I Gaar jeg fik min Trøje,
og straks jeg trak den paa,
den straalte for mit Øje,
da jeg i Spejlet saa.
Tornystren har jeg prøvet,
den trykker mig saa smaat,
men naar jeg først er øvet,
saa bliver det nok godt.
Min Sabel den er sleben,
jeg ved, den er krabat,
jeg ved, hvad jeg er bleven,
nu er jeg først Soldat.
Tra, la, tralalala,
tralala, trala, tralalalala,
tra, la, tralalala,
trala, trala, tralalala.
Men skal jeg Fjenden møde
og lide Kuld’ og Tørst
og døje ussel Føde,
saa vil jeg leve først.
Ej leve, som jeg plejer,
thi det er alt for haardt,
nej alting, hvad jeg ejer,
jeg sætter paa eet Kort.
O havde jeg mig bare
en rigtig Kammerat,
saa skulle Fanden spare,
nu er man jo Soldat.
Tra, la, tralalala,
tralala, trala, tralalalala,
tra, la, tralalala,
trala, trala, tralalala.
Med Faner Skibet smykkes
mens Dampen gør Alarm,
der favnes og der trykkes,
højt slaar Soldatens Barm.
En Pige staar der henne
saa ene mellem Træer,
hun tør ham ikke kende,
hun tør ej komme nær.
Men om han ser den Pige,
og Barmen blir ham trang,
se det kan ingen sige,
man hører kun hans Sang.
Tra, la, tralalala,
tralala, trala, tralalalala,
tra, la, tralalala,
trala, trala, tralalala.