Drama

        Drama (gr.: Handling). I. D.’s Væsen. De Livsværdier, som Digtekunsten søger at fremstille i Anskuelsens Form, kan æstetisk-psykologisk føres tilbage til to Arter: de finere Stemninger, Følelser og Sindsbevægelser, der forbliver i Sjælens Indre, og de stærkere Følelser, Sindsbevægelser, Drifter og Lidenskaber og Karakterbestemtheder, der slaar ud i Handling og derved indkædes i Omstændigheders og Begivenheders Aarsagsrække, knytter Skæbne og bestemmes ved Skæbne. Den første Motivgruppe stemmer Sjælen lyrisk og fører Digteren til at give et Stemningsbillede (ɔ: Lyrikken), den anden Motivgruppe fører ham til at give et Handlingsbillede (ɔ: den handlingsfremstillende Digtning). I enhver større Digtning af den sidste Art vil der kunne skelnes mellem 3 Bestanddele: 1) den alm. Verdens-, Natur- og Kulturtilstand, Kamppladsen for Handlingen, 2) Handlingen, Foretagendet selv, hvis Elementer er de handlende Personer, deres Formaal, Midlerne til Formaalets Virkeliggørelse og Modstanden, der ægger og spænder, 3) Handlingens Forløb med Begyndelse, Stigning, Midte og Slutning. Dette maa ethvert større Handlingsbillede altsaa indeholde, men det kan gives paa to Maader: enten som en foregaaet Begivenhed, i Fortællingens Form, ɔ: episk (se episk Digtekunst), ell. som foregaaende for vore Øjne, i selve Handlingens, Rollens Form, ɔ: dramatisk. Og denne Grundforskel i Fremstillingen, der betinger en helt forsk. Teknik, Stil og Virkning, er betinget ved Handlingens og Motivets Natur. En Handling, der nærmest lader sig opfatte som en Begivenhed, som noget, der foregaar med den Handlende og sker med ham, ved Livsforholdenes, de store og smaa Tings Magt, egner sig bedst for episk Behandling. Den Handling, der nærmest er grundet i energisk, skæbneknyttende Beslutning og ligesom indenfra bryder igennem i store skæbnesvangre Kriser og Konflikter, er mere dram. og egner sig for D.’s Form.

        At D.’s Handling fremstilles som foregaaende, ved Handlende, i Rollens Form, medfører: 1) at de Følelser og følelsesbetonede Ideer og Tanker, der udgør Handlingens Bevæggrunde, udtales i første Person som i Lyrikken, men ikke som blot lyriske Følelser, men som svangre med Handling. Idet Mennesket vil sætte Formaal igennem, kæmper om Midlerne og træder i betydningsfulde Forhold til andre Mennesker, kommer herfra den Tilskyndelse ell. det Modspil, der avler Handling og Daad, og Formen for D. bliver Situation, Begivenhedssammenstød og Dialog, medens den lyriske Monolog kun fremtræder i Hvilepunkter som en Genlyd af Sjælens indre Bevægelse. Og den dram. Dialog er en saadan, der indeholder dram. Fængstof og driver frem imod Beslutning, Karakterudvikling og Handling. 2) De handlende Personer taler og handler for vore Øjne; de fremstilles ved Roller, ved Skuespillere, der i hele deres Tilsyneladelse illuderer at svare til den optrædende Karakter. Først har Digteren haft denne Evne til Menneskefremstilling, at han har skabt levende Mennesker, virkelige Karakterer (ved den sjælelige Hypnose, der allerede bringer Børn til »at give Tante Mille«, og som har gjort Digteren det muligt som en ideal Skuespiller at gaa saaledes ind i den skabte Karakter, at han har kunnet tænke, føle, tale og i Livets alle Haande tænkte Situationer reagere efter dennes Natur), og endelig er, til fuld Illusion, Skuespilleren traadt til og har gjort det samme efter Digterens Tegning og faar nu Tilskueren med: det foregaar virkelig, vi er med i Spændingen, bevæges i Haab og Frygt og gennemlever ved Sympatien alle Haande Følelser. Og dette Krav paa fuldt nærværende Liv fører endelig endnu til: 3) at den lokale Ramme, i hvilken Begivenhederne støder sammen, og Handlingerne foregaar, ikke blot »skildres« som i den episke Digtning, men fremstilles i umiddelbar Anskuelighed, som Sceneri, paa et Teater. Det egl. D. vil spilles, det poetiske og det teatralske er her organisk forbundne. Læse-D. er et Produkt af Bogtrykkerkunsten og har ogsaa en anden Bygning end det egl. D.

