Charles Baudelaire (1821–67)

Baudelaire er den digter der tegner modernitet; begrebet er hans. Hos ham betegner det et træk hos kunstneren, at han kan beskrive forfaldet og der igennem se en for form skønhed. Alle forfattere i den modernistiske retning har således måtte forholde sig til Baudelaire.

    Han viser vejen til, hvordan man kan skabe poesi i en moderne teknisk verden i sin digtsamling Les Fleurs du Mal (1857) (da: Syndens Blomster, oversat 1921) og i sin kunstkritik. Virkeligheden drages ind i hans hemmelighedens zone. Et nøglebegreb er upersonlig digtning. Depersonaliseringen i modsætning til romantikerne — når han vil adskille hjerte og lyrik. Dette er også nævnt af Edgar Allan Poe — hvem Baudelaire oversatte — i Principes de Composition, at "Hjertets anlæg for følelse er ikke gunstigt for poesien." Dog taler alle digterne ud fra et jeg, deres eget jeg, men kun som offer for moderniteten, som en generel person. Et jeg som har udskilt det personliges tilfældighed.

    Syndens Blomster er strengt komponeret — den kredser motivisk om ret få temaer, variationer over en grundstemning — mellem satanitet og idealitet. Et spændingsfelt som også Rimbaud og Mallarmé kredsede om, men hvor de skærpede grundstemningen. Mellarmé opfattede sig selv som direkte arvtager af Baudelaire.

    Værket er en arkitektonisk enhed, mente Baudelaire selv. En begyndelse, en udvikling og en afslutning, men få emner. Digtene bevæger sig fra fortvivlelse over i en dødslængsel til sidst — ønsker at finde en ro i døden. Hans konstruktion tegner også en afstand til romantikken, som jo også forsøgte at antyde at inspirationen var tilfældig.

    Han behandler de samme temaer som romantikerne, men placeret i modernitetens verdensbillede. Moderniteten og falskheden findes først og fremmest i storbyen.

    Formen er mere end pynt, den er også et middel til frelse: en formmæssig og sproglig frelse. Men ingen frelse findes i digtenes temaer. Formen bliver måden at fremskrive dissonansen — når den skiller sig ud fra indholdet, hvori intet ideal findes. Skønheden er det formelle, nemlig sproget og formen.

    Men det hæslige er udgangspunktet for Baudelaires digtning. Mennesket som splittet mellem ekstase og faldet, mellem det gode og det onde. Ordene han kredser om er a) mørke, afgrund, sort, råddent og b) flugt, redning. I form af oxymoroner til at udtrykke fascination af modsætningerne.

    En art kristendom gemmer sig: man må gennem det satanistiske for at nå det himmelske. Idealet er uopnåeligt, men findes dog. En uforløsende kristendom — tom idealitet. En vilje findes, men man er fanget i det jordiske, fordi frelsen søges uden noget mål. Baudelaire var forbandet af den skæbne der fik ham til at se splittelsen mellem skønheden og virkeligheden, at føle modsætningen mellem "ideal" og "spleen", lykke og fortvivlelse.