Henrik Pontoppidan (1857–1943)

Pontoppidan, Henrik, f. 1857, Forfatter. F. 24. Juli 1857 i Fredericia.

Den bevidste Del af Pontoppidans Barndom og Drengeaar forløb i Randers, hvor Faderen, en høj og streng og godhjertet Mand, var Præst fra 1863. Erindringer fra denne Tid, gennemgaaende ikke meget lyse, findes foruden i hans Selvbiografi i Romanerne »Minder« og »Lykke-Per«. 1873 tog han Realeksamen, 1877 første Del af Ingeniøreksamen, 1879 trak han sig tilbage fra anden Del af denne Eksamen, da hans Valg med Hensyn til Livsopgave var truffet. Minder fra Studietiden træffes i »Lykke-Per«. Senere har han prist sig lykkelig ved ikke at være kommet ind i nogen fast Stilling. Straks efter at have afbrudt Studierne tog han til sin Broder Morten Pontoppidan, der havde grundlagt en Højskole i Frerslev ved Hillerød. Her virkede han som Lærer i Naturfagene og forfattede sin Fortælling »Kirkeskuden«, som han indsendte til Ugebladet »Ude og Hjemme«, men fik returneret for dens ikke tilstrækkelig ærbødige Skildring af et Præstehjem. Om Sommeren 1880 aftjente han sin Værnepligt ved Ingeniørkorpset. Til Mikkelsdag vendte han tilbage til Broderen, der imens havde nyttet sin Skole til Hjørlunde. Han fortsatte sit Arbejde som Lærer og digtede i Fristunder. I Sept. 1881 debuterede han i »Ude og Hjemme« med Fortællingen »Et Endeligt«, og i November samme Aar udkom Samlingen »Stækkede Vinger«. Den indeholdt foruden de to nævnte Fortællinger to andre: »Efter Ballet« og »Tête à tête«. For Honoraret for denne Bog giftede han sig med en Gaardmandsdatter fra Østby paa den anden Side af Fjorden. Forholdet til Højskolen opløstes efter et Par Aars Forløb, men Pontoppidan blev boende i Hjørlunde til 1884, da han nyttede til Østby med sin Hustru og sine to smaa Piger. 1886 lejede han »Slottet« i Havreholm nær Hornbæk. Under sit første Ægteskab var Pontoppidan lidet fastboende; han færdedes meget paa Rejser i Ind- og Udland (Ancker’ske Legat 1890). Fra Nov. 1887 til Juli 1889 var han Medarbejder ved »Politiken«, hvori han skrev Causerier (»Enetaler«) og Teateranmeldelser, fra Juli samme Aar til December 1891 skrev han flittigt i »Kjøbenhavns Børstidende«, mest under Mærket »Urbanus«. Nogle ret harmløse Artikler, som var offentliggjort i dette Blad, paadrog dets Redaktør, Ernst Brandes, en Proces og en Bøde for Blasfemi; Pontoppidan telegraferede fra Berlin: »Ansvaret er mit« — og mistede en ganske lille Forfatterunderstøttelse, han havde opnaaet.

