Metrik

            Metrik (gr.). Versbygningslære eller Verslære, er Læren om et Sprogs Rytmeformer, for saa vidt som de fremtræder regelbundne og ordnede i Grupper af lige stor Tidsvarighed. Dette finder kun Sted i Verskunsten, den »bundne« Tale. Talesproget har vel i sig selv Tilbøjelighed til at ordne Lydmasserne efter afvekslende Styrkegrader og dele dem i Grupper, hvis Udtaletid ikke afviger alt for stærkt; men denne Tilbøjelighed modarbejdes af mange andre Kræfter i Sproget. Det er altsaa den egl. M.’s Opgave gennem Iagttagelse af den foreliggende Digtning at fastslaa den bundne Forms Principper og at give en systematisk Fremstilling af deres Anvendelse i Enkeltheder, derunder ogsaa Versbygningens mange Udenværker som Assonans, Alliteration, Enderim o. l. Dens Undersøgelsesstof er da i første Linie det levende Sprog som bunden Tale ɔ: det oplæste ell. fremsagte Nutidsvers. Den er følgelig en Gren af Sprogvidenskaben, nær beslægtet med og til Dels underordnet under Fonetik, Læren om Sproglyd. Versbygningens Love kan kun paavises og ordnes i sprogvidenskabelig Belysning. Paa den anden Side kan Versbygningslæren ofte klare sproglige Spørgsmaal, hvis Løsning ellers var udelukket (f. Eks. Kvantitetsforhold i forsk. Oldsprog), ligesom det er en Kendsgerning, at Sprogstoffet kan undergaa visse Forandringer i Versbygningens Tjeneste.

        Den hist. M. fastslaar Versbygningslærens Anvendelse og Udvikling gennem Tiderne. Særlig Bet. faar den p. Gr. a. Digternes Tilbøjelighed til at benytte de nedarvede digteriske Former, og fordi fremmed Indflydelse ofte paa et givet Tidspunkt gør sig stærkt gældende i de metriske Regler (gr. Indflydelse paa rom. M. fra Ennius og fremefter; fr. Indflydelse paa den tyske i Middelalderen og senere; romansk Versbygnings Indflydelse i de gotisk-germanske Lande i 17., 18. og Beg. af 19. Aarh.). Den hist. M. er saaledes et vigtigt Hjælpefag for Litteraturhistorien. Af det sagte følger, at M.’s Forhold til Grænsevidenskaber, som Fysiologi, Akustik, Psykologi og Æstetik, ell. til andre Kunstformer, som Musik og Dans, kun beror paa Filologiens Berøringspunkter med disse Videnskaber og Kunster. Undertiden opfattes M. som Vejleder for Digtere, som Kunstteori for metriske Arbejders Udførelse. Dette er selvfølgelig en den videnskabelige M. uvedkommende Opgave.

        Da M. behandler Sprogets Rytmeformer, maa som dens Forudsætning klarlægges de Ejendommeligheder ved Sproget, hvorpaa Rytmen er grundlagt (se Prosodi). Versrytme beror paa regelmæssig Skiften mellem stærkere og svagere Elementer, der ordnes i Grupper af lige stor Tidsvarighed. I begge Henseender er alle Maal relative, da de er afhængige af Menneskets Sansning og Opfattelse. I de gotisk-germanske Sprog hviler Rytmen paa Lydmassernes ulige Trykstyrke (»Accent«, de »accentuerende« Sprog), og deres øvrige Egenskaber spiller i Sammenligning dermed en underordnet Rolle. I den gr. og rom. Oldtidsdigtning beror Rytmen ifølge de Gamles egne Vidnesbyrd paa regelmæssig Skiften mellem »lange« og »korte« Stavelser, som grupperes efter faste Regler, medens vi ikke ved noget som helst bestemt om Lydmassernes andre Egenskabers Bet. for Rytmen (»Kvantitet«, »kvantiterende« Sprog). En umiddelbar, men ofte overset Følge heraf er, at vi overhovedet næppe kan danne os nogen anskuelig Forestilling om den antikke Rytme: vi overfører vore egne Rytmebegreber paa det klassiske Sprogstof og læser Oldtidens Vers med Trykfordeling i St. f. efter Kvantitetshensyn. Dog har den klassiske M. lige til vore Dage, i Kraft af den klassiske Dannelses Eneherredømme, haft en skæbnesvanger Indflydelse paa al nyere metrisk Forskning paa det levende Sprogs Omraade og paa mange Punkter hindret virkelig Indsigt i Versbygningens Væsen. Fuldstændig Løsrivelse herfra er nødvendig, før en rationel, moderne metrisk Videnskab kan grundlægges. Men om en saadan Videnskabs Maal og Midler hersker der endnu megen Uklarhed og megen Uenighed.

