Friedrich von Schiller (1759–1805)

Schiller, Johann Christoph Friedrich von, tysk Digter, født i Marbach nord for Stuttgart 10. November 1759, død i Weimar 9. Maj 1805. Hans Fader, Johann Kaspar Schiller, var Saarlæge, tjente som Feltskær i den bayerske Hær under den østerriske Arvefølgekrig, nedsatte sig som Kirurg i Marbach og giftede sig (1749) med Elisabeth Dorothea, Datter af en Kromand Kodweisz. Under Syvaarskrigen deltog Johann Kaspar Schiller i Felttogene i Schlesien, indtraadte derefter som Fændrik, senere som Løjtnant i et württembergsk Regiment, og medens han laa i Øvelseslejr ved Kannstadt, fødtes hans senere saa berømte Søn. Han førte derpaa som Hververkaptajn en noget omflakkende Tilværelse og gjorde i Lorch Bekendtskab med Præsten Philipp Ulrich Moser, hos hvem Drengen fik sin første Undervisning sammen med dennes egne Børn, og til hvem han fattede en dyb Kærlighed og Agtelse, der formodentlig har været hans Bevæggrund til at opkalde den brave protestantiske Præst Moser i »Die Räuber« efter ham. 1766 blev Johann Kaspar Schiller forsat til Ludwigsburg, hvor Hertugen dengang residerede, og Drengen blev 1768 sat i den derværende Latinskole i den Hensigt, at han skulde være Teolog. 1773 fik han imidlertid »Befaling« til at indtræde i Civilafdelingen i det hertugelige Militærakademi, der 1775 blev flyttet til Stuttgart og under Navnet »Karlsschule« ophøjet til et Slags Universitet. Sit Forsæt, at studere Teologi, maatte Schiller nu opgive. Ved denne Skole virkede en Del Lærere, som med Kærlighed og Forstaaelse søgte at sætte sig ind i de unges Tankegang, retledede dem efter bedste Evne og meddelte dem udmærkede Kundskaber og et frit Syn paa Livet. Dette var af stor Betydning for den unge Schiller, der i sin Barndom havde levet under indskrænkede Forhold i sit tarvelige Hjem, og hvis Forældre, skønt de begge var overordentlig rettænkende og hæderlige Mennesker (Moderen meget religiøs), dog kun havde en snæver Horisont. Paa den anden Side var den strenge militære Disciplin paa Akademiet med de mange for en ikke-militær utaalelige Smaating og Smaaligheder vel skikket til at vække og ægge en Frihedstrang, som i Forvejen spirede hos den unge Schiller. Foruden den poetiske Vækkelse, han modtog ved at læse Klopstock’s »Messias«, følte han sig stærkt paavirket af »Sturm- und Drang«-Periodens dramatiske Produktion, navnlig af Goethe’s »Götz von Berlichingen«. Denne Stræben efter at forherlige Individets Kamp imod Samfundet greb det varmblodige unge Menneske, der samtidig gennem Rousseau’s Skrifter begejstredes for Naturen, medens Studiet af Plutark fyldte ham med republikanske Ideer. Han skrev forskellige Digte, et Epos »Moses«, en Tragedie »Der Student von Nassau«, og allerede 1776 blev hans lyriske Førstegrøde trykt i »Schwäbisches Magazin«, og Aaret efter paabegyndte han sit Skuespil »Die Räuber«. Da Schiller nu længtes efter at forlade Akademiet, indgav han 1779 en medicinsk-filosofisk Afhandling til Bedømmelse, men hans høje Velynder Hertugen, som forøvrigt havde fulgt hans Virksomhed med megen Opmærksomhed og gentagne Gange havde givet ham Lejlighed til at udmærke sig, resolverede, at Schiller havde bedst af at blive paa Akademiet et Aar endnu. Endelig, 1780, lykkedes det Schiller ved to Afgangsafhandlinger, en medicinsk og en naturfilosofisk (om Sammenhængen mellem Menneskets dyriske og aandelige Natur) at slippe ud af Akademiet som »Medikus uden Portepé« med 18 Gylden i maanedlig Gage. Dette var ikke opmuntrende efter Hertugens tidligere Løfter om at give ham en god Stilling. Schiller blev nu styrket i sit Forsæt, at sige Medicinen Farvel og give sig Poesien i Vold; thi nu gik »Sturm- und Drang«-Periodens Bølger højt over hele Tyskland, og Schiller’s lyriske Digte, for Eksempel de temmelig smagløse Oder »An Laura«, bærer Vidnesbyrd om en heftig Kamp for at naa til afklaret Form og en roligere Betragtning af Livet. 