Atterbom, Per Daniel Amadeus (det sidste Navn føjede han selv til), svensk Digter og Æstetiker, født i Östergötland 19. Januar 1790, død i Upsala 21. Juli 1855. Ti Aar gammel kom han i Linköping Skole, derfra i Gymnasiet, hvor den tidlig udviklede Dreng sluttede sig til flere litterært interesserede Kammerater; disse Östergöter dannede senere Kernen i den romantiske Skole i Upsala. Kun 15 Aar gammel blev Atterbom Student og blev snart Midtpunktet i Kredsen, hvis største poetiske Begavelse han ubestridt var. Han og hans Venner stiftede »Auroraförbundet«, hvis Opgave skulde være at »tilvejebringe en almindelig Revolution i alle den højere Litteraturs Grene«. Det var den hidtil eneraadende franske Smag og dens faste Borg, »Svenska Akademien«, de Unge vendte sig imod og snart angreb med alle Litteraturen’s Vaaben. Deres Kamp var en Fortsættelse af Thorild’s, men de følte sig dog endnu stærkere dragne til den ny tyske romantiske Skole. Atterbom især til Schelling’s Naturfilosofi. Kredsens første Organ var Maanedsskriftet »Phosphorus« (hvoraf Navnet »Phosphorister«), derefter mest de af Atterbom aarlig udgivne »Poetiske kalendere«. Heri findes mange smukke Digte af Atterbom, saaledes Digtkransen »Blommorna«, hvor Rosen, Liljen, Natviolen o. s. v. med Schelling’sk Natursymbolik fremstilles som Udtryk for Naturens dunkle Sprog, der i Menneskeaanden finder sin Fuldkommelse. I Kalenderne fremkom ogsaa »Nordmannaharpan«, en Samling sv. Folkeviser, hentede fra gl. Haandskrifter, samt den større Digtning »Fågel blå«, bygget over et Folkeeventyr, der behandledes symbolsk; det blev fortsat og omarbejdet flere Gange og aldrig helt fuldført.
1817–19 foretog Atterbom en Rejse til Tyskland og Italien, hvor han traf sammen med flere af Tidens fremragende Personligheder, bl. a. hans beundrede Lærer, Schelling; paa en Del af Rejsen havde han den danske Forfatter Peder Hjort til Ledsager. Efter Hjemkomsten til Upsala blev Atterbom Lærer i Tysk for Kronprinsen, den senere Oskar I, og kort efter ansat ved Universitetet, hvor han senere blev Professor i Filosofi, og endelig i Æstetik og moderne Litteratur. Atterbom havde aldrig været saa stærkt polemisk anlagt som de fleste af hans Meningsfæller, og efter Rejsen viste han sig endnu mere forsonlig stemt. 1821 skrev han et »Fridsrop« med Opfordring til gensidig Forstaaelse; det standsede imidlertid ikke Kampen mellem den gamle og den ny Skole. — Atterbom’s største Digterværk er »Lycksalighetens ö« (1. Del 1824, 2. Del 1827, det hele omarbejdet 1834). Det er ligesom »Fågel blå« bygget over et Folkeeventyr (Ideen har en vis Lighed med Paludan-Müller’s »Tithon«), Formen er fri, meget afvekslende, efter Tieck’s Mønster, det hele stærkt lyrisk. Heri findes nogle af Atterbom’s skønneste lyriske Digte, saaledes Jægersangene (»Vilda, mäktiga sinne, njut!«, »Ungmön i lunden på jaktnätet band«), Vindenes Sange, Svanhvits Sang (»Stilla, o stilla!«) o. fl. Atterbom er ubetinget størst som Lyriker, og i det hele en af Sveriges ypperste Lyrikere; hans Evne til at aflokke Sproget dets musikalske Klangvirkninger var ny og enestaaende i svensk Litteratur. — Ogsaa som Videnskabsmand har Atterbom skabt noget betydeligt. Hans Universitetsarbejde førte ham ind paa filosofiske og litteraturhistoriske Studier, og han udgav flere Skrifter i disse Fag. Det betydeligste er ubetinget »Svenska siare och skalder« (»Profeter og Digtere«), en Kæde af Monografier over de mest fremragende Personligheder i den svenske Litteratur fra Stjernhjelm til Bellman (1841–55; 2. Opl. 1862–63). Det er et højst aandfuldt Værk, præget af fin Opfattelse, varm Kærlighed til Emnet og en fængslende Fremstilling. Upartisk er det ikke; Atterbom’s Yndlingsskikkelser, som Swedenborg, Thorild og Bellman, behandles stærkt panegyrisk, men det hele er dog baaret af en redelig Vilje til at erkende det gode og skønne, hvor det saa findes. Selv om der kan gøres Indvendinger mod Enkeltheder, er det dog et af de værdifuldeste Værker om svensk Litteratur. — 1839 blev Atterbom Medlem af »Svenska Akademien« (som Efterfølger af P. H. Ling); hermed var Forsoningen mellem den gamle og den ny Skole beseglet, og Tegnér gav dette Udtryk i den Tale, hvormed han hilste det ny Medlem: »Att här du sitter, att jag hålsar dig välkommen bland oss, viser tidens välde, ombildarens«. — I politisk Henseende var Atterbom, som de fleste andre Romantikere, afgjort konservativ og stod uforstaaende og uvillig over for de Frihedsbevægelser, der prægede Tiden efter 1830.
Nogen fyldigere Biografi af Atterbom foreligger ikke, derimod forskellige Afhandlinger om hans Liv og Digtning, især af Fr. Vetterlund (»Från nyromantikens dagar« o. fl.). Atterbom’s Breve og Dagbøger fra Rejsen er udgivet efter hans Død (»Minnen från Tyskland och Italien«, 1859), ligeledes hans Brevveksling med hans Forlovede (»Atterbom’s bref till sin fästmö«, 1911); hans samlede Digte 1863. — Atterbom var personlig Ven af flere Danske, saaledes af Chr. Molbech (hvis »Breve fra Sverrige, 1812–14« giver en Fremstilling af Atterbom’s og hans Venners æstetiske og filosofiske Anskuelser), af Ingemann og P. Hjort, med hvem han brevvekslede.
I. F.-H. in Salmonsens konversationsleksikon, 2. udg., 1915–1930, Bd. II, pp. 343–344.
1790
Atterbom født i Pålsbo, Åsbo.
1797
Caspar Wessel, bror til digteren Johan Herman Wessel, giver en geometrisk fortolkning af de komplekse tal.
1798
Napoleon invaderer Egypten.
Peter Frederik Suhm død.
1799
P. A. Heiberg idømmes landsforvisning pga. artiklerne »Politisk Dispache« og »Sprog-Granskning«.