Peter Faber (1810–77)

Faber, Peter (døbt Peder) Christian Frederik, 1810–77, Telegrafdirektør og Forfatter. Født 7. Okt. 1810 i Kbh. (Helligg.), d. 25. April 1877 sst. (Helligg.), begr. sst. (Ass.). Forældre: Klejnsmedemester Rasmus Hjort Faber (1764–1848) og Ane Margrethe Westphal (ca. 1768–1831). Gift 5. Nov. 1844 paa Frbg. med Frantzine Petrine Eibye, f. 25. Marts 1814 i Odense, d. 22. Marts 1902 paa Frbg., D. af Smedemester Niels Pedersen E. (ca. 1765–1844) og Cathrine Marie Hansdatter (Lindegaard).

Faber blev Student 1827 fra v. Westens Institut; han deltog meget i Studenterlivet, ogsaa efter at han 1840 var blevet polyteknisk Kandidat i anvendt Naturvidenskab, og medens han boede paa Borchs Kollegium 1841–44. Han var i disse Aar beskæftiget med de af Selskabet for Naturlærens Udbredelse foranstaltede Fremvisninger, særlig vedrørende Galvanismens Anvendelse i Industriens Tjeneste (Galvanoplastik og Forgyldning), og rejste 1842–43 med Støtte af det Reiersen’ske Fond og det Thott’ske Legat til Udlandet for at studere disse Forhold, bl. a. til Brug for Generalstabens Kortarbejder. Efter sin Hjemkomst blev han konstitueret som Fuldmægtig ved Mønten; 1843 blev han Inspektionsskriver, 1845 Inspektør ved Polyteknisk Læreanstalt og 1851 Justermester i Kbh. 1852 blev han, som særlig egnet for denne Virksomhed, udset til og konstitueret som »administrerende Direktør for den electromagnetiske Telegraphlinie«, der i Henhold til Lov af 17. Marts 1852 skulde anlægges fra Helsingør over Kbh.-Fredericia til Hamburg, og 1853 blev han endelig udnævnt til Telegrafdirektør. Medens han ikke havde Ledelsen af selve Ledningens Anlæg, som blev foretaget af Ingeniørkorpset, var han meget interesseret i og overordentlig virksom med Hensyn til Organisationen af Telegraftjenesten og Personalets Oplæring. Den første Stab af Telegrafmænd var — som det kun var naturligt — noget tilfældigt sammensat, og over for disse Folk, af hvilke en Del allerede var noget til Aars ved Antagelsen og havde prøvet Livet under andre Forhold, var Faber en god Chef, fordi han efter sit Livssyn var forstaaende og hjælpsom, selv om hans ydre Optræden kunde tyde paa det modsatte. Stillingen som Telegrafdirektør blev hans Slutstilling, dels fordi han havde Interesse for denne nye tekniske Virksomhed og for Uddannelsen inden for dette specielle Omraade, og dels fordi han trods alt hyggede sig imellem sine Arbejdsfæller, vandt deres Tillid og stillede sig forstaaende over for de Vanskeligheder, som ret naturligt fulgte med at skulle tilpasse et ikke teknisk uddannet Personale med en udpræget teknisk Virksomhed. I de ca. 23 Aar, Faber var Chef for Telegrafetaten, voksede Antallet af Telegrafstationer fra otte til ca. 100, og Ledningslængden blev ti Gange saa stor. Det økonomiske Resultat var i hans Embedstid tilfredsstillende, bortset fra Perioden 1863–70, hvor Krigstidens Virkninger sporedes. Som Tekniker tog han Initiativet til at bruge imprægnerede Telegrafstænger, som bedre kunde modstaa Vejrligets Indflydelse, og han lod hos Bing & Grøndahl fabrikere den Porcelænsisolator, som nu — om end i forbedret Form — ses overalt, hvor elektriske Ledninger føres frem over Jorden; paa disse Felter var Faber banebrydende paa Telegrafliniebygningens Omraade. Efterhaanden som Forbindelsen med Udlandet pr. Telegraf voksede, blev internationale Aftaler om Ekspedition og Takster nødvendige, og Faber mødte ved de første internationale Telegrafkonferencer som Danmarks Repræsentant. Hans joviale Optræden skaffede ham mange Venner paa disse Konferencer, og hans Indsats som Tekniker blev mødt med Anerkendelse; bl. a. udtalte den daværende preussiske Generaldirektør sig paa en Konference i Paris 1865 meget anerkendende om det danske »Telegrafsystem«.

