Ugo Foscolo (1778–1827)

Foscolo, Ugo, italiensk Digter, født 6. Februar 1778 paa Øen Zakyntho, død 10. September 1827 i Turnham Green ved London. Han blev tidlig faderløs, og Moderen bosatte sig for hans Uddannelses Skyld i Venedig, der den Gang ejede Zakyntho. Her studerede han de græske og latinske Klassikere og læste med Begejstring Alfieri’s Tragedier. I Padua fulgte han Cesarotti’s Forelæsninger og begyndte tidlig selv at skrive Digte. 1797 fik han Tragedien Tieste opført i Venedig, men maatte samme Aar forlade Byen, faldet i Unaade paa Grund af sine demokratiske Ideer. Han rejste til Bologna, hvor han indtraadte som Frivillig i den cisalpinske Legion. Til Bonaparte sluttede han sig straks entusiastisk og skrev til ham Oden Bonaparte liberatore, som han sendte ham fra det belejrede Genua, ledsaget af et Brev, hvori han opfordrede ham til at rense sig for Skændselen ved Campoformio og komme det betrængte Italien til Hjælp. Langt betydeligere i digterisk Henseende er dog Oden til Luigia Pallavicini, der kom omtrent samtidig. Efter et kortere Ophold i Firenze boede Foscolo nogen Tid i Milano. Meget lidenskabelig, som han var, havde han her forskellige Elskovseventyr, der for en Del har givet ham Stof til hans berømte Roman Le ultime lettere di Jacopo Ortis (1802), skrevet i Brevform og handlende om en ung Mand, der skuffet i alle sine Idealer til sidst drives til Selvmord. Romanen er paa mange Punkter en Efterligning af Goethe’s »Werther«, men forskellig derfra ved sin stærkt patriotiske Tendens. I nogle Aar var Foscolo som Kaptajn med de italienske Tropper, som laa ved den nordfranske Kyst. Da han atter var vendt tilbage til Milano, skrev han der 1806–07 sit Hovedværk I Sepolcri i rimløse Jamber. Den ydre Anledning til Digtet var de i Italien og Frankrig nylig komne Lovbestemmelser om, at ingen mere maatte bisættes i selve Byerne, men at alle, Høje og Lave, Berømte og Ukendte, skulde begraves paa de offentlige Kirkegaarde uden for Byerne, i Grave af ens Størrelse og Udseende. I pompøse og smukke Vers hævder nu Foscolo, at Mindesmærker, som ikke gavner de Døde, har stor Bet. for Menneskeslægten. Han mindes Parini, hvis Grav allerede er glemt og forsømt, opfordrer sine Landsmænd til at hædre deres store Mænd ved at værne om deres Grave, og han synger begejstret Santa Croce’s, Firenzes Pantheons, Pris. 1808 blev han ved Cerretti’s Død ansat som Professor i Veltalenhed i Pavia. Her holdt han Januar 1809 sin berømte Indledningsforelæsning Dell’origine e dell’ufficio della letteratura, men for øvrigt var hans Stilling kun af kort Varighed, da Lærestolen samme Aar blev inddraget. Ved sin retliniede og stolte, men heftige og lidenskabelige Karakter skaffede Foscolo sig mange Fjender. Mellem ham og hans tidligere Ven Vincenzo Monti kom det saaledes til et voldsomt Brud. Hans Sværmeri for Bonaparte var veget Pladsen for Had til det kejserlige Despoti, og da 1811 hans Tragedie Aiace blev opført i Milano, beskyldte hans Modstandere ham for deri at være kommet med politiske Hentydninger til Napoleon. Stykket blev forbudt, og Foscolo selv maatte forlade Byen. Han levede nu et Aar i Firenze, hvor han boede paa den skønne Villa Bellosquardo hos Komtesse d’Albany, Alfieri’s Elskede. Her paabegyndte han, begejstret over Canova’s Gruppe »Gratierne«, sit Digt Delle Grazie, som han dog aldrig fik fuldendt. Under Rejsningen mod Napoleon efter Slaget ved Leipzig meldte Foscolo sig atter til Tjeneste i den norditalienske Hær; men da han efter Østerrigernes Indtog 1814 ikke vilde aflægge Ed til den ny Regering, flygtede han til Schweiz. Her skrev han under Pseudonymet Didimo Chierico paa Latin Hypercalypsis, en skarp Satire mod de samtidige italienske Litterater. 1816 rejste han til England, hvor han fik en god Modtagelse og vakte stor Opsigt ved sine Forelæsninger og Skrifter. Han skrev og udgav her flere betydelige kritiske Arbejder om Dante (Discorso sul testo della Divina commedia), Petrarca og Boccaccio. Hans Liv i England var sørgeligt. Han levede over Evne, gjorde Gæld og maatte i sine sidste Aar ernære sig ved Undervisning, Tidsskriftsartikler o. s. v. Han døde i Turnham Green 1827 og blev begravet der, men 1871 blev hans jordiske Rester ført til Italien og bisat i Santa Croce i Firenze. Af hans samlede Værker og Korrespondancer udkom en Udgave i 11 Bd ved F. S. Orlandini og E. Mayer (Firenze 1850–62, med Supplementsbind ved G. Chiarini 1890), Digtene bl. a. ved G. Chiarini (1890), Liriche scelte, i Sepolcri e le Grazie, kommenteret af S. Ferrari (Firenze 1891), Le ultime lettere di J. Ortis ved A. Martinetti og C. Anton Traversi (Saluzzo 1887).

F. de Sanctis, U. F. i Nuovi saggi critici [Neapel 1888]; G. Chiarini, La vita di U. F. [Firenze 1910] o. fl..