Pontoppidan er i sit Forfatterskabs første Periode Novellisten. Allerede »Kirkeskuden« (stærkt omarbejdet Nyudgave 1897) røbede hans Hemmelighed, at kunne sammentrænge et stort, konfliktrigt Motiv i en meget begrænset og pointeret Form. Fortællingen handler om Taterkvindens Søn, en Fattighusdreng, der opdrages i Præstegaarden hos en rar og naiv Præst, som lader sig tage ved Næsen af Menigheden. Drengen keder sig i Præstegaarden og revolterer sig mod dens Forkyndelse. Han tager en Slags symbolsk Hævn ved at røve en fuldrigget Skibsmodel, der hænger i Kirken, og sætte Skuden til Søs. Den gaar til Bunds. Til Straf bliver han selv sendt til Søs, hans Skib gaar ogsaa under og man tror ham forlist. Præsten tager sin Død herover; ved hans Begravelse kommer den forlorne Plejesøn tilbage og gaar i sig selv. Motiver som Oprøret imod Præstegaarden, den urolige Søn imod Hjemmets Disciplin, Bøndernes lavpandede Realisme imod Præstens luftige Idealisme vender siden tilbage i Pontoppidans Digtning. Pontoppidan optraadte i disse Aar som Medbejler til Schandorph i Almuefortællingens Kunst, han virkede paa een Gang ved sine mørkere Farver og ved sin mere alsidige Belysning af Problemerne. Parallelt med Schandorphs Digtning løber ogsaa Pontoppidans første større Novelle, »Sandinge Menighed« (1883, meget ændret Udgave 1903), en bitter Beretning om en Landsbypige, som optages i et religiøst-politisk indflydelsesrigt Hovedstadshjem og udsættes for Sønnens Forførelse. Bogen indeholder Pontoppidans første Kritik af den danske Højskole; han tager ligesom Parti for Bondematerialismen imod den i hans Øjne utrygge Løftelse hos Grundtvigianerne og det politiske Venstre. — »Landsbybilleder« (s. A.), en Samling Smaaskitser, fortsætter i det samme Spor. Det er Novelletter af en anstrengt Verisme, pebrede af Ironi over Købstadssentimentaliteten, Historier om Bondekonen, der sværger falsk for Arvens Skyld, om Hegnsmandens smukke Datter, der til Forargelse for Præstegaardens Folk bortgives til den ældre, vanskabte, men velsituerede Morten Pers, om Gaardmandssønnen, der lokker Tjenestepigen o. lign. I »Fra Hytterne« (1887) spilles paa de samme Strenge, men blødere. Her er den mesterlige Fortælling om de to gamle, der har lagt noget til Side, saa de kunde unde sig lidt Hvile, men overhales af Sygdommen, Historien om den lille uægtefødte, hvis Knogler skal flyttes fra Kirkegaarden for den rige Gaardmands, om dyb Elendighed spejlet i smaa Træk. — Samlingen »Skyer« (1890) skildrer Danmark under Provisoriet, med rigelig Satire over den afmægtige og forsigtige passive Modstand. Brillante er især »Hum Galgebakke«, om Vandreren, som har været med til de rigtige Revolutioner og forherliger Krapylet, »Den første Gendarm« (yderst spydig), »Tro til Døden«, om den gamle Bondemand, der lader sig slæbe til Valgstedet og udaander som Vidne til en Spaltning afhans Parti, »Et Offer«, en Historie om en Overløber. — I disse Samlinger stod Pontoppidan paa den naturalistiske Skoles Grund. Men han kunde ikke forblive upaavirket af den i disse Aar opblussende Nyromantik. Det ses afen Samling ironiske Eventyr, »Krøniker« (1890). Den parabel- eller legendeagtige Tone falder ikke Pontoppidan helt fremmed, han var altid noget af en Læredigter. I nogle af Historierne har Pontoppidan benyttet danske Folkesagn, andre er selvopfundne. Bogen indeholder smaa Mesterstykker af Underfundighed som »Den stærke Skrædder«, »Svend Morgendug«, »Menneskenes Børn«. Nogle af Samlingens bedste Stykker er tilføjede senere: »Naar Vildgæssene trækker forbi« (1897), om Stuemennesket, som sættes i Uro ved sin Ven Felix’ Flugt ud i Eventyret, og »Ørneflugt« (1894), et bittert Eventyr om stækkede Vinger, med Rette eller Urette anset for et Symbol paa hele Pontoppidans Digtning.