        II. D.’s Bygning (Teknik). Den af D. fremstillede Handling er skæbneknyttende og forløber under Modstand og Brydning. Idet D. skal bringe dette til klar Anskuelse, maa det i overskuelig, billedfast Udvikling vise os Anlæg, Konflikt, Knudeknytning, Vendepunkt, Peripati og Løsning. Handlingens enkelte Dele skal ikke blot følge paa hverandre, men af hverandre, ɔ: være motiverede ved hverandre. En klar og fast Aarsagssammenhæng skal udfolde sig for vore Øjne, »Kausaliteten er D.’s Kategori« (Schiller). Handlingens (ell. i hvert Fald Ideens) sluttede Sammenhæng og Enhed er en Hovedfordring til D. Det udelukker dog ikke, at Episoder kan indflettes i Hovedhandlingen, ell. at en anden Handling kan løbe jævnsides med Hovedhandlingen (som i »Lear«). Nogle hist. Former af D., som det antikke og det fr. klassiske D., har foretrukket det usammensatte, enkelte D. med een Handling, andre som det sp. D. og Shakespeare det sammensatte. De andre af den fr. Æstetik ved Misforstaaelse af Aristoteles opstillede Regler for D., Fordringen paa Tidens Enhed (at Handlingens Tid ikke maa strække sig over et Døgn) og Stedets Enhed ved Siden af Handlingens, er ubegrundede. Den menneskelige Fantasi springer let over Tid og Rum, naar kun Aarsagssammenhængen fastholdes, og Handlingen motiveres ved Karakter og Situation, og i Komedien, hvor Fantasien følger Lunets fri Leg, tager den det heller ikke saa nøje med den Sandsynlighed, som Fordringen paa Aarsagssammenhæng, fast Karaktertegning og god Motivering stiller til det strengere D. — D.’s Bygning fremgaar nu ligesom denne Hovedforrdring af Handlingens alm. Natur. D. giver os et sluttet skæbneknyttende Handlingsbillede. Den Handlende kæmper for et Formaal, men i sin Stræben for at naa dette møder han æggende og spændende Modstand. D.’s Bygning skal altsaa forene disse to dram. Modsætninger, Daadens Vorden og dens Tilbagevirken, Sætten og Modsætten, Kamp og Modkamp, Udspil og Modspil, og paa hvert Punkt af D. maa dette Dobbeltspil mærkes. D.’s to Hoveddele, Kampen og Modkampen, er fast forbundne paa et Handlingspunkt, der ligger i Midten, D.’s Højdepunkt. Dertil stiger Handlingen, derfra falder den. Det kan være af Bet. for D.’s Beskaffenhed, hvilken af de to Hovedfarver i Handlingens Lys, Spil ell. Modspil, der hersker i første Del. Men vi ser bort derfra og tegner kun de alm. Træk. Ved disse sine to Dele, der mødes i et Toppunkt, faar D. en pyramidalsk Form. Det har altid 3 Dele: Anlæg ell. Beg. (Eksposition), Højdepunkt ɔ: Knudeknytning ell. Forvikling og Udgangen, Katastrofen. Men mellem de to første Dele ligger Stigningen og umiddelbart efter Højdepunktet Skæbnevendingen til Lykke eller Ulykke (Peripatien), der indleder den faldende Del, og saaledes faar D. naturlig 5 Dele. Enhver af disse 3 ell. 5 Dele kan bestaa af en Scene, Optrin ell. leddelt Scenegruppe, kun Højdepunktet er sædvanlig sammenfattet i en Hovedscene, og hver af disse D.’s 5 Dele (altsaa Eksposition, Stigning, Højdepunkt, Peripati og Udgang) har sin Ejendommelighed i Formaal og Struktur og i Alm. ogsaa hver sin Akt, der altsaa kan være videre inddelt i Scener. En nøjere Analyse af D. (særlig Shakespeare’s) viser, at der endnu foruden de nævnte Dele ligger 3 vigtige sceniske Momenter, ved hvilke de 5 Dele baade adskilles og forbindes. Det første, der ligger mellem Eksposition og Stigning, kan vi kalde det handlingsbevægende Moment, det andet, der ligger mellem Højdepunkt og Peripati, betegner Reaktionens Beg. (i Tragedien det tragiske Moment), og det tredie, der endnu en Gang skal frembringe Stigning og Spænding inden Katastrofen, ligger mellem Peripati og Udgang og kan betegnes som den sidste Spændings Moment. I disse Træk er der selvfølgelig ikke givet nogen Lov for Fremtidens D., men paavist en empirisk funden Regel, der uvilkaarlig er anvendt af Fortidens store Dramatikere, og som maaske ikke er nødvendig, men aabenbart heller ikke vilkaarlig, idet den synes grundet i selve den dram. Handlings Natur.