1781 udkom da det geniale, men formløse og ubændige Skuespil »Die Räuber«, med hvilket Schiller kastede sig midt ind i den poetiske Storm og Trængsel. Han blev overrasket ved fra Lederen af Hoftheatret i Mannheim, Dalberg, at faa Anmodning om en scenisk Bearbejdelse, og da Stykket den 13. Januar 1782 blev opført første Gang, modtoges det med stor Begejstring. Dette Resultat var saa meget mere uventet, som Schiller ikke havde tænkt paa nogen Opførelse af Stykket, men kun havde skrevet ud af en indre Trang til at hævde Individets Eksistensret under alle Forhold. Stykkets Motto in tirannos vidnede om den unge Digters Frihedsfølelse. Heldet opfordrede ham til at fortsætte paa den samme Bane. Han fik straks Idéen til sit andet Ungdomsskuespil »Fiesko«, der er skrevet i samme Aand. Samtidig udgav han »Anthologie auf das Jahr 1782«, hvor hans egne Digte vidner om hans uafklarede Personlighed.

Imidlertid kan man let forstaa, at »Die Räuber« ikke havde gjort noget gunstigt Indtryk paa Hertugen. Og da Schiller uden Tilladelse var rejst til Mannheim for at overvære den anden Opførelse, benyttede Hertugen Lejligheden til at forbyde Schiller »alt videre Skriveri af Komedier eller lignende.«. Da Schiller underdanigst ansøgte om at faa dette Forbud hævet, frabad Hertugen sig alle skriftlige Henvendelser fra hans Side. Nu blev Schiller rasende. Han besluttede at unddrage sig dette Tyranni ved Flugt, og medens hele Byen var stærkt optagen af en stor Fest ved Hoffet (22. September 1782), flygtede Schiller, ledsaget af sin trofaste Ven, Musikeren A. Streicher, om Natten til Mannheim, hvortil han medbragte sit nye næsten fuldendte Skuespil »Fiesko«, som han ventede sig meget af. Da han imidlertid erfarede, at man agtede at reklamere ham fra Stuttgart, flygtede han videre ad Frankfurt til. Paa Vejen dvælede Vennerne en Uges Tid i Landsbyen Oggersheim, og her fattede han Planen til det borgerlige Sørgespil »Luise Millerin«, senere kaldet »Kabale und Liebe«. Samtidig modtog Schiller en Indbydelse fra Fru von Wolzogen i Stuttgart, Moder til to af hans Skolekammerater, til at opholde sig som Gæst paa hendes Gods Bauerbach ved Meiningen, og da han meget maatte foretrække dette for de usikre Forhold i Frankfurt, modtog han Indbydelsen med Glæde. Der aabnede sig ogsaa lysere Udsigter for ham, da Boghandler Schwan i Mannheim forlagde hans »Fiesko« (1783). Skønt det blev opført med ringe Held, var Udfaldet dog bedre i Frankfurt og i Berlin. »Luise Millerin« blev nu fuldendt og »Don Carlos« paabegyndt (1783). I Juli 1783 forlod Schiller sit venlige Asyl Bauerbach og begav sig efter Indbydelse af Teaterintendant Dalberg til Mannheim, hvor han fra Oktober var bleven ansat som Teaterdigter med en Gage paa 300 Gylden. To Dage efter Første-Opførelsen i Frankfurt fandt Opførelsen af »Kabale und Liebe« Sted i Mannheim og blev en ny Sejr for den unge Digter. »Sturm- und Drang«-Tidens Pathos svulmer i dette Dramas Dialog, som rummer kraftgeniale Udbrud jævnsides fine og ægte Replikker. Fra det smaaborgerlige Milieu og fra det fordærvede høje Samfundslags Hykleri svinger dette borgerlige Sørgespil sig op til ungdommelige flammende Angreb paa de