Aar at have foretrukket Tragedier, og Shakespeare har som sit Selskabs Hovedleverandør sikkert været meget lydhør over for Publikums Krav. Som nævnt er det først og fremmest i Sonetterne, at man har ment at finde Forklaring til det formodede Omslag i Shakespeare’s Sindsstemning. De nævnes jo allerede hos Meres 1598 som velkendte blandt hans private Venner, men udkom først 1609 udgivne uden nogen som helst Autorisation af en Boghandler Thomas Thorpe. Naar de er blevne til, ved vi ikke; rundt om i Shakespeare’s tidligere Skuespil finder vi sonetagtige Afsnit — senest i Henry V —, og sandsynligst er det, at de er skrevne nu og da i Tiden fra 1593–94. Det er en Samling paa 154 Sonetter, dels rettede til en Ven, dels til en elsket Kvinde, der har bedraget baade Digteren og Vennen. Medens adskillige Kritikere med Wordsworth har ment, at Shakespeare »med denne Nøgle aabnede sit Hjerte«, har andre, og blandt dem en saa sikker Shakespeare-Kender som Sidney Lee, i Sonetternes historiske Indhold kun ment at se et rent konventionelt Stof. — Sonetten blev først indført i engelsk Litteratur 1557 af Digterne Vyatt og Surrey, men egentlig Modeform blev den først, efter at Sir Philip Sidney 1591 havde udgivet sin Samling Astrophel and Stella, fra da og op til 1597 udkom der i Snesevis af Sonettesamlinger af samme Indhold som Shakespeare’s; der er da megen Sandsynlighed for, at Shakespeare ogsaa her har fulgt Moden; dette hindrer jo ingenlunde, at den enkelte Sonet meget vel kan være Udtryk for personlige Stemninger og Tanker hos Shakespeare. Hvorledes det nu end forholder sig, følger der nu en Række Arbejder, der bliver mørkere og mørkere. Det første af disse, Tragedien Julius Cæsar (1601, trykt 1623), betegner noget nyt i Shakespeare’s Stofvalg. Fra den engelske Historie vender han sig til den rom., som han kendte gennem Plutarch’s Levnedsskildringer, der var oversat til engelsk af North, og henter derfra Stof til flere betydelige Tragedier. Julius Cæsar er et af Shakespeare’s ypperste Værker; kommer Cæsar end ikke til sin Ret i Skildringen, saa gælder dette til Gengæld i høj Grad om Brutus og hans Hustru Portia, og om Antonius. Berømte er Brutus’ og Antonius’ Taler ved Cæsar’s Lig. Den næste Tragedie, Hamlet, er vel Shakespeare’s berømteste og mærkeligste Drama. Det er skrevet c. 1601–02, udkom 1603 i en daarlig Piratudgave, derpaa i en noget bedre Udgave 1604 og endelig i den bedste Form i Folioudgaven 1623. Allerede 1589 var Emnet behandlet i en Tragedie af Thomas Kyd, og den har Shakespeare sikkert kendt og benyttet; og han har tillige i Belleforest’s Histoires Tragiques læst Historien, som den der berettes efter Saxo. Af disse Kilder skaber Shakespeare sit Værk; men dets Hovedfigur, Prinsen selv, skaber han ud af sig selv, og Hamlet og Ofelia er blevne et Par af de berømteste Skikkelser i Verdenslitteraturen, han ved sin rent moderne Grublernatur, hun ved sin blide, hvide Uskyld. Her har Shakespeare, som før omtalt, direkte udtalt sig om sin Kunst og angriber de Børneskuespillere, der netop i disse Aar var hans og hans Fællers farlige Rivaler. Som Ofelia her uforskyldt gaar til Grunde, saaledes gaar det i de flg. mørke Tragedier de rene Kvindeskikkelser, medens det Onde triumferer. Her har vi Othello (1604, trykt 1622). Emnet er hentet fra en bekendt, italiensk Novellesamling: Giraldi Cinthios’ Hecatommithi. Det er den egentlige Skinsygetragedie, der viser, hvorledes denne Gift ganske kan ødelægge en Mand. Her er Karakterer som den skønne Desdemona og Iago, den ypperste af alle Skurke. Fra 1604 er ogsaa Measure for Measure (trykt 1623). Emnet er fra samme Kilde som Othello; men en samtidig engelsk Forfatter, George Whetstone, havde allerede behandlet det. Det er for saa vidt et Lystspil, som det ender godt; men der er en dyb Bitterhed i Fremstillingen af det modbydelige Hykleri, der dækker sig bag Gudsfrygtens Maske.

