Christopher Marlowe (1564–93)

Marlowe, Christopher, eng. Digter (1564—93), var Søn af en fattig Skomager i Canterbury, men blev dog, maaske ved formaaende Venners Hjælp, indskreven ved Cambridge Univ., som han forlod efter endt Studietid 1587. S. A. tog han til London, hvor han hurtig vandt Ry som dramatisk Digter — hans første Drama Tamburlaine the Great blev opført 1587. Om hans korte Liv i London ved vi næsten intet med Sikkerhed; hans voldsomme Død — han blev dræbt under et Slagsmaal i en Kro i Deptford — gør det muligt, at han, som de fleste andre af Tidens Digtere, har levet et noget vildt Liv. Hans første Drama, Tamburlaine, der maaske allerede er skrevet i Cambridge, er en Dramatisering af en samtidig Fortælling om Tamerlan, og den gjorde stor Lykke ved sine voldsomme Scener og sit pragtfulde, himmelstormende Sprog. Dette sit Held forfulgte M. ved at skrive en anden Del, der værdig fortsætter Skildringen af Heltens Liv. I det eng. Dramas Historie har første Del af Tamburlaine særlig Bet. derved, at M. med den indfører Blankverset paa den offentlige Scene, hvorfra det straks fortrænger de før den Tid alm. rimede Vers. M.’s næste Tragedie er The Tragical History of Dr. Faustus, den tidligste dramatiske Bearbejdelse af Faust-Bogen, hvoraf Slutningsscenen med Rette er berømt som det mest gribende, Dramaet før Shakespeare har at opvise. The Jew of Malta, M.’s næste Tragedie, er antagelig skreven 1589. Dets Hovedfigur, Jøden Barrabas, er en Forløber for Shakespeare’s Shylock, men vildere, mere umenneskelig, et rent Uhyre, der er skildret uden noget Forsøg paa Forklaring. The Massacre of Paris, der synes at være det næste Stykke, er overleveret i en saa lemlæstet Form, at det er vanskeligt at danne sig en Mening om dets egentlige Værd. I den Skikkelse, hvori det er bevaret, er det en uordnet Rk. voldsomme Scener, fulde af Mord og Forbrydelser og kun givende en enkelt Karakter, Hertugen af Guise, der er et værdigt Sidestykke til Jøden Barrabas. M.’s bedste Tragedie er dog Edward the Second, der er opført omkr. 1592. Han finder her sit Stof i den eng. Historie, og skønt Stykket endnu gør et overvejende episk Indtryk, er det dog det Drama før Shakespeare, der kommer hans historiske Skuespil nærmest. Udførelsen er her langt mere behersket end i M.’s tidligere Tragedier, her er givet fl. og forsk. Karakterer, af hvilke den stolte Mortimer er den bedste, og det hele Arbejde gør et langt mere fuldført Indtryk. Endnu en Tragedie bærer M.’s Navn, nemlig Dido, Queen of Carthage, som han efterlod ufuldendt, og som blev fuldført af Thomas Nash. M. menes nu at have været Shakespeare’s Medarbejder i Titus Andronicus og muligvis ogsaa at have nogen Del i Henry IV. — M.’s Arbejder uden for Dramaet er væsentlig Oversættelser, saaledes af Ovid’s Elegier, af første Bog af Lucan’s Pharsalia, samt den smukke Bearbejdelse af Pseudo-Musæus’ »Hero og Leander«, som han efterlod ufuldendt, og som blev fuldendt af George Chapman. — M. er Shakespeare’s betydeligste Forgænger paa Tragediens Omraade. Hans Sjæl er stemt i de mørkeste Toner, og han ser Verden som et Kaos af Vildskab og Forbrydelser. Af M.’s Tragedier er Faust oversat paa Dansk af A. Halling i »Studier fra Sprog- og Oldtidsforskning«, Bd VIII (1898). M.’s Værker er fl. Gange udgivne. De bedste Udgaver er: Dyce, The Works of Ch. M. (3 Bd 1850), og A. H. Bullen, Works of Ch. M. (3 Bd 1885). (Litt.: T. Lundbeck, »Det eng. Drama før Shakespeare« [1890]; J. G. Lewis, C. M.’s Life and Works [Lond. 1891]; Verity, M.’s Influence on Shakespeare; Ingram, M. and his Associates).