        III. D.’s Inddeling. En Inddeling af D. kan findes i det i Handlingsarterne, der særlig har bevæget Digteren og har været Motivet til Fremstillingen af Handlingsbilledet. Det kan være det ophøjede i Konflikt, i Kamp og Undergang, det tragiske; det kan være det forkerte, naragtige, lave, ell. det frit lystige, der afgiver Stof til komisk, satirisk og humoristisk Behandling, og det kan endelig være det ædle og særlig det ædle i Konflikt, det rørende. Dertil svarer de tre Hovedformer af D.: Tragedien, Komedien og Skuespillet i snævrere Forstand.

        Tragedien fremstiller den tragiske Livsgang i Handlingsforløbet. Enhver Handling, af hvilken menneskelig Lykke og Ulykke afhænger, knytter Skæbne, idet den sætter Forudsætninger ind i Verden, der gribes af Verdenssammenhængen og der kan medføre Følger, som kan vende sig mod den Handlende. Og i Tragedien knyttes Skæbnen nu saaledes, at Mennesket i ophøjet Kamp for noget stort, ubetinget værdifuldt og ideelt berettiget, ved en psykologisk forstaaelig Fejl ell. Skyld føres til Kamp, Ulykke og maaske Undergang. Den ejendommelige Grundstemning, der maa anslaas i Indgangen og blivende bære Stykket, er her tung Alvor, der udmunder i en Sorgens Harmoni, og Tragedien virker staalsættende og løftende paa os ved den ophøjede Kamp og vækker i os Skæbnefølelserne, Frygt for Slægten og Medlidenhed med Slægten. En videre Inddeling af Tragedien kan begrundes ud fra, om der er egl. Skyld hos Helten ell. kun en ringe ell. ingen Skyld. I første Tilfælde har vi den egentlige Tragedie, i det andet Tilfælde det tragiske Sørgespil. Dertil knytter sig som en Overgang til Skuespillet det tragiske Skuespil, nemlig den Tragedie, hvor det tragiske grunder i selve Karakterens Naturbeskaffenhed (Goethe’s »Tasso«) og den Form, i hvilken den skæbnesvangre Handling beror paa en Misforstaaelse, der hæves ved Opklaring til rette Tid (Goethe’s »Iphigenia«). — Ved Siden af den ældste Form for Kunstdramaet, Tragedien, opstod tidlig Komedien. Dens Genstand er Handlinger, der enten som forkerte og modsigende udløser den komiske Kontrastfølelse i os ell. fremstilles saaledes, at de gør det; altsaa saadanne lave, smaalige, forkerte og ufornuftige Handlinger, der paa den ene Side ikke er saaledes farlige for andre, at de vækker vor etiske Refleksion og Harme og fremkalder Nemesis, og paa den anden Side heller ikke saaledes farlige for den Handlende selv, at de vækker Medlidenhed med ham. Den forkerte Handling viser sig som latterlig, men Følelsen af det latterlige lutres ved Fremhævelse af det modsatte rigtige, enten det nu indirekte griber vort Sind ved, at det latterlige understreges (og det lave maaske satirisk revses) som i den egl. Komedie, ell. Komedien tillige fremstiller ædle og harmoniske Karakterer som positive Bærere af det rigtige og saaledes i os fremkalder Følelsen af det ædle og velbehagelige ved Siden af det