Ved Siden af Smaahistorierne skrev Pontoppidan i disse Aar ogsaa en Række større Noveller eller »smaa Romaner«, som han gerne kaldte dem: »Ung Elskov« (1885), en Landsbyhistorie over et Motiv, Pontoppidan flere Gange har benyttet; »Mimoser« (1886), en vittig, satirisk Fortælling om Ægteskab og Sædelighed; »Isbjørnen« (1887), en af Pontoppidans mange Fortællinger om Originaler og Særlinge, en morsom Forberedelse til Romanen om det forjættede Land; »Spøgelser« (1888), en dybsindig-paradoksal Historie om de to Jeg’er i Mennesket, det naturlige og det paatvungne; »Natur« (1890) indeholder to Fortællinger: »Vildt«, der ligeledes bebuder hans kommende store Roman ved sin Satire over Københavnerens mislykkede Natursværmeri, og »En Bonde«, et kraftigt Billede af Landboens primitive Følelse for Jorden og Kamp for Ejendommen.

Hovedværket i Pontoppidans Ungdomsdigtning er Romanen »Det forjættede Land«, der udkom i tre Dele 1891–95. Første Del, »Muld« (til Dels under Titlen »Ungdom« trykt i »Husvennen« 1890), foregaar 1877–78 og har Tilknytning til »Sandinge Menighed«; Tidsbilledet er stærkere udført end i Pontoppidans andre Bøger. Anden Del, »Det forjættede Land«, foregaar 1885 og tredie, »Dommens Dag«, 1887. Det er en Fortælling om en københavnsk Borgersøn, som er rigt aandeligt bevæget og føler Trang til at forkynde Ordet i en Landsbymenighed. Han sværmer for Naturen og Bonden, føler sig først vel tilpas blandt sine Sognebørn, ægter en Bondepige, prøver selv at leve som en Bonde. Men han kæntrer over for Landbefolkningens Materialisme. Han maa forlade Menighed og Hustru, føler sig selv forladt af Gud og som i de dødes Rige. Efter halvandet Aars Ensomhed vender han tilbage til Sognet for at tale som Bodsprædikant, men dør i et Anfald af Sindsforvirring. Bogen er rig paa interessante Bipersoner: den gamle Provst Tønnesen, den verdslige »Pater Rudesheimer«, den uhyggelige Væver Hansen, især vellykkede er vistnok Kvinderne, navnlig den ordknappe Hansine og den livlige, skeptiske Frk. Ragnhild. Pontoppidans Opfattelse af Helten vakler mellem Medfølelse med Martyren og Spot over Fantasten. Dybsindigt har han gjort Hjemløshedsfølelsen til sin Emanuels herskende Egenskab. Bogen afdækkede for Samtiden det religiøse Grundlag for Pontoppidans Digtning.

Fra de første Aar af Pontoppidans nye Liv stammer fire mindre, meget betydelige Fiktionsværker: »Minder« (1893), »Nattevagt« (1894), »Den gamle Adam« (samme Aar) og »Højsang« (1896). Fælles for dem er Drøftelsen af Lidenskabens Ret. Stilistisk betegner de en Udvikling imod det gennemsigtige, forstandsklare Foredrag, som passer bedst for Pontoppidan

