Alliteration

        Alliteration (lat.: Bogstavrim, Stavrim, bedst maaske Forlydsrim) bestaar i, at samme Lyd findes i Beg. af fl. efter hinanden staaende Ord ell. disses Hovedstavelser; derved knyttes de enkelte Ord sammen til en Enhed, der fæster sig let i Erindringen. Eksempler findes hyppig i staaende Talemaader og ordsprogagtige Vendinger: Mand og Mus, Vidende og Villie, Baand og Bast, Vejr og Vind, frels og fri, Stok og Sten, Slid og Slæb, Spot og Spe o. s. v. Af de sidste Forbindelser ses det, at, hvor Ordene begynder med fl. Konsonanter, maa de helst alle stemme; Synd og Skam danner ikke saa fuldkommen en A. som Skam og Skade. I de Tilfælde, hvor Ordene begyndte med Vokal, har det fra Snorre’s Tid været opstillet som en Fordring, at Vokalerne skulde være forskellige; saaledes paa Oldnorsk: Allir Einherjar, Oðins túnum í, ell. hos Grundtvig: Alle I Aander, onde og gode. M. H. t. Oprindelsen til Reglen om, at man ved Vokalerne ikke som ved Konsonanterne krævede samme Lyd, findes der to Teorier; efter den ene var det ikke Vokalen, der i saa Tilfælde dannede Stavrimet, men den svage, næsten uhørlige og altid uskrevne Stemmebaandskonsonant, der indleder Vokalen (Spiritus lenis). Den anden Teori gaar ud paa, at man opr. havde haft samme Lyd; i de traditionelt overleverede Vers var imidlertid Vokalerne ved Omlyd o. s. v. efterhaanden i stor Udstrækning ændrede, medens Konsonanterne var langt mere stabile: ved nydannede Vers brød man sig derfor ikke om at faa Overensstemmelse ved Vokalerne.

        Forlydsrim spiller den allerstørste Rolle i al gl. Poesi hos de germanske Folk; baade oldhøjtyske, oldengelske (angelsaksiske) og navnlig oldnorsk-islandske Vers har A. som Grundlag, og den er dér uddannet til en høj Grad af Kunstfærdighed. Enhver Langlinie (ofte skrevet som to Kortlinier) har som Regel tre Rimstave, to i første Halvvers, de saakaldte Bistave, og een, den saakaldte Hovedstav, i anden Halvlinie; i meget korte Verslinier lod man sig dog nøje med een Stav ogsaa i første Halvvers. Som Eksempel fra Oldnordisk kan nævnes:

        Ganga hér í garði gullhyrndar kýr

        Gange her i Gaarde guldhornede Køer).

        I den gamle Skjaldedigtning bruges A. i Forbindelse med forskellige Slags Helrim og Halvrim; men efterhaanden gik A. af Brug som alm. poetisk Virkemiddel. Rester findes endnu (foruden i enkelte Sætninger i det gamle Lovsprogs halvbundne Stil: med Lov skal man Land bygge), i fl. Børnerim (Bro Bro Brille; Snip Snap Snude). I de ældste Folkeviser findes A. forholdsvis sjælden; i Linierne: »Der stander en Borg, hedder Berne, han bor derpaa Konning Diederik« optræder den i Forbindelse med konsonantisk Halvrim (-r). I nyere Tid har fl. Digtere skrevet allitererende Vers i Efterligning af gamle Kvad; ikke sjælden er sikkert ogsaa Saadanne Vers løbne Digterne i Pennen uden bevidst Hensigt, men mange Gange er A. benyttet paa en meget virkningsfuld Maade som karakteriserende Lydmaleri, saaledes i flg. Linier af Ibsens »Kongsemnerne«:

        Gaar til sin Gerning de norske Mænd

        viljeløst vimrende, ved ej hvorhen, —

        skrukker sig Hjerterne, smyger sig Sindene,

        veke, som vaggende Vidjer for Vindene.