konventionelle Løgne i Omgangen mellem Mennesker. Det blev trykt samme Aar Schiller’s pekuniære Stilling vedblev dog at være vanskelig, men han modtog Opmuntring af anden Art. 1784 blev han optaget i »Deutsche Gesellschaft«, som protegeredes af Kurfyrsten af Pfalz, og holdt ved sin Indtrædelse et Foredrag, der findes i hans samlede Skrifter: »Die Schaubühne als eine moralische Anstalt betrachtet«, og som, uagtet det hviler paa noget forældede (Lessing’ske) Principper, fra Formens Side er udmærket. Aaret efter grundlagde Schiller Tidsskriftet »Rheinische Thalia«, i hvilket 1. Akt af »Don Karlos« optoges. Den vakte stor Opmærksomhed, da Schiller her forlod Prosaen for femfodede Jamber. Paa dette Tidspunkt falder ogsaa Forholdet til den begavede Fru Charlotte von Kalb og noget senere Forelskelsen i den smukke Boghandlerdatter Margarete Schwan, som dog ikke førte til nogen varig Forbindelse. Ved Fru von Kalb’s Mellemkomst blev 1. Akt af »Don Karlos« oplæst ved Hoffet i Darmstadt af Digteren selv i Overværelse af Hertug Karl August af Weimar og bragte ham Udnævnelsen til sachsisk »Raad«. For at denne lyse Himmel dog ikke skulde savne Skyer, skabte Schiller’s Teateranmeldelser i »Thalia« ham mange Ubehageligheder fra Skuespillernes Side og bragte ham paa Kant med Teaterintendanten, saaledes at han begyndte at ønske sig bort fra Mannheim, skønt han derved maatte rive sig løs fra Fru von Kalb, hvis Lidenskab han fuldt ud gengældte, og fra den trofaste A. Streicher.

I Sommeren 1784 havde Schiller fra Leipzig modtaget venlige og opmuntrende Breve, Tegninger og Smaagaver fra C. G. Körner og L. F. Huber samt deres Forlovede, Søstrene Stock. Schiller havde svaret, og der udviklede sig en venskabelig Brevveksling imellem Parterne. Dette tilskyndede nu Schiller til at modtage de gentagne Indbydelser og at prøve sin Lykke hos de ny Venner, af hvilke i det mindste Körner var rigt udstyret med Lykkens Goder. Han var tillige højtstaaende Embedsmand og en fint dannet Personlighed. Digtene »Kampf« og »Resignation« afspejler Schiller’s Sindstilstand ved Afskeden fra Mannheim. April 1785 kom Schiller til Leipzig, og da Körner imidlertid var udnævnt til Overkonsistorialraad i Dresden, blev han foreløbig modtagen med al Hjertelighed af Huber og Søstrene Stock, samt den driftige unge Forlægger Göschen. Sommeren tilbragte Schiller i Gohlis ved Leipzig, og de lykkelige Følelser, de nye Forhold fik til at spire frem i hans Sjæl, afspejler sig i den begejstrede »Lied an die Freude«. Samme Efteraar fulgte han sin ædelmodige Ven Körner til Dresden, hvor han fik en sorgfri Tilværelse, dels i Byen, dels i »Vinbjergshuset« i Loschwitz. Her fuldendte han 1787 »Don Karlos« og skrev Novellen »Der Verbrecher aus verlorener Ehre« (1786) samt den ufuldendte Roman »Der Geisterseher« (1789; Fortsættelse af X. Y. Z. [det var F. Follenius] 1796 og 1798). Fortsættelsen af »Thalia«, hvori flere af hans Værker først fremkom, vandt ham et stedse større Publikum. Med Körner vedligeholdt han en stadig Idéudveksling om æstetiske og filosofiske Spørgsmaal, og han begyndte at fatte Interesse for historiske Studier. Samtidig arbejdede han stadig paa at forbedre og affile sin »Don Karlos«, som vandt betydelig i Klarhed og Renhed, især ved Gennemarbejdelsen af den noble Hovedfigur Marquis Posa (»Don Karlos, Infant von Spanien« [Leipzig 1787]). Ur-Opførelsen af Stykket fandt Sted i Hamburg 29. April 1787 i Prosabearbejdelsen. Et Værk, hvor Frihedsfølelsen atter luer, og hvor Karakterskildringen hæver sig til Mesterskab.