Sit Hovedværk, Personlighedsromanen »Lykke-Per«, udgav Pontoppidan i otte Bind 1898–1904. Det er atter et hjemløst Menneskes Historie, en penibelt sanddru Skildring af en Fantast, som føler sig kaldet til store praktiske Bedrifter og ender med at have reddet sig ud af Ærgerrighedens Blændværk, kun med det religiøse Sind i Behold. Helten er en fattig Præstesøn fra Jylland, paa Kant med Barndomshjemmet og Slægten. Han kommer til Kbh. for at studere ved Polyteknisk Læreanstalt. Han bor hos nogle gamle Mennesker i Nyboder, hvor han oplever sin første Kærlighedshistorie. Hans Tid gaar med Udarbejdelsen af et stort Kanalprojekt og et muntert Liv blandt farlige Venner og farligere Veninder. En Tid er han sunket ret dybt i Gæld, hvorfra han dog udfries ved en lille Arv, der tilfalder ham efter en Original blandt hans Venner. En Vending i hans Skæbne opstaar, da han indføres i en rig jødisk Grosserers Hus og forelsker sig først i den yngre, siden, halvt modstræbende, i den ældre Datter, den ejendommelige, dybsindige Jakobe. Med hende forlover han sig, dog nærmest for at faa Penge til sit store Værk. Han begiver sig paa en fleraarig Udenlandsrejse. I Berlin modtager han Meddelelse om, at hans Fader ligger for Døden. Han rejser modvillig hjem og bliver i Dødsnatten og ved Begravelsen religiøst anfægtet. De hemmelige Tanker følger ham under et Vinterophold i en lille Bjergby. Men hans forlovede rejser ned til ham og fordriver Dødsskyggerne. Hans Følelser for hende holder dog ikke Stand; i Rom føler han sig atter tiltrukken af den yngre, mere verdslige Søster. Han mener, at Jakobe ikke kan byde ham et lykkeligt Hjem. Efter sin Hjemkomst trodser han det Konsortium, der er stiftet til at fremme hans Projekt. Han træffer Venner fra tidligere Tid, forstaar bedre deres Natur end Jødernes Skarphed, Ensidighed og Dyrkelse af Guldkalven. I Bogens vigtigste Afsnit gaar Helten mellem to Sfærer, et Selskab af jødiske Pengemænd og en Villa, hvor unge Piger synger Aftensang. Han skal rejse til Amerika for at udvide sine Kundskaber. Da erfarer han sin Moders Død, ser fra et Kafévindue hendes Kiste blive bragt om Bord paa et Skib, følger den som en Æresvagt. Det er hans anden religiøse Kaldelse; han var opfyldt af Tilværelsens Isøde, da han saa Kisten, men i Nattens Løb forvandles han ved Tanken om den fattige Præstekones Lidelse og Storhed, »mod hvilken selv en Cæsars kongelige Vælde nu syntes ham ringe«. I Jylland kommer han helt bort fra sin tidligere Tankeverden. Han indfanges af en betydelig Præst, der forkynder en lys Kristen dom, hvori Per tror han kan finde Hvile. Nu sender han Jakobe sit Opsigelsesbrev og lader sit Projekt falde. Han tager Landmaalereksamen i Kbh., ægter Præstens Datter Inge og slaar sig ned med hende i en Stationsby. De faar flere Børn, men ingen Lykke. Hans Livskreds indsnævres bestandig, jo mere han faar Udsigt til Fred i Livet. Han begynder at interessere sig for Pietisterne, nærmer sig den gale Pastor Fjaltring, som hævder, at kun Lidelsen kan kalde det aandelige frem i Mennesket. Til sidst forlader han ogsaa Hustru og Børn og lever Resten af sit Liv som Vejassistent i en afsides Egn, hvor han dør, ensom men rig, fordi han har fundet Skatten. Værket, som tænkes at foregaa mellem Pontoppidans jævnaldrende, er fra Ende til anden en omvendt »Adam Homo«.

Imellem »Lykke-Per« og den følgende store Roman udsendte Pontoppidan en Række mindre Bøger. I »Lille Rødhætte« (1900, dramatiseret i Samarbejde med Hjalmar Bergstrøm som »Thora van Deken« 1914) digter han om Skilsmissens nedbrydende Betydning. I »Det ideale Hjem« (1900) hævdes det, at Børnene bør følge Moderen; bedst i Bogen er Skildringen af Mandens Hjemløshed. »Det store Spøgelse« (1902, i Bogform 1907) handler om et Pontoppidansk Yndlingsmotiv, den urimelige Syndsbevidsthed. »Den kongelige Gæst« (1902, i Bogform 1908) varierer Temaet om den store Lidenskabs Flugt forbi det ængstede Gennemsnitsmenneskes undrende Blikke. »Borgmester Hoeck og hans Hustru« (1903, i Bogform 1905) er en Historie om en Selvplager, som en Studie over Lykke-Pers Slægt. »Hans Kvast og Melusine« (1907) er en Satire over Kunstneregoisme og et Angreb paa den nyromantiske Retning. Et Par Skuespil genoptager Motiver fra Novellerne. »De vilde Fugle« (1902) dramatiserer »Højsang«. »Asgaardsrejen« (1906) hænger nøje sammen med »Nattevagt«.