        Den klassiske Oldtids M. Der raader stadig stor Uenighed mellem Filologer om, hvorvidt »det nationale Versemaal« i Italien, det saturniske Vers, er et kvantiterende eller accentuerende Vers. Dog er der flere og flere Forskere, der slutter sig til den sidste Opfattelse, saaledes Lindsay, som deler den saturniske Linie i to Halvvers, 7 + 6 Stavelser med 3 + 2 Trykstavelser efter to Hovedtyper: dábunt málum Metélli Náevio poétæ, og: prim(a) incédit Cèreris Prosérpina púer. Lindsay støtter bl. a. sin Opfattelse paa Alliterationens Forekomst i olditaliske Sprog og mener, at det accentuerende Princip er det overvejende hos Livius Andronicus og Naevius, og at det endnu kan spores hos Plautus. Derimod hersker der absolut Enighed om, at den gr. Versbygning og den rom. fra Ennius og hans Efterfølgere til langt op i den kristne Tidsregning var kvantiterende. Denne M.’s Grundbegreber findes allerede systematisk udviklede hos Aristoteles’ Discipel Aristoxenos, paa hvis Lære alle senere metriske Undersøgelser fra Oldtiden grunder sig. Grundlæggeren af den moderne metriske Skole er Bentley, som i Beg. af 18. Aarh. fastslog de Regler, som væsentlig endnu følges: Scansion af Vers ved Taktslag op og ned, Arsis og Thesis. Men dermed fulgte den helt usikre Lære om ictus metricus, at Arsis markeres ved Tryk paa vedk. Stavelse, som Madvig stærkt har udtalt sig mod. Et gennemført metrisk System opstilledes 1796 og senere af G. Hermann, der dog skabte stor Forvirring ved Forsøg paa at give M. en filos. Begrundelse, idet Versfodens to Dele Arsis og Thesis forklaredes som et Forhold mellem Aarsag og Virkning. Mod dette optraadte Böckh 1811, der lagde stor Vægt paa M.’s Forhold til Musik, en Opfattelse, der senere førtes videre bl. a. af Westphal. Baade det filos. og mus. Standpunkt har været til Hinder for Fremgang i objektiv Viden om gr. Versbygning. En lgn. Lære opstilledes for den lat. M.’s Vedk. af Ritschl. En samlet nyere Fremstilling foreligger i W. Christ’s »Metrik der Griechen und Römer« (1874, og senere Opl.). Hovedpunkterne er, at Rytmen beror paa Forholdet mellem lange og korte Stavelser i regelmæssig Afveksling. En Stavelse er »lang« af Naturen ell. ved Position ɔ: naar dens Vokal efterfølges af mere end een Konsonant. Sidste Stavelses Kvantitet er ligegyldig (anceps). Vokalsammenstød (Hiatus) og visse andre Lydsammenstød undgaas sædvanlig ved Overtrækning ell. Sløjfning. Den Enhed, ved hvis Gentagelse Verset dannes, kaldes Versfod. Ved Gentagelse af Foden fremkommer Verset, som dog ofte maales efter Dipodier ɔ: to Fødder, dannende en Slags sammensat Fod. Derimod spiller Forholdet mellem stigende og dalende Rytme ingen afgørende Rolle, da forsk. Fødder under visse Betingelser kan erstatte hverandre. Foruden Vers, der er dannede ved regelmæssig Gentagelse af den samme Fod ell. dens Ækvivalent, findes der ogsaa blandede Vers. Verslutningen markeres ved visse Friheder; hvor Verset ophører, før sidste Fod er fuldført, kaldes det katalektisk. I længere Vers forekommer der ved Enden af et Ord Hvilepunkter, der kaldes Diæresis, hvor de deler Verset i to lige store Dele, ellers Cæsur. Længere sammensatte Vers falder ofte i Led, Kola, Forbindelsen af to ell. flere Led kaldes en Periode. En Forbindelse af ulige Vers kaldes, naar den gentages, en Strofe, ell. hvis det kun er eet længere og eet kortere Vers, et Distichon. Om de enkelte Versemaal (Heksameter, Pentameter o. s. v.) og Strofeformer (sapphiske, alkæiske o. s. v.) se vedk. Art. (Litt.: Christ’s forannævnte Værk; metrisk Oversigt i Madvig’s lat. Grammatik; samme Forfatters første Stykke af en »Kortfattet gr. M.« i Univ.’s Indbydelsesskrift 1867, vigtig ogsaa for dansk Verslære; H. Usener, »Altgriechischer Versbau« [1887]; Ussing, »Græsk og romersk M.« [1893], i Tilslutning til Madvig).