Et lidenskabeligt Kærlighedsforhold til Frk. Henriette von Arnim var i Færd med at knytte Schiller endnu fastere til Dresden, da Fru von Kalb, der var kommen til Weimar, udtrykte sin Længsel efter ham, og al denne saavel som af andre Grunde drog Schiller til Weimar, hvor han ankom 21. Juli 1787. Her traf han hverken Hertugen eller Goethe, som begge var paa Rejse, men han blev modtaget med Venlighed saavel af Hertuginde Amalie, som af Herder, Wieland og andre litterære Personligheder. Forholdet til Fru v. Kalb antog igen de gamle intime Former, og hun tænkte endog paa at søge Skilsmisse fra sin Mand. Men da Schiller under Besøg i Rudolstadt havde stiftet Bekendtskab med Charlotte v. Lengefeld, og den senere Omgang med hende i Weimar havde ført til Forelskelse og Forlovelse, indtraadte der et fleraarigt Brud med Fru v. Kalb. 1788 tog Schiller Ophold i Landsbyen, Volkstedt ved Rudolstadt for at være i Nærheden af Charlotte, og skrev her sit første historiske Værk »Geschichte des Abfalls der vereinigten Niederlande«, som trods hans ærlige Vilje til at studere Kilderne ikke er noget stringent og kildekritisk Værk. Her skrev han ogsaa Digte som »Die Götter Griechenlands« og »Briefe über Don Carlos« samt studerede Homer og Euripides, til trods for manglende Forkundskaber. 9. September 1788 traf Schiller Goethe hos Familien Lengefeld, uden at der opstod nærmere venskabelig Forbindelse mellem dem. Dog modtog Schiller i December samme Aar gennem Goethe en officiel Meddelelse om, at der sikredes ham et Professorat i Historie i Jena, hvis han vilde ansøge om det. Embedet var ganske vist ikke forbundet med nogen fast Gage, men han turde ikke afstaa det, og Resten af Vinteren forløb under ivrige Forberedelser til den ny Lærerstilling, samt med Bidrag til »Merkur« og »Thalia«, bl. a. Digtet »Der Künstler«. Maj 1789 tiltraadte Schiller sit Embede og holdt Indledningsforedraget: »Was heisst und zu welchem Ende studiert man Universalgeschichte?«, som blev modtaget med Interesse. Januar 1790 tilstod Hertug Karl August Schiller en Gage paa 200 Thlr. aarlig, og 12. Februar blev han i al Stilhed viet til sin højt elskede Lotte. I dette Aar skrev Schiller forskellige Afhandlinger og bragte sit andet historiske Værk »Geschichte des Dreissigjährigen Krieges« (2 Bd, 1791–93) til Afslutning. Man mærker tydelig det digteriske Vingeslag i Skildringen af de store Hovedpersoner, men Digterens Fremstilling slappes, naar den bevæger sig udenom dem. Efter dette paa huslig Lykke og