1603 var Jakob kommen paa Tronen, og Shakespeare’s Trup var blevet the King’s Players. Det er da rimeligt, at Hensynet til Kongen har gjort sig gældende i Valget af Emnet for Shakespeare’s næste Tragedie Macbeth (1605–06), trykt 1623 i en meget mangelfuld Form. Emnet er fra Holinshed og hører til den skotske Historie. Det er en mørk Tragedie om Forbrydelse, der avler ny Forbrydelse og til sidst ødelægger Forbryderen. Den interessanteste Skikkelse er Lady Macbeth, den dæmonisk onde Kvinde. I sin næste Tragedie King Lear (1607, trykt 1608) naar Shakespeare Højdepunktet af tragisk Virkning. Emnet er fra Holinshed med et tidligere Drama som Mellemled. Det er Utaknemmelighedens Tragedie, hvor den stakkels gl Lear maa gennemgaa alle Elendighedens Kvaler for sin Godtroenhed. Ogsaa her lyser en Kvindeskikkelse, den fine Cordelia, men ogsaa hun maa gaa til Grunde. Til denne Periode hører ogsaa Troilus and Cressida (trykt 1609). Dets Affattelsestid er tvivlsom — rimeligvis cirka 1603. Et Drama af s. N. forfattet af Dekker og Chettle synes at være spillet 1599. Det er et af de mest omstridte af Shakespeare’s Værker, meget uens i Udførelse, saa at nogle Kritikere har ment, at det ikke var af Shakespeare. Andre har ment, at det er paabegyndt i Shakespeare’s første Periode og senere taget frem for Fuldendelse. At dømme efter Udgiverens Forord har det ikke været opført før Udgivelsen. Emnet er en middelalderlig Udpyntning paa Trojanerkrigen, bl. a. behandlet af Chaucer; men her er alt med kynisk Bitterhed trukket i Snavset. Cressida er vellystig og falsk, og paa hende som paa alle Stykkets øvrige Personer passer Narren Thersites Udbrud Lecheryl Shakespeare’s næste Romertragedie er Anthony and Cleopatra (1607–08, trykt 1623). Emnet er atter hentet fra Plutarch. Det er en mægtig Skildring af en Verdens Undergang. Den interessanteste Skikkelse er Cleopatra, den store Kokette, den mest sammensatte Kvindetype, Shakespeare har skildret. Derefter flg. Coriolanus (1608, trykt 1623), atter en Romertragedie, men enkel og retlinet, med Skildringen af den stolte, aristokratiske, pøbelforagtende Coriolan og hans lige saa stolte Moder. Timon of Athens (først trykt 1623), der rimeligvis hører til samme Tid, er ligesom Pericles Resultat af Samarbejde med andre og skyldes kun i ringe Grad Shakespeare’s Haand — i Timon mærkes den i Tegningen af Hovedpersonen og Kynikeren Apamantus, i Pericles, hvis Hovedforfatter muligvis er den ubetydelige Dramatiker George Wilkins, i Scenerne der fortæller Pericles’ Datter, Marinas’ Historie. Cymbeline (1610, trykt 1623) er et af Shakespeare’s mest romantiske Værker, der, skønt det foregaar i det gl Britannien, blander alle Tider sammen. Hovedinteressen i den brogede Handling samler sig om Imogen, den uskyldige, bagtalte Hustru, en af Shakespeare’s skønneste Kvindeskikkelser. Fra 1611 er The Tempest (trykt 1623). Emnet er hentet fra Beretningen om det Skibbrud, som Sir George Somers led 1609 paa Bermudas-Øerne; men Shakespeare har hentet Træk andre