Johann Wolfgang von Goethe (1749–1832)

Goethe [’gø:tə], Johann Wolfgang von (1749–1832), ty. digter. F. i et velstående hjem i Frankfurt a. M. I Leipzig (1765–68) dyrkede G tidens rokokokunst, men oplevede i Strasbourg (1770–71) under påvirkning af Herder sit store digteriske gennembrud. I de følg. Frankfurt-år udfoldede G en forbløffende skaberkraft i intens kontakt med livet (Charlotte Buff, Lili Schönemann). Den første periode i Weimar (1775–86), hvor G trådte i statens tjeneste, betød en berigelse i livskunst, men var fattig på digtning. Med sydlandsk frihedsfølelse oplevede G Ital. 1786–88. Årene derefter var G ret ensom i Weimar, hvor han dog sluttelig blev et centrum for eur. åndsliv. Med sin frodige, vitale, spændingsrige natur fornyede han sig endnu som gl., især ad erotisk vej. G-s Sturm und Drang og titanisme fandt udtryk i dityrambiske hymner, i frihedsdramaer (Götz von Berlichingen 1771, 1773) og i den typeprægede sjæleroman Die Leiden des jungen Werthers (1774). Den klassiske humanitetsidé afspejles i den reneste form i dramaet Iphigénie (1787), dæmpet i diktionen ligesom Tasso (1790). G-s kunstverden spænder nu fra det klassisk-sanselige (Römische Elegien 1788) over imitationen af det ty. borgerlige (eposet Hermann und Dorothea, 1797) til det østerlandske (digtsaml. West-östlicher Diwan, 1819). Mættet af livsvisdom er romanen om Wilhelm Meister (sluttet 1829) og dramaet om Faust (sluttet 1831), hvor et folkeligt kristeligt motiv er omformet efter G-s panteistiske livssyn, der også farver hans naturvidensk. studier.