oplivende Selskabelighed rige Aar paadrog Schiller sig i Januar 1791 paa et Besøg i Erfurt en alvorlig Lungesygdom, som han aldrig blev helhredet for. I Paasken fik han under et Besøg i Rudolstadt et Tilbagefald, der bragte ham paa Gravens Rand, hvorefter han brugte Kur i Karlsbad. Derved var han i lang Tid uarbejdsdygtig, og hans økonomiske Stilling blev kritisk, Plertugen viste ham megen Deltagelse og fritog ham for at holde Forelæsninger, men saa sig ikke i Stand til at forhøje hans Gage eller paa anden Maade yde ham Pengehjælp. Da kom der uventet Hjælp fra Danmark. Den danske Digter Jens Baggesen, som for ikke længe siden havde besøgt Schiller og var bleven begejstret for ham, havde forberedt en Fest til hans Ære i Hellebæk, da en falsk Efterretning om Schiller’s Død forvandlede denne til en Mindefest. Dette blev meddelt Schiller’s Ven Reinhold i Jena, som saa underrettede Baggesen om, at Schiller endnu var i Live, men meget svag og kun kunde restitueres ved længere Tids Ro og Frihed for alt Arbejde, men hans fortvivlede pekuniære Stilling vanskeliggjorde dette Otium. Baggesen blev straks Fyr og Flamme. Han henvendte sig til sine Velyndere Hertugen af Augustenborg og Grev Schimmelmann og fik dem til ved en i forsigtige Udtryk affattet Skrivelse at tilbyde Schiller en aarlig Understøttelse paa 1000 Thlr. i tre Aar. Hjælpen blev modtagen med Taknemmelighed, og da Schiller vilde bruge en Del af Understøttelsen det første Aar til at betale sin Gæld, viste det sig, at hans ædelmodige Ven Körner allerede i al Stilhed havde skaffet den ud af Verden. Just nu flammede Revolutionens Luer højt i Frankrig, og naturligvis blev en troende Frihedstilbeder, som Schiller, revet med. Men hans Begejstring for Revolutionen fik et haardt Stød ved Ludvig XVI’s Henrettelse, og det var alt andet end med Tilfredshed, han senere modtog Diplom som Æresborger i den franske Republik. Da han nu var bleven fri for paatvungent Arbejde og hævet over Pengesorger, benyttede han sin Reconvalescenstid til et Besøg i sit Barndomshjem for at gense sine Forældre. Her opholdt han sig nu ¾ Aar, opfriskede gamle Minder, gjorde Udkast til Tragedien »Wallenstein« og stiftede Bekendtskab med Forlæggeren Cotta. Hans Helbred var dog stadig skrøbeligt, han havde ofte Anfald af Brystkrampe og skjulte ikke for sig selv, at naar han ikke kunde genoptage sit faste Arbejde, vilde hans Fremtid, naar Understøttelsen holdt op, tegne sig meget mørk. Hans Breve til Körner fra denne Tid røber stor Modløshed.