        Romansk M. Man er ikke enig om den romanske Versbygnings hist. Oprindelse, næppe engang om selve Rytmens Væsen. Efter den alm. Opfattelse er romanske Vers hverken kvantiterende eller accentuerende i samme Betydning som gotisk-germanske, men stavelsetællende: ethvert romansk Vers har fast Stavelsetal; næsten alle Vers har fast Trykstavelse i Versets Slutning, de længere ogsaa een fast Trykstavelse i Versets Indre; at dette i mange Tilfælde medfører en Tvedeling af Verset, kan ikke betvivles og gennemføres i visse Versemaal som Regel. Versgrupperingen støttedes almindelig ved Anvendelse af Assonans og Rim, hvorved der opstod Rimpar foruden mange kunstige Rimslyngninger og Strofedannelser. Den romanske Versbygning har til Tider øvet en overordentlig stor Indflydelse paa den øvrige Digtekunst. Først bredte Impulser fra Provençalere sig over store Dele af romansk Sprogomraade og derpaa videre til det gotisk-germanske; noget lgn. gælder den nordfranske fortællende Digtning (Minnesang og Hofepos i Tyskland). Dette gentager sig paa ny i den fr. Klassicismes Tider (Alexandrinerverset). Fra Renaissancens Dage har den ital. Digtning spillet en stor Rolle for det øvrige Europa, og Romantikerne paa Overgangen til det 19. Aarh. førte en frisk Strøm af romanske Kunstformer ind i de gotisk-germanske Sprog. (Litt.: Stengel’s »M.« i Gröber’s »Grundriss der romanischen Philologie« II, 1 [1893]; Tobler, »Vom französischen Versbau« [2. Oplag 1883]; Oversigt og Vurdering af fremmede Strofeformer i E. v. d. Recke’s Verslære [1885] S. 160 ff.).

