Heksameter

        Heksameter (gr.) betegner egl. kun en af 6 Fødder bestaaende Verselinie, men bruges spec. om det af 6 Daktyler (se Daktylos) dannede Versemaal. Daktylen kan paa de 4 første Pladser ombyttes med en Spondé, sjældnere paa 5., hvorved Verset faar noget slæbende; 6. Fod er altid en Spondé ell. Trokæ. Skemaet er flg.:

          —  —  —  — (—)  —

        — ⏑⏑ | — ⏑⏑ | — ⏑⏑ | — ⏑⏑ | — ⏑⏑ | — ⏒

        Hos Grækerne har Daktylen Overvægten, hos Romerne, hvis Sprog er rigere paa lange Stavelser end det gr., Spondeen; for øvrigt kan Versets daktyliske ell. spondeiske Karakter tjene til at anskueliggøre den skildrede Handlings Hurtighed ell. Langsomhed. Eksempler:

        Løber af Sted til den rullende Bæk, hvor den jævnlig sig baded’.

        Medens Aaren føres der, hvor nylig man pløjed’.

        I ethvert H. er der normalt et Ophold, Cæsur (s. d.). H. forekommer først i de homeriske Digte; nogle antager, at det har udviklet sig ved en Forbindelse af to treføddede Vers. Det anvendes derefter hos Grækerne i hele den episke og tillige i den bukoliske Poesi, sjælden i Dramaet, tillige efterfulgt af Pentametret i Elegien og Epigrammet. I den rom. Poesi indføres H. af Ennius og fortrænger hos Epikerne det nationale Versemaal; ogsaa Lucilius brugte det til Dels i sine Satirer, og Horats anvender kun det i sine Satirer og Breve. I Middelalderen udvikler sig en særlig Form for H., det saakaldte leoninske Vers, hvori Rim anvendes; denne Form er i Danmark benyttet af Anders Arrebo. Den tyske Idyldigtning (Voss) i Slutn. af 18. Aarh., der benyttede H., fremkaldte Efterligninger i Danmark, som dog ikke havde stor Værdi; først af Oehlenschläger, Poul Møller og Wilster blev H. hævet til kunstnerisk Skønhed.