Steder fra ogsaa. Stykket er skrevet som Festspil og blev opført ved Prinsesse Elisabeth’s Formæling med Kurfyrst Frederik. Det er et Eventyrdrama, fuldt af lys Fantasi, og atter er det en ung Kvinde, Miranda, der er Dramaets Midtpunkt. I Skildringen af Prospero, Ariel, Caliban, er Shakespeare naaet saa højt som noget Sted, og hans Livserfaring giver sig Udtryk i de vemodige Linier: We are such stuff as dreams are made on; and our little life is rounded with a sleep. The Winter’s Tale er fra samme Aar, trykt 1623. Emnet er hentet fra Greene’s Fortælling Pandosto (1588), og den berømte Omtale af Bøhmen som et Land med Søkyst, der findes her, har Shakespeare overført fra Greene’s Novelle. Det er et løst bygget Skuespil, fuldt af Usandsynligheder, men ogsaa fuldt af Poesi; der er her en yndefuld Skildring af Hyrdeliv, der dog ikke mangler solid realistisk Baggrund. Endnu kan nævnes to Skuespil, i hvilke Shakespeare har haft nogen Andel: The Two Noble Kinsmen (først trykt 1634), hvortil han kun bidrog med faa Scener, og Henry VIII (maaske fra 1611, først trykt 1623), hvor især Skildringen af Dronning Katharina stammer fra Shakespeare’s Pen.

Da Teatrene efter Restaurationen blev genaabnede, blev den franske, klassiske Smag fremherskende, og den var ikke Shakespeare gunstig. Hans Skuespil blev ganske vist opførte, men oftest i omarbejdet Form, og en ivrig Teatergænger som Pepys foragter saadanne Skuespil som Midsummer Nigths Dream og Tempest. Af Tidens Kritikere søger Dryden at forstaa ham, men rigtignok uden synderligt Held, medens Thomas Rymer fordømmer ham fuldstændig. I 18. Aarh. kommer der flere Udgaver af hans Værker; men det er dog først, da Klassicismen har udspillet sin Rolle, at han igen kommer til Ære, og siden er hans Ry bestandig vokset, ikke blot i England, men over den hele civiliserede Verden. I 19. Aarh. har Tyskland kappedes med England om at studere ham og har frembragt en Række betydelige Shakespeare-Forskere; og paa alle betydelige tyske Scener hører han til det faste Repertoire. Ogsaa Amerikanerne betragter ham som en af deres egne. I de romanske Lande er han ligeledes trængt igennem, om end langsommere, og nutildags er han, saa langt Civilisationen rækker, en af Menneskehedens største Lærere og Velgørere.

Det kunde synes mærkeligt, at Shakespeare er naaet saa vidt; som hans Historie viser, er han ikke nogen banebrydende Aand, han fortsætter ad de Veje, hans Forgængere er slaaede ind paa, han opfinder end ikke selv sine Handlinger, men følger nøje sine Kilder. Forklaringen ligger da i hans Fantasis Art; han har en aldrig naaet Evne til Menneskefremstilling, synes at være fortrolig med Livet i alle dets Former og paa alle Trin, fra Konge til Klovn, og han kender alle sine Personer til deres inderste Nerve. Og over disse Personer gyder han sit Sprogs vidunderlige Glans, der giver Replikken Spændstighed, der er som et »Svingbræt, han lægger under Ordet, under Replikken; vi gør eet Skridt paa Jorden, og ved det næste flyver vi« (G. Brandes).