latterlige, som i Lystspillet. Den Grundstemning, der bærer Komedien, er Lyst og Munterhed, Latter og Lunets Leg. — Skuespillet fremstiller det ædle og rørende Handlingsbillede. Dets egl. Omraade er Hverdagslivet uden for disse Ekstremer af det tragiske og det komiske, om end Elementer af det ophøjede og komiske kan optages i Sidehandlingen. Her tumler særlig Gennemsnitsmennesket sig og udfolder sine lyse og mørke, heldige og uheldige Sider, men Skuespillet betror dog ikke sin Skæbne alene i disse skrøbelige Hænder, og hvad Tilfældet kan faa ud af dem. Hvad der giver dette D. dets Karakter er, at det paa den ene Side fremstiller de ædle og gode Karakterer, der udmærker sig ved Livsvisdom, Aandsligevægt og Harmoni, og som vækker et umiddelbart Velbehag hos os (Shakespeare’s Portia og Prospero, Lessing’s Nathan, en Del af Oehlenschläger’s Karakterer), men paa den anden Side ogsaa alle de Former af menneskelige Misgreb, Fejl og Skyld, der vækker Misbilligelse, Indignation og sædelig Harme, ɔ: Nemesis-Følelse. Den slette, ulykkebringende, egoistiske Handling fremkalder Nemesis, men i Tilværelsens uendelige Sammenhæng faar den ogsaa sin Straf; vor Misbilligelse og Indignation finder Tilfredsstillelse, og Virkningen er altsaa Velbehag og Nemesis-Følelse. Grundstemningen i Skuespillet er en lys, befriende alvorlig Stemning med lysere ell. mørkere Tone.

        Foruden denne Hovedinddeling af D. er ogsaa andre Inddelinger mulige. Bortset fra, at de handlende Personer jo kan være Guder, Mennesker ell. Fantasivæsener, kan Stoffet ell. Emnet frembyde et Synspunkt for Inddelingen. Saaledes tales der om et mytologisk, et Eventyr-, et hist. (f. Eks. Konge-), et Samfunds-, et Familie- (f. Eks. et Kærligheds-), et Salon-, et Sæde- (f. Eks. Blodhævns-, Ægteskabsbruds-, Demimonde-) D. Ell. den forskellige Vægt, der lægges paa D.’s indre Elementer, kan give Anledning til betegnende Forskelle. Saaledes tales der om et Karakter- (hvor Handlingens Drivfjeder lægges inden for Personligheden selv), et Situations-, et Intrige- (hvor de ydre Begivenheder er Følger af List og Beregning og fremkalder uventede Resultater), et Skæbne- (som i det antikke D. og paa en egen Maade i det romantiske D., hvor Skæbnen opfattes som et regelløst Spil af Tilfældigheder, der leger med Mennesket), et Dialog- (f. Eks. Konversations-), ja selv et Udstyrs-D. Ved Siden af det egl. D. staar saa de mange dram. Smaating, der efterhaanden er komne frem (som Proverber e. l.), og den tyske Posse og den fr. Farce og lgn. Sager, der tillader sig alle dram. Friheder. Endnu mere afsides fra Kunstdramaet staar Maskekomedien med staaende Masker og angiven Scenegang, men for øvrigt overladende det til de Agerende at improvisere Dialogen (se Commedia dell’ arte), hvorfra Pantomimen nedstammer. — Ved Forbindelse med Musikken opstaar ejendommelige dramatiske Former som Syngespil, Vaudevillen og Operaen.