        Gotisk-germansk M. Som fælles gotisk-germansk Vers gælder uimodsagt Stavrimsverset, den rimløse Alliterationslinie, der i lidet afvigende Former forekommer i oldtyske, angelsachsiske og oldnordiske Sprogmindesmærker. Om denne Versbygnings Grundprincipper hersker der ingenlunde Enighed; dog anerkender alle, at Trykfordelingen er Rytmens bærende Princip, medens samtidig Sprogenes Natur gør det forstaaelige at Stavelsernes Kvantitet til en vis Grad er regelbunden. Stavrimsverset kan ikke være ældre end Opgivelsen af den tidligere »frie« Accent, da Stavrimet er bundet til de accentuerede Rodstavelser. Bl. de mange Teorier om Stavrimsversbygning har Typeteorien de fleste Tilhængere. Den er opstillet og systematisk gennemført af Sievers, hvis filologisk strenge Arbejdsmaade og nøgterne Synspunkter i hvert Fald har vist den metriske Forskning paa rette Vej. Gennem omhyggelig Undersøgelse af Sprogmaterialet har han opstillet fem Hovedtyper for Oldtidsvers, væsentlig bundne til den naturlige Tales Trykfordelingsmuligheder. De andre Stavrimsvers kan betragtes som Udvidelser ell. Modifikationer heraf. Fremdeles har Sievers fremsat en interessant Udviklingshypotese om Stavrimsversets Afstamning fra et fælles-indoeuropæisk Grundvers, der ændredes p. Gr. a. den nye Accentuering og ved Overgangen fra Sangforedrag til Taleforedrag. (Litt.: Hovedskrift: Sievers, »Altgermanische M.« [1893]; smlg. »Grundriss der germ. Phil.« II, 2 [2. Udg. 1905]).

        Til forsk. Tid i forsk. Lande, men som det synes ved parallel, maaske ikke indbyrdes uafhængig, Udvikling har Rimverset og den med Sprogenes organiske Ændringer flg. nyere Rytmik formet sig paa det gamles Grund. For det oldtyske Rimvers Vedkommende har Sievers og Wilmanns godtgjort (se Otfrid), at det nye er Resultatet af et Kompromis mellem den nedarvede M. og Kirkelyrikkens nyere Rytmeformer. Denne Indflydelse kan ogsaa spores i de andre gotisk-germanske Litt. Resultatet blev overalt det samme: en Versbygning, hvis Grundlag er Trykfordelingen i det alm. Sprog, regelbunden og grupperet til Versbygningens Behov og med Enderimet som Periodemærke. De middelalderlige Versformer var, undtagen i visse Grene af Kunstdigtningen, faa og stærkt begrænsede og løb til sidst ud i tunge Rimpar, Knittelvers, som blev næsten eneraadende i Tyskland og Norden, hvor dog Folkedigtningen gik Sine egne Veje. Med Renaissancens Eftervirkninger fulgte Reformforsøg, i Tyskland og Danmark med Opitz oog Arrebo og deres Efterfølgere. Den klassiske M. vedblev dog stadig at virke forstyrrende baade paa Digterens Praksis og paa Kunstens Teori. Med den tyske og nord. Digtnings store Opsving i sidste Halvdel af 18. og Beg. af 19. Aarh. udvikledes der, til Dels under fremmed Indflydelse, en Rigdom af metriske Former, som i hvert Fald delvis er bleven Genstand for videnskabelig metrisk Behandling. Men baade m. H. t. Grundprincipperne og især i den hist. M. ligger der Masser af uløste Opgaver. (Litt.: Minor, »Neuhochdeutsche M.« [1893, 2. Udg. 1902] med fyldige Litteraturangivelser. I Danmark fastslaas Trykloven allerede af Thortsen i »Forsøg til en dansk M.« [1833—34], endnu et betydeligt Værk, hvis Systematik dog hviler paa falske filos. Forudsætninger, og klarere af E. v. d. Recke i »Principperne for den danske Verskunst« I—II [1881] og den mere populære »Dansk Verslære« [1885, ny Udg. 1922]. Baade over for Recke’s hist. Fremstilling og hans Systematik er der rejst væsentlige Indvendinger, saaledes af C. Rosenberg [Nord. Tidskrift 1883] og af O. Jespersen i »Den psykologiske Grund til nogle metriske Fænomener« [1901]; men Forf.’s fine æstetiske Forstaaelse af Versbygning vil altid sikre hans Bøger stor Betydning. Adskillige hist. Undersøgelser over M. er i den sidste Menneskealder fremkommet i de nord. Lande, f. Eks. af Otto Sylwan, Karl Mortensen [»Studier over ældre dansk Versbygning«, 1901], E. Brate, E. H. Lind, Hugo Pipping o. fl.).