Der findes intet autentisk Billede af Shakespeare. Kun to er sikkert blevne til kort efter hans Død, nemlig Busten i Stratfords Kirke og Frontespicebilledet i The First Folio — begge udførte af Mænd uden synderlig kunstneriske Evner. Busten er udført 1621 af de to Brødre Johnson fra Southwark — hvor jo Globeteatret laa; de kan da muligvis have haft noget personligt Kendskab til Digteren. Billedet i The First Folio er stukket af Martin Droeshout, men da han kun var 15 Aar gammel, da Digteren døde, har han næppe haft nogen personlig Erindring om ham — har muligvis arbejdet med Busten som Grundlag. 1892 opdagedes et Maleri af Shakespeare, det saakaldte Flower-Portræt, der foregaves at være Originalen, hvorefter Droeshout’s Billede var stukket; det synes dog mere sandsynligt, at Maleriet er malet efter Stikket. — Chandos-Portrættet, der nu hænger i The National Portrait Gallery, og som afviger betydeligt fra de førstnævnte, skulde iflg. Traditionen være malet af Shakespeare’s Ven Skuespilleren Rich. Burbage; det har tilhørt den ovenomtalte William Davenant, men ogsaa dette Billedes Autenticitet er yderst tvivlsom, og dette gælder i endnu højere Grad alle de andre foregivne Shakespeare-Billeder. Man maa sikkert her lade sig nøje med Busten og Stikket, der vei som antaget af Digterens Slægt og Venner maa have haft en vis Lighed.

Shakespeare-Bacon-Teori. Selvfølgelig har mange — særlig Amerikanere — ikke kunnet forstaa, at Shakespeare med sin Uddannelse kunde være i Besiddelse af den Viden og Visdom, som hans Dramaer aabenbarer, og har da sluttet, at han kun var Straamand for en anden, og som den sandsynligste har man da slaaet ned paa Bacon. Skønt Teorien — over for de mange samtidige Vidnesbyrd om Digteren og hans Værker — skulde synes ganske interesseløs, har den dog i Tidens Løb — siden den opstod midt i forrige Aarhundrede — skabt en ret omfangsrig Litteratur. Teoriens Ophavsmand er en Miss Delia Bacon af Boston, der 1857 udgav The Philosophy of the Plays of Shakespeare med et neutralt Forord af Hawthorne. 1887 skød Teorien sin skønneste Blomst i Minnesotamanden Ignatius Donnelly’s Bog The Great Cryptogram, hvori han ud af The First Folio læste, at Bacon var Forfatteren ikke blot til Shakespeare’s, men ogsaa til Marlowe’s Skuespil, til Montaigne’s Essays etc. Endelig i dette Aarh. fandt Teorien ogsaa sin Forsvarer i England i Edwin Durning Lawrence; en billig Forkortning af hans store Bog Bacon is Shakespeare (1900) siges 1912 at være uddelt i 300000 Eksemplarer. Senere fulgte Webb’s: The Mystory of Shakespeare og andre af samme Art (1902), og Greenwood’s The Shakespeare Problem Restated (1908). Denne blev imødegaaet af Dean Beeching: William Shakespeare Player, Playmaker and Poet (1908). Den mest indgaaende Imødegaaelse af det hele Virvar er J. M. Robertson: The Baconian Heresy: A Confutation (1913).

Af den utallige Mængde Udgaver af Shakespeare’s Værker kan her kun nævnes de allervigtigste. The First Folio af 1623 er optrykt flere Gange; anden Folio 1632 er — paa enkelte Rettelser nær — et Optryk af den første. I tredie Folio, 1664, er foruden Pericles tilføjet 6 doubtful plays; fjerde Folio 1685 er et Optryk af tredie. 1905 solgtes de fire Folioudgaver tilsammen for 10000 £; 1907 solgtes First Folio for 3600 £. Den første tekstkritiske Udgave er Rowe’s 1709 med den første Biografi. 