        IV. D.’s Udvikling. M. H. t. D.’s Udvikling maa der hovedsagelig henvises til de Artikler, der behandler de enkelte Kulturfolks Litt. (særlig gr., rom., ital., sp., fr., eng., tysk, dansk, norsk, sv. samt ind. Litt.), sammenstillet med Artikler vedrørende Teater (som dansk, fr., tysk, eng., sp. Teater) og de enkelte Artikler om de store Dramatikere (som Aischylos, Sofokles, Euripides og Aristofanes, Plautus og Terents, Lope de Vega og Calderon, Corneille, Racine og Molière, Shakespeare, Goethe og Schiller, Holberg, Oehlenschläger og Ibsen). Her berøres kun enkelte Hovedpunkter vedrørende det europ. D.

        Hist. udspringer D. hos alle Folk af den lyrisk-dram. Efterligning af virkelige ell. som virkelig indbildte Handlinger ved handlende Personer (smlg. Børns Lege). Den ledsagende Tale blev da enten som i Improvisationskomedien opfundet af Fremstilleren i Fremstillingens Øjeblik ell. af den dram. Digter lagt ind i Rollen. Hos Grækerne voksede D. frem af de eleusinske Mysterier, navnlig Dionysos-Dyrkelsen. Ved Dionysos-Festen fremstilledes Aarstidernes Forløb, Kampen mellem den blomstrende Natur og Vinterens Dødsmagter, dens Undergang og triumferende Opstandelse i Vaaren som Gudens Daad og Lidelse og som Symbol paa menneskelig Skæbne. Mænd og Kvinder udklædte sig som Gudens Følge og opførte som Kor den lyrisk-dram. Festsang under Mimik og Dans til Ære for Guden (lyrisk Korsangdans). Dansen bevægede sig om et brændende Bukkeoffer, og derfra stammer Navnet Tragedie (Tragos, Buk og Ode, Sang). Til denne alvorligere Del af Festen knyttede sig ogsaa kaade og farceagtige Korsangdanse, i hvilke Deltagerne var udklædte som Satyrer og Fauner, der var i Gudens Følge, og derfra udsprang Komedie og Satyrspil (Komos, Optog). Af disse Spirer udsprang D. Tespis lagde Grunden ved at lade Korføreren træde ud af Koret og i en passende Maske (som Skuespiller) foredrage det hændte som noget, der nu skete. Aischylos tilføjede en anden Skuespiller (og senere kom en tredie), indførte Dialogen og indskrænkede noget Korets Partier, og Kunstdramaet var skabt. Et skæbneknyttende, sluttet Handlingsforløb var støbt i D.’s Form. Men det fik en egen Bygning gennem sin Oprindelse, særlig Korets Tilstedeværelse. Fremstillingens dramatiske Karakter forhøjedes vel ved, at Koret blev Deltager ell. dog deltagende Tilskuer i Handlingen, men dets stadige Tilstedeværelse maatte dog motiveres, og dette maatte faa Indflydelse paa den fremstillede Handling. Handlingen maatte foregaa under aaben Himmel, begrænses til saa kort Tid som muligt, og Handlingens Sted helst forblive det samme. Det fortællende, episke Element maatte komme til at spille en forholdsvis stor Rolle over for det dram., da, med faa Undtagelser, alt det, der foregik i Husets Indre ell. ikke skete paa Handlingens uforanderlige Sted, maatte berettes af Budbringere. Dertil kom saa Korets lyriske Element, og Analysen af et gr. D. viser som dets Elementer: store lyriske Patosscener af Helten, Budbringerscener med episke Beretninger, retoriske Dialogscener, officielle Personers Tiltale til Koret og lyriske Korsange. Det egl. dram. Element var saaledes forholdsvis ringe, men til Gengæld forøgede man Anskueligheden ved det ydre sceniske Apparat, en Skueplads, som naturtro søgte at give Stedet for de handlende Personer, og Illusionen forhøjedes ved Indførelse af Dekorationer og Maskineri og Anvendelse af Masker, Koturner og prægtige Dragter. (Om Indretningen af det gr. Teater, se Teater). Den fremstillede Handlings ved Korets Tilstedeværelse nødvendiggjorte Korthed søgte det gr. D. at bøde paa ved at opføre fl., 3, i Forbindelse med hverandre staaende Stykker (Trilogi), og som Afslutning fulgte i Alm. et opmuntrende Satyrspil. Højdepunktet af det gr. D. er i den alvorlige Art Aischylos, Sofokles og Euripides, i Komedien Aristofanes (den gamle attiske Komedie) og Menander (den nyere Komedie). — Romernes D. var væsentlig en Efterligning af Grækernes. I Menander’s Spor gik Plautus og Terents, Forbillederne for det moderne Lystspil. Original var kun den lokale Farce og Improvisationskomedien. Folkelystspil med staaende Masker, hvis Handling henlagdes til Staden Atella og derfor kaldtes Atellaner (s. d.). De er muligvis ved den skjult hist. Traad forbundne med Commedia dell’ arte, hvis denne ikke er udgaaet fra Karnevalsløjerne.