Pontoppidans Hovedværk fra de ældre Aar er Romanen »De Dødes Rige« (I-V, 1912–16), egentlig nærmest et kunstfærdigt komponeret religiøst Læredigt i Prosa, fuldt af Livsvisdom og Symbolik. Ogsaa paa Tidsbilledet (omkring 1910) er der lagt megen Vægt. Den skildrer to ædle og fine Naturers Abdikation over for Livet, Væsener, hvis Evne til at elske og tro er undergravet. Begge Hovedpersoner er udført med dybt Perspektiv, Torben med hans Noblesse og Mysticisme og ulykkelige Sværmeri, Jytte, der drager Mændene til sig, men hvis Kærlighed kun kan blive til Skinsyge. I Midten afBilledet er anbragt politiske Personligheder: Enslev, en Blanding af Hørup og Georg Brandes, hans Modpart Tyrstrup, digtet over J. C. Christensen, Redaktøren Samuelsen, en Karikatur af Henrik Cavling. Mærkelige Skikkelser er den gamle Ministerfrue med den ranke Ryg, sørgende over Børnenes Afmagt, den fjollede Jægermester, Parvenufamilien Søgaard, Vandrepræsten Mads Vestrup. Omkring det hele udspilles en sælsom medicinsk Komedie, mellem Dyrkerne af det »Wellerske« (ↄ: Müllerske) System, den officielle Medicins Kapaciteter og Tilhængerne af Naturhelbredelse. Værket er som en Helhed betragtet et af den danske Litteraturs dybeste; ved sin Forening af den religiøse Erfaring af Tilværelsens Intethed og den moralske Oplevelse af dens Værdiløshed staar det næsten ene i de nordiske Litteraturer og bringer som et Pust af Østens fjerne Visdom. Dets nøgne, tørre Stil minder om Goethes Alderdomsprosa.

Efter dette Hovedværk, en tung, moden Frugt af Livserfaring, Tvivl og Tro, har Pontoppidan udgivet to smaa Romaner. »Et Kærlighedseventyr« (1918) foregaar paa den indre Scene og fortsætter den gamle Debat i Pontoppidans Sind om den individuelle Lidenskabs Ret og Værd. Den bringer en Hyldest til den kvindelige Kærlighed som Livsmagt og næsten som Evangelium: »I Blinde havde han fundet hen til Allivets Kilde, havde drukket af Urvældet, som det brød frem fra Kvindehjertets Dyb til Husvalelse for alle ensomme og besværede i denne trøstesløse Verden«. I »Mands Himmerig« (1927) genoptages et Motiv, som allerede var udspillet i »Nattevagt«, den hensynsløse Villies Tragedie; Pontoppidan har altid foragtet Kompromisets Aand. Hans sidste Værk er en meget dybtgaaende og grundig Selvbiografi, hvoraf hidtil fire Bøger er fremkomne: »Drengeaar« (1933), »Hamskifte« (1936), »Arv og Gæld« (1938), »Familjeliv« (1940). Det er et Erindringsværk, bringer mere Digterens indre Historie end hans Mellemværende med samtidige.

Pontoppidan er en af sin Tidsalders store og væsentlige Forfattere. Hele hans Digtning er moralsk; han fremstiller altid sine Skikkelser i Belysning af, hvad de dur ved deres Arbejde, Konsekvens og Tro. Selv er han ikke løbet fra sine Forudsætninger, den lutherske Præstegaards alvorsfulde Livsbelysning. Med Aarene er det præstelige Træk slaaet igennem hos ham: stigende Aandsdyrkelse, stadig mere levende Forkyndelse af den personlige Værdi. Hans Forfatterskab er i en eminent Grad nationalt; som en bekymret Læge sidder han ved Sygesengen og følger den moderne Krise i Folkets Sjæleliv. Ved sin Form ligner han Paludan-Müller og Goldschmidt, den sobre og saglige Stils Mestere.

Pontoppidan har skrevet nogle faa Digte, især med et epigrammatisk eller didaktisk Sving, enkelte meget vægtige.