Efter sin Hjemkomst til Jena, Juli 1794, var Schiller i høj Grad optaget af filosofiske og æstetiske Studier, navnlig gjorde Kant’s Værker stærkt Indtryk paa ham og satte Spor i Afhandlingen »Über den Grund unseres Vergnügens an tragischen Gegenständen« og »Über tragische Kunst« (1792). Dog frigjorde han sig fra Kant’s Paavirkning, i »Über Anmut und Würde«, »Briefe über die ästhetische Erziehung des Menschen« (1793) og »Über naive und sentimentale Dichtung« (1795–96). I denne Periode skrev Schiller ogsaa Anmeldelser af nye Bøger: Forbavsende er hans haarde og skaanselløse Omtale af Bürger, medens han samtidig overvurderer Matthisson’s klare Form. Hans Bekendtskab med Wilhelm von Humboldt og med Fichte bidrog til at uddybe Schiller’s Forstaaelse af filosofiske og æstetiske Problemer. Men betydningsfuldere blev det dog for ham, at han nu traadte i nærmere Forbindelse med Goethe. Snart sluttedes der et inderligt Venskab mellem disse to Mænd, og Schiller førtes fra Filosofi og Historie tilbage til Poesien. Sommeren og Efteraaret 1794 var optaget af Forberedelser til Udgivelsen af Tidsskriftet »Die Horen« (1795–96), til hvilket Schiller bl. a. havde sikret sig Medarbejdere som Goethe og Wilhelm von Humboldt, samt til »Musenalmanach« (5 Bd, 1795–1800). Med Goethe digtedes de bekendte »Xenien« (i »Musenalmanach (1797), rettede imod den smaalige og uforstaaende Kritik, som stadig havde ærgret Schiller og Goethe. Snart var begge indviklede i den store »Xenien«-Kamp, der længe gav Gny, og som tilintetgjorde mangen digterisk Filister i Publikums Omdømme. Schiller skrev nu nogle af sine ypperste Ballader, som »Der Taucher«, »Die Kraniche des Ibicus«, »Der Ring des Polykrates«, og Trilogien »Wallenstein«, paabegyndt 1791, fuldendtes 1799. »Wallenstein Lager« gik over Scenen i Weimar paa det ny Teaters Aabningsdag, 18. Oktober 1798, »Die Piccolomini« fulgte 30. Januar 1799 og »Wallenstein Tod« 20. April 1799. Bifaldet, som fra Begyndelsen af havde været lidt tilbageholdende, steg tilsidst til Begejstring. Det storslaaede Værk overvandt Publikums Træghed og Usikkerhed overfor det nye. Første Oplag udkom i Trykken Juni 1800, og allerede i August var de 3500 Eksemplarer udsolgt. Schiller, der havde af slaaet Tilbudet om en Ansættelse i Tübingen, fik nu Fritagelse for at holde Forelæsninger og besluttede under det forfriskende Indtryk af sin dramatiske Sejr at vie sig Arbejdet for det tyske Teaters Fremgang. Han opgav endog »Musenalmanache«, som havde skaffet ham saa stor Glæde ved det personlige Samarbejde med Goethe, og i hvis sidste Bind (1800) hans berømte Digt »Die Glocke« blev trykt. Han fuldendte 1800 Tragedien »Marie Stuart«. Schiller var allerede December 1799 flyttet til Weimar for at være Scenen og Goethe nærmere. Han fik sin Gage forhøjet til 400 Thlr. og virkede til Gengæld frivillig som Instruktør. Derpaa fuldendte han Oversættelsen af »Macbeth«. 1801 blev »Die Jungfrau von Orleans« 17. September opført første Gang i Leipzig under store Ovationer til den tilstedeværende Digter. Tragedien blev trykt 1802 og opført i Weimar 1803 efter Publikums bestemte Ønske. »Turandot«, en Bearbejdelse efter Gozzi, var allerede bleven opført tidligere samme Aar. I Slutningen af Aaret blev Schiller, vistnok paa Foranledning af Hertugen, ophøjet i Rigsadelen. Goethe’s »Iphigenie« og genoptagne græske Studier, navnlig af Aischylos, bevægede Schiller til i den antikiserende Tragedie »Die Braut von Messina« (1803) eller »Die feindliche Brüder« at genindføre det antikke Kor. Sørgespillet hævdede sin Virkning paa Scenen 19. Marts 1803 i Weimar, men selve Forsøget fandt ingen Efterlignere. Allerede tidligere havde Schiller faaet Ideen til at behandle Wilhelm Tell, et Emne, Goethe oprindeligt havde tænkt at udføre som Epos, men havde overladt ham. Schiller gav sig nu ivrig til at studere Schweiz’ Historie og dets Naturforhold, som han ikke kendte af Selvsyn, og han besluttede at skrive et Sørgespil med Tell som Titelperson. 1804 forelaa Stykket, det klareste og mest gennemarbejdede Værk i Schiller’s dramatiske Digtning, hans egentlige nationale Drama. Det udkom 1804 og opførtes første Gang i Weimar 17. Marts. Derefter følger af dramatiske Arbejder kun de to ufuldendte »Demetrius« og »Warbeck«. Efter en Rejse til Berlin i Foraaret 1804, hvor man forgæves havde søgt at faa ham til at blive, og hvor han blev modtaget ved Hoffet, vendte han syg hjem til Weimar. Det sidste Værk, han skabte, var »Die Huldigung der Künste« ved Arveprinsesse Marie Pavlovna’s Indtog. Efter den Tid var han bestandig syg og beskæftigede sig kun med Oversættelsen af Racine’s »Phædra«, samt førte »Demetrius« frem til 2. Akt.