        Middelalderens dram. Digtning indskrænkede sig væsentlig til de kirkelige Skuespil, de saakaldte Mysterier, der fremstillede Kristi Liv i dram. Form (Passionsskuespil), opr. affattede paa Latin, senere ogsaa i Folkesproget, og de moralske Skuespil, saakaldte Moraliteter med Personifikationen af Dyder og Laster som Roller, samt grove folkelige Farcer. Først med Renaissancen og Reformationen fremstod der et nyt Kunstdrama. I Italien naaede man dog ikke ud over lærde Efterligninger og Overs. af Plautus og Terents, og temmelig burleske og frivole Komedier, medens den folkelige Improvisationskomedie, Commedia dell’ arte stod livsfrisk og ogsaa har øvet Indflydelse paa senere Tiders Komedieskrivere (f. Eks. Molière og Holberg). Hos de andre romanske og germanske Folk udviklede der sig derimod efter Reformationen et virkeligt nyt nationalt D. Spanien og England uddannede Middelalderens dram. Tilløb, hint i kat., dette i protestantisk Aand, og byggede saaledes paa folkelig Grund. Spanien udviklede et ejendommeligt romantisk og kat. D., der naaede sin Blomstring i 16. og 17. Aarh. (Lope de Vega, Calderon). Og efter frugtbare Beg. skød England den dram. Digtnings højeste Blomst efter Aischylos i Shakespeare, hvis Storhed, ved at tage Modet fra Forf., næsten har tynget paa det eng. D. siden hans Dage, Det ejendommelige for dette moderne D. i Modsætning til det antikke, er dette: Medens det antikke alvorlige D. nærmest var et Gude- og Hero-D., der øste sit Stof af Sagakredse, er det moderne et Folke-D., der spejler hele Livet. I det antikke D. laa den skæbneknyttende Daad i Alm. forud for Handlingen, hvis egl. Indhold mest var den Handlendes endelige Skæbne, og det var et Situations- og Skæbne-D. (Skylden er ikke altid en Gerning af den lidende Helt, men en Skyld af hans Aner, som han maa sone, hvilket hænger sammen med Blodslægtskabets og Blodhævnens Idé, iflg. hvilken de paa hverandre flg. Slægtled ses som et Hele, og hele Slægten er ansvarlig for den enkeltes Skyld, — for vor individualistiske Følelse en Grusomhed, der ogsaa allerede føltes i Oldtiden, hvorfor Sofokles og endnu mere Euripides søgte at forvandle Slægtsskylden til individuel Skyld). I det nyere D er det derimod Daadens Vorden ud fra den Handlendes Karakter, der er D.’s Genstand, og det er saaledes nærmest Karakter-D. De Baand, som Korets Tilstedeværelse lagde paa Handlingen m. H. t. Tid og Sted, er fjernede med Koret, Handlingen udfoldes bredere, Karakteristikken er mangfoldigere og mere individualiseret, Motiveringen omhyggeligere. I St f. den plastiske træder den maleriske Virkning, det skønne krydres med det interessante og karakteristiske, det tragiske blandes med det komiske. Dette er fælles for det sp. og det eng. D., men der er alligevel en betegnende Forskel. Den Handlendes endelige Skæbne er vel i begge bestemt ved Hensynet til hans Daad, men i det sp. D. hidføres dette endelige Udfald ved en uden for den Handlende staaende Magt (i Lystspillet ved Tilfældets drillende Leg, i Sørgespillet ved Guddommens naadige ell. unaadige Lune), idet efter kat. Forestilling Handlingens naturlige Gang stadig kan afbrydes og jævnlig bliver afbrudt ved et guddommeligt Under. Hos Shakespeare er den endelige Skæbne derimod bestemt ved den Handlende selv, som en Følge af hans Gerning, og Shakespeare repræsenterer saaledes den rent menneskelige Opfattelse, iflg. hvilken Mennesket er sin egen Lykkes Smed, og Karakteristikken hos denne mægtige Menneskefremstiller er psykologisk den højeste, der er ydet. Hos ham er Karaktererne som Ure i Glashylstre: vi ser ind i den indre Mekanisme.

