Alfieri, Vittorio, italiensk Digter, født i Asti i Piemont 17. Januar 1749 af en rig, adelig Familie, død 8. Oktober 1803 i Firenze; Faderen, Antonio Alfieri døde Aaret efter Vittorio’s Fødsel. Sønnen viste allerede som Barn en heftig og melankolsk Karakter, han var sygelig, og hans Opdragelse forsømtes; den Undervisning, han fik ved »Akademiet« i Turin, duede ikke meget, og hans Stivsind skaffede ham mange haarde Timer. 1766 begyndte han en Række Rejser, først til Italiens vigtigste Byer, derpaa omkring i Europas forskellige Lande: Frankrig, Holland, England. Tyskland, de skandinaviske Lande, Rusland, Spanien og Portugal, iagttagende og modtagende Indtryk. Undertiden førte han et temmelig vildt Liv paa disse Rejser, og en Kærlighedshistorie med en gift Kone i London og en Duel med hendes Mand vakte Skandale. England og Holland tiltalte ham mest, men Frankrigs Hovedstad forekom ham som en »stor Kloak«; den »filosofiske Klytemnestra’s« (Katharina II’s) Rusland fyldte ham med Afsky, og det samme var Tilfældet med Frederik II’s Militærstat, medens Opholdet i Danmark var ham meget behageligt, efter at han havde forladt »den preussiske Kaserne«. Alfieri’s Karakter udvikledes efterhaanden i Retning af Fasthed og Stolthed, og lidenskabeligt Had til al Despotisme blev et fremtrædende Træk hos ham. Hans Ærgerrighed vaagnede, han skammede sig over sin Uvidenhed og kastede sig over Studiet af Latin, den nyere filosofiske og poetiske Litteratur, men navnlig Italiens klassiske Digtning. Hidtil havde han nemlig kun talt Fransk og en norditaliensk Dialekt, men nu fra sit 25. Aar vilde han rigtig italienisere sig, især ved at omgaas med Toskanere; thi i Toskana taltes det bedste Italiensk. Men hvad der især (fra 1777) gav hans Liv en helt ny Retning, var hans dybe Kærlighed til Grevinde Louise Albany, født Stolberg, gift med den fordrukne og brutale »Prætendent« Karl Edvard Stuart. Fra de tre Aar, han opholdt sig i Firenze, hvor Grevinden boede, daterer en stor Del af hans Tragedier sig. 1780 opnaaedes Skilsmisse mellem Stuart og hans Gemalinde; nogle Aar efter mødtes hun og Alfieri i Elsass, og de levede sammen lige til hans Død, dels paa Rejser, dels i Firenze. Alfieri saa i Paris Begyndelsen af den store Revolution; men dens Udskejelser, for hvilke han nær selv var blevet et Offer 1792, var hans idealistiske, aristokratiske Republikanisme i højeste Grad imod, og da han var sluppet bort fra den »tragiske Farce«, skrev han en Bog imod Franskmændene og Revolutionen med Titlen Il Misogallo. Fra 1795 dyrkede han med stor Energi det græske Sprog, uden Lærer; men hans i Forvejen ikke stærke Helbred blev helt opslidt af dette Arbejde. Efter to Gange at have set de forhadte Franskmænd i Firenze døde han i denne By.
Alfieri er først og fremmest Tragediedigter, og det Italiens ypperste. Han vilde ved sine Værker udrive sit Folk af dets Døs og Blødagtighed, og der er et Præg af Højhed og imponerende Alvor i hans Digtning med dens knappe Form og kraftige jambiske Vers; men i sin Stræben efter at undgaa Sentimentalitet og poetisk Glimmer bliver han ofte tør og knudret, og han har selv maattet indrømme, at Virkningen af hans Dramaer skades ved iøjnefaldende Ensformighed i Emner og Behandling. De bedste er vel: Ottavia, Timoleone, Mirra, Alceste, Bruto, Merope, Virginia, Saul og Abel, hvilken sidste kaldes Tramelogedia ɔ: lyrisk Tragedie, idet der gøres Forskel paa de overjordiske Personer, der optræder syngende, medens Stykkets jordiske Personer kun taler. Alfieri’s 6 Komedier er ikke heldige. Hans poetiske Værker bestaar desuden af episke og lyriske Digte og Satirer. Blandt hans prosaiske Arbejder kan mærkes Della tirannide og Del principe e delle lettere, men især hans overordentlig interessante Memoirer (Vita, udgivet 1804), hvori han uforbeholdent lægger sit eget Selv for Dagen. Dertil kommer Dagbøger og Brevsamlinger. Han har oversat ikke lidt fra Græsk og Latin, navnlig Sallust (London 1804). Alfieri’s Tragedier udkom 1788–89 hos Didot (Paris 6 Bind); senere er de udgivne mangfoldige Gange og oversatte paa Fransk, Tysk og Engelsk. Hans samlede Værker udgaves først i Pisa 1806–15 af Grevinde Albany. En senere Udgave af hans samlede Værker, 11 Bd, Turin 1903.
Litteratur:
Teza, Vita, giornali, lettere di Alfieri [Firenze 1861]; E. Bertana, Vittorio Alfieri studiato nella vita, nel pensiero e nell’ arte [Turin 1902]: G. Bustico, Bibliografia di Vittorio Alfieri [Salò 1907].
(E. G.) E. M-r. in Salmonsens konversationsleksikon, 2. udg., 1915–1930, Bd. I, pp. 485–486.