1725 kom Pope’s Udgave i syv Bind; den fulgtes 1733 af Theobald’s (meget talentfulde) Udgave med mange udmærkede Tekstrettelser. 1765 udkom Samuel Johnson’s Udgave i 8 Bind med hans interessante Værdsættelse af Shakespeare. En for sin Tid ypperlig Udgave er George Steevens’ i 10 Bind 1773. 1790 kom Edmund Malone’s Udgave, der forsøgte at fastslaa Dramaernes Rækkefølge. Den første Udgave i det 19. Aarh. er Isaac Reed’s Variorum Edition (21 Bind 1803). 1821 kom (i 21 Bind) James Boswell’s Udgave af Malone med en Mængde af Malone’s hidtil utrykte Materiale; den regnes for en af de værdifuldeste af de ældre Udgaver. 1871 paabegyndte H. Howard Furness af Philadelphia sin store Variorum Udgave, der efter hans Død 1912 fortsættes af hans Son. En fortrinlig Udgave er ogsaa J. O. Halliwell Phillip’s Udgave 1853–61 (15 Bind) og Cambridge Udgaven ved George Clark og Aldis Wright (1663–66), begge med ypperlige Noter. Af nyere Udgaver maa især nævnes The Arden Shakespeare udgivet af Prof Ed. Dowden, W. J. Craik og Prof. R. H. Case; The Temple Shakespeare udgivet af Prof. Israel Gollandcz, og nu den fortrinlige Cambridge Edition udgivet af Quiller Couch og Dover Wilson, der hviler paa den nyeste Shakespeare-forsknings Resultater. — Ogsaa de tvivlsomme Shakespeare’ske Skuespil, doubtful plays, er udgivet mange Gange. The Supplementary Works of William Shakespeare udgivet af W. Hazlitt (1865), »Pseudo-shakespereschen Dramen« ved N. Delius (1874) og The Shakespeare Apocrypha udgivet af Tucker Brooke (1908).

Moderne Udgaver af Sonetterne med Indledning om dem er Massey: Shakespeare’s Sonnets (2. Udgave 1872) og The Secret Drama af Shakespeare’s Sonnets (1888); H. Brown: The Sonnets of Shakespeare solved (1870); Th. Tyler: Shakespeare’s Sonnets (1890). Shakespeare’s Dramaer er oversatte til næsten alle Kultursprog. I Tyskland begynder Wieland 1762 en Oversættelse i Prosa. Hovedoversættelsen paabegyndtes 1797 af A. W Schlegel og fuldendtes senere af L. Tieck og andre Den første fuldstændige Oversættelse til Fransk af Le Tourneur 1776–82 er ogsaa paa Prosa; den bedste franske Oversættelse af François Victor Hugo, Digterens Søn, ogsaa paa Prosa (1859–66). Til Svensk er Shakespeare oversat af C. A. Hagberg (1847–51) og senere af Per Halström (endnu ikke fuldendt). Den første større Oversættelse til Dansk paabegyndtes af P. F. Wulff og fortsattes af Foersom (1807–25). Det første Skuespil af Shakespeare, der blev opført i Danmark, var Hamlet (1813). 1845–50 kom Lembcke’s Oversættelse, der byggede paa og fuldendte Foersom’s. Mindre Udvalg er oversatte af Østerberg og Niels Møller. Desuden har Adolf Hansen oversat Sonetterne og N. Nielsen Venus og Adonis.

Shakespeare-Litteraturen er saa overvældende rig, at det kun er muligt at nævne faa af de vigtigste Biografier og kritiske Arbejder. Som alm. Grundlag for Forstaaelse af Tiden udgav Clarendon Press [Oxford 1917] det fortrinlige Værk: Shakespeare’s England, an account of the Life and Manners [2 Bind]. Til samme orienterende Kategori hører ogsaa E. K. Chamber’s overordentlig grundige The Elizabethan Stage [4 Bind, 1923]. Af Værker, der giver den nyeste Shakespeare-Forsknings Resultater, maa først og fremmest nævnes: A. W. Pollard, Shakespeare Folios and Quartos [1909]; Samme, Shakespeare’s Fight with the Pirates [1917]; Shakespeare. Hand in the Plag og, Sir Thomas More af A. W. Pollard, W. W. Grey, E. Maunde Thompson, J. Dover Wilson og R. W. Chamber’s [1923]; Percy Simpson, Shakespearian