        Frankrig, der opr. havde været et Hovedsæde fer de middelalderlige Skuespil, brød af fra denne naturlige Kilde. Opr. kæmpede sp. og antikke Mønstre om Herredømmet, men de antikke sejrede, særlig ved det af Richelieu stiftede Akademi, og det fr. D. skabtes af Corneille efter de (af ham misforstaaede) aristoteliske Regler: de »tre Enheder« (Handlingens, Tidens og Stedets Enhed). Det var efter sit Indhold i Modsætning til det antikke, der var et Hero-, og det sp.-eng., der var et Folketeater, væsentlig et Hofteater. D.’s Hovedpersoner var hoffåhige, Fyrster og Fyrstinder og Hoffolk, fint dannede, afmaalte og værdige i Holdning og Sprog; og det regelrette i deres Væsen svarede til det regelrette i de tre Enheder. Ved det fr. Sprogs internationale Bet. som Hofsprog, Frankrigs Prestige, Corneille’s og Racine’s poetiske Kraft og Sving, Voltaire’s Habilitet og Molière’s uomtvistelige Storhed blev det fr. D. toneangivende for hele Europa igennem 18. Aarh., Genstand for Efterligning omkr. i Landene og den herskende Magt paa Teatrene (ved Siden af ital. Opera og Syngespil). Den overflødige Fordring paa Tidens og Stedets Enhed (ved Siden af Handlingens), der i det gr. D. var motiveret ved Korets Tilstedeværelse, lagde paa unaturlig Maade Baand paa Handlingens Anlæg; men Handlingens Enhed og overskuelige Sluttethed, en klar Motivering og Opmærksomhedens Koncentration paa den Handlendes indre Konflikter naaedes i høj Grad. I tekn. Henseende var der her en korrekt og inden for den angivne Begrænsning mønsterværdig Bygning. Derimod kan det fr. Teater, der jo i høj Grad var et Produkt af Lærdom og Teori, ikke frikendes for megen kold Patos, ordrig Deklamation og monoton Retorik, og Bestræbelsen for at naa Anstand og Afmaalthed hæmmede ikke sjælden Natursandheden og Udtrykkets Frihed og menneskelige Oprindelighed. Men disse Anker gælder langt mindre den store Karaktertegner og Menneskekender, der skabte den fr. Komedie, Molière, hvis mægtige Geni ogsaa til Dels var den tændende Gnist, der gav Norden sin store Komedieskriver i Holberg.