9. Maj 1805 sov han stille hen og blev bisat i »Kassengewölbe« paa Skt Jakobskirkegaarden i Weimar. Natten mellem 11. og 12. Maj foranstaltedes der en kirkelig Sørgehøjtid. 16. September forherligede Goethe Vennens Minde paa Teatret ved en Epilog til »Die Glocke«. 1827 blev Schiller’s Kiste bragt til »Fürstengruft« i Weimar, hvor den staar ved Siden af Goethe’s og Storhertug Karl August’s. Schiller har forstaaet sit Folk, og dette har til Gengæld vist ham en varm og begejstret Forstaaelse. Han er Tysklands egentlige Nationaldigter, en ædel og fin Personlighed, i hvis Dramaer Frihedsfølelsen og Frihedslængslen har fundet sublime Udtryk, Han hævede sig over en snæver Nationalisme og vilde have, at samme Frihed skulde omslynge alle Nationer. Han er den tyske Digtnings Stolthed, og den Beundring, der vises ham, deles af hele Verden.

Af samlede Udgaver af Schiller’s Værker kan her kun nævnes: »Gesamtausgabe« ved Körner (12 Bd, 1812–15 og mange senere hos Cotta; Goedeke, »Chronologisch geordnete, hist.-kritische Ausgabe« (17 Bd, 1868–76), og Hempel’s Udg. ved W. v. Maltzahn (16 Bd); desuden Supplementerne: Boas, »Nachträge zu Schiller’s Werken« (3 Bd, ny Udg. 1853); Hoffmeister, »Nachlese zu Schiller’s sämtliche Werken und Variantensammlung« (4 Bd, 1840–41). Af nyere Udgaver maa nævnes: Kutscher’s (15 Bd, 1908), Bellermann’s (14 Bd, 1895–97), Sækularudgaven hos Cotta ved Ed. v. d. Hellen (16 Bd, 1904–05), »Grosshérzog Wilh. Ernst Ausg.« ved Köster og Hecker (6 Bd, 1905–06), Güntter’s og Wetkowski’s Udgave (20 Bd, 1910), »Horen«-Ausgabe (16 Bd, 1911). Af Brevsamlinger kan især fremhæves Fritz Jonas, »Schiller’s Briefe, kritische Gesamtausgabe« [7 Bd med Register, 1892–96]; »Der junge Schiller’s Briefe«, udg. af Hecker [1899].

Af de mange biografiske Skrifter skal her kun fremhæves: Karoline v. Wolzogen [2 Bd, 6. Opl. 1884]; Carlyle [London 1825, oversat paa Tysk 1883]; Goedeke, »Goethe und Schiller« [2. Opl. 1859]; Scherr [4. Opl. 1865]; Düntzer [1881]; Hepp [1885];. Wychgram [1895]; Palleske, »Schiller« [16. Opl., 1906]; Weltrich, »Schiller« [1899]; Otto Brahm, »Schiller« [2 Bd, 1888–92]; Minor, »Schiller« [2 Bd, 1890]; Harnack, »Schiller« [1898]; Bellermann, »Schiller« [1901]; Kühnemann, »Schiller« [1905]; Karl Berger, »Schiller« [2 Bd, 1905–09].