— Al Fabers Digtning skylder Lejligheden sin Tilblivelse. Han følte sig aldrig som Poet af Faget, og først efter hans Død samlede hans Søn Villiam et Udvalg af hans »Viser og Vers« (1877). Hans ældste Selskabssange stammer fra de muntre Aar paa Borchs Kollegium (i »Borkens Lyre«); her digtede han sammen med A. Recke, A. Steen og L. C. Hagen den kendte Tivolivise (1843), og her skrev han 1843–44 de gemytlige revuagtige Smaafarcer »Familien Oxhall« og »Stegekjælderen«, der gjorde Løjer med det nysaabnede Tivoli, med Pressens Straamandstaktik, med Italienerbegejstringen og med Jødemaskaraderne; den sidste gik fra Studenterforeningen over til Casino (1849) og Folketeatret (1858) og oplevede et anseligt Antal Opførelser (udg. 1883 af O. Arlaud). Almindeligt kendt blev »Polytekniker Faber« dog først 1848 som »Den tappre Landsoldat«s Digter. Den berømte Sang blev skrevet efter Opfordring af Komponisten, Musikhandler E. Horneman, som ønskede en Tekst til sin djærve og inciterende Marchmelodi, og under Indtrykket af den nationale Stemningsbølge ved Krigsudbruddet skabte Faber Visen om Soldatens Farvel, der fra Indledningsstrofernes godmodige Skæmt og Uforstyrrelighed stiger til Slutningens jævne og knappe Patos: Sit Løfte har han holdt —. 10. April 1848 averteredes Visen som udkommen, hilstes samme Dag af »Flyveposten« som »en høist fortræffelig Landsoldatvise, der paa engang er begeistrende og komisk«; 18 000 Eksemplarer blev fordelt mellem Soldaterne, og Sangen blev overalt i Landet grebet med Begejstring. Dens folkelige Ord og Toner overflødiggjorde straks det meste af den Krigspoesi, som var skudt op siden Mobiliseringen, og som til Dels skyldtes de »rigtige« Digtere og Komponister; og som den saa at sige foregriber Landsoldatens Heroisme, har den haft sin betydelige Indflydelse paa Eftertidens Opfattelse af Treaarskrigen; Bissens Sejrsmonument i Fredericia er paa samme Tid Mindesmærket over den. Kongen belønnede dens Digter og Komponist med Ridderkorset. Fra 1848 stammer ogsaa Sangkredsen »Den sidste Aften« (heri »Igaar jeg fik min Trøje«). Faber hyldede de hjemvendende Tropper i et Par smaa Lejlighedsarbejder for Casino og skrev til Indtogsfestlighederne 1851 en af sine fortrinligste Viser: »De danske Kanoner paa Tøjhuset stod«.

1850 bearbejdede Faber Sangspillene »Et Giftermaal ved Trommen« og »Luftens Datter« (begge Casino), men i øvrigt skrev han de senere Aar udelukkende Viser. Hans Visedigtning er i Modsætning til Studenterdigternes uden Tendens og Idé; burschikos Jævnhed og harmløs Livsglæde er dens mest fremtrædende Kendemærker; over for Erik Bøghs Visers udvendige Virtuositet hævder Fabers sig ved deres ærlige Naturlighed, der lykkeligt undgaar alle slidte Klicheer. Hans Styrke er Stilens sunde Realisme; hans Billedsprog er hentet fra den haandgribelige Virkelighed. Sikrere end sine Medbejlere kan han derfor imitere den egentlige Gadevise (»Afskedskvad til den gamle Branduniform«), og som bramfri Smedesøn har han med forbavsende Sikkerhed taget et Par Haandværkertyper paa Kornet; Prisen bærer »Den glade Svend« (1866). Den gemytlige Selskabsbroder og Kender af Bordets Glæder træffer vi i Viserne fra Det gode Sindelag eller fra Arbeiderforeningen af 1860 (den uforlignelige »Fiskevise«, 1867, »Ved Kagen« o. s. v.). Hjerteligst og kønnest er Sangene fra Digterens lykkelige Hjem: Børnebalsviser, Fastelavnsvise, Konfirmationsviserne. Folkekærest er dog nok hans to Julesange, »Julestemning« (»Sikken voldsom Trængsel og Allarm —«) og »Juletræet« (»Høit fra Træets grønne Top —«, 1848), Byens og Hjemmets Jul i det gamle Kongens Kbh. Til den sidste har Horneman skrevet en Melodi, der i genial Simpelhed ikke staar tilbage for Landsoldatvisen. Den ukunstlede Amatør og dog saa sikre Sprogmester har gennem disse Sange vundet en varig og levende Berømmelse, der kun er blevet de færreste af hans samtidige Digterkolleger »af Faget« til Del.