Punctuation [1911]; C. H. Herford, A Sketch of recent Shakespeare Investigation [1923]. — Af ældre Biografier: N. Drake, Shakespeare and his Time [1817]; Coleridge, Lectures and Notes on Shakespeare [først udgivet 1849]; W. Hazlitt, Characters of Shakespeare’s Plays [1817]; Ch. Knight, William Shakespeare, a biography [1843] og Studies on Shakespeare [1868]. J. O. Halliwell Phillips, Life of Shakespeare [1848] er en udførlig og kritisk Redegørelse for, hvad man da vidste om Shakespeare, med Optryk af alle Dokumenter o. a. Oplysninger. Af samme Art er Sidney Lee’s, A Life of Shakespeare [1898, sidste Udgave 1915]. Halliwell Phillips grundede sammen med Collier The Shakespeare Society, der fra 1841–53 udsendte 48 Bind til Belysning af Shakespeare’s Tid. Collier: Notes and Emendations to the Plays of Shakespeare fik en sørgelig Berømmelse, da de viste sig at være Falsknerier. 1873 stiftede I. J. Furniwall New Shakespeare Society, der udsendte 27 Bind Shakespeariana; E. Dowden, Shakespeare his Mind and Art [1874], fortrinlig æstetisk-psykologisk Analyse; samme Forfatter har ogsaa udgivet en fortrinlig Shakespeare Primer [1882] og Introduction to Shakespeare [1893]; A. C. Bradley, Shakespearian Tragedy [1904]; Samme, Oxford Lectures on Poetry [1919]; A. C. Swinburne, A Study of Shakespeare [1880]; Stopford Brooke, On Ten Plays of Shakespeare [1907]; samme, Ten more Plays of Shakespeare [1913]; Rich. Moulton, Shakespeare as a dramatic Artist [1885]; A. Quiller-Couch, Shakespeare’s Workmanship [1918]; Darrel Figgis, Shakespeare. A Study [1911]; Mrs. Jameson, The Characteristics of Women [1832], en Analyse af Shakespeare’s Kvindeskikkelser; Walter Raleigh, Shakespeare i English Men of Letters; Masefield, Shakespeare i Home University Library; Lamborn & Harrison, Shakespeare. The man and his Stage i World’s Manuals. — Den tyske Shakespeare-Litteratur er meget omfattende. Af de ældre Kritikere kan nævnes: Lessing, Herder, Goethe, Schlegel, Tieck, Heine. Af nyere Værker: R. Genee, »Shakespeare’s Leben und Werke« [1874]; K. Elze, »William Shakespeare« [1876], begge oversat til Dansk; Ulrici, »Shakespeare’s dramatische Kunst« [1839]; Gervinus, »Shakespeare« [4 Bind, 1849–50], oversat til Engelsk med Indledning af Furniwall; O. Ludwig, »Shakespeare Studien« [1871]; A. Brandt, »Shakespeare« [2. Udgave 1922]; 1864 stiftedes i Weimar »Die deutsche Shakespeare Gesellschaft«, til hvis aarligt udkommende Aarbog alle tyske Shakespeare-Kritikere har ydet Bidrag. Af franske Værker: Lamartine: Shakespeare et son œuvre; Victor Hugo, William Shakespeare [1864]; A. Mezières, Shakespeare ses œuvres et ses critiques [1860]; Taine i sin Histoire de la Litt. Ang. [1864]. I Sverige findes: H. Schük, »Shakespeare och hans Tid« [1916]; Aug. Brunius, »William Shakespeare, Liv, Drama, Teater« (i »Natur och Kultur«). — Danske Værker er: G. Brandes, »William Shakespeare« [1896]; Th. Bierfreund, »Shakespeare og hans Kunst« [1898]; Goll, »Forbrydertyper hos Shakespeare« [1907]; Samme, »Romeo og Julie o. a. Shakespeare Studier« [1922]; Karl Mantzius, »Engelske Teaterforhold, Shakespeare Tiden« [Bind III af »Skuespilkunstens Historie« [1901]; V. Østerberg, »Studier over Hamletteksterne« [1920]; samme, Prince Hamlet’s Age [1924]; Alexander Schmidt, »Shakespeare Lexicon« [sidste Udgave 1902]: C. F. Onions, »Shakespeare Glossary« [1911]; C. Stoffel, Shakespeare. Prosody and Text [1900]).