        18. Aarh.’s sidste Del bragte Røre og Forvandling i det fr. D. Her mødtes Oplysningstidens Rationalisme og Kritik med Rousseau’s ildfulde Kamp for det opr. i Mennesket (»vend tilbage til Naturen«). Naturfølelsen uddybedes, den tredie Stand begyndte at blive Genstand for Opmærksomhed, i England var en borgerlig Tragedie vokset frem ved Siden af den borgerlige Roman og fik Indflydelse paa Frankrig og Tyskland. Disse forsk. Strømninger gav sig først Udslag i det borgerlige Skuespil ved Diderot, der i Prosa behandlede det daglige og borgerlige Livs rørende Tilskikkelser og tragiske Hændelser, og i det moderne Sædebillede ved Beaumarchais, der gav Tidens Indretninger til Pris for Latter og ringede Revolutionen ind. Dette Røre, der rokkede ved det fr. klassiske D. og var rigt paa Bebudelser, naaede hurtig Tyskland. Her havde man hidtil under Gottsched’s Ledelse efterlignet det fr. D. Nu angreb Lessing »den store Corneille«, gjorde ved sin Dramaturgi en Ende paa den fr. Indflydelse og skabte selv et tysk D. i Prosa (Sørgespil og Lystspil) efter Diderot’s Forbillede. Idet han paa een Gang henviste til de gl. (og begrundede en rigtigere Opfattelse af Aristoteles’ Lære om D.) og til Shakespeare som Mønster for D., banede han Vej for Tysklands klassiske D., der søgte at kombinere Shakespeare med det antikke D., saaledes Goethe, der i sin Ungdom nærmest sluttede sig til Shakespeare, i sin Mands-Modenhed til de gl., i »Faust« til Middelalderens Mysterier, og Schiller, Tysklands nationaleste og betydeligste Dramatiker, hos hvem Forsoningen mellem de to Strømninger lykkedes bedst. Om disse to mægtige Aander grupperede sig andre betydelige Dramatikere (som H. v. Kleist), og ud fra den samme Bevægelse, men i ejendommelig national Omsmeltning fik ogsaa Danmark sit andet store Navn inden for den dram. Digtning: Oehlenschläger.

        Siden den Tid kan D. ikke paavise noget egl. nyt. Den moderne Tid har ikke sin Storhed paa D.’s Omraade. Der er Dramatikere i Mængde, en rig, ja en overvældende Litt., og der er dramatiseret i en Mangfoldighed af Retninger, men et D. i samme Forstand som det antikke, det sp., det eng. og det fr., der ud fra et eget Indhold skabte en egen Form, er her ikke Tale om. De tyske Romantikere legede med alle dramatiske Stilarter, og dybere Aander (som Hebbel og O. Ludwig) valgte Shakespeare til Forbillede og forløftede sig paa ham. I det fr. D. fandt forsk. Svingninger Sted, i Tragedien ved Efterligning af Shakespeare og det sp. Teater, i Komedien ved en aandrig, men ofte frivol Behandling af sociale Problemer. Man har lavet alle mulige Sager og brilleret og forbløffet ved dem: Konversations- og socialt D. (Ægteskabsbruds-, Demimonde-, Problem-D.); man har anslaaet alle mulige Strenge, digtet romantisk, realistisk og naturalistisk, og for Frankrigs Vedkommende med udmærket Teknik og besnærende Virtuositet. Men næsten ingensteds finder man noget, der i Originalitet og digterisk Kraft kan sættes ved Siden af de store Dramatikeres Værker, selv om den dram. Digtning bl. sine Dyrkere tæller store Digtere (som Victor Hugo, Alfred Tennyson og Bjørnstjerne Bjørnson), hvis dram. Frembringelser imidlertid ret ofte faldt ud som Læsedramaer. Naar der skal være Tale om noget virkelig originalt, er der kun 3 Navne, der er udraabte som Bærere af det ny: Robert Browning, Richard Wagner og Henrik Ibsen. Det første er kun en Særhed af nogle af Browning’s Beundrere. Browning har digtet D. efter alm. Type og var i Besiddelse af ikke ringe dram. Begavelse; men det er ikke det, der tænkes paa. Meningen er, at Browning’s ejendommelige Monologdigtning, i hvilken en Karakter i lyrisk-reflekterende Enetale afslører sine indre Brydninger og sit Væsen, skal være en ny Form, det indadskuende, af D. Det er imidlertid en Form af den lyriske Poesi, hvis første Spire allerede kan findes i det antikke D.’s store Patosmonologer, men ikke en Form for D. — Beundrere af Richard Wagner finder med mere Ret en Nyfødsel af dram. Kunst i hans Værker. I denne ejendommelige Samvirken af Musik og Digtning til et musikalsk D. skal der være skabt et nyt nationalt D., som Lessing, Mozart og Schiller har haabet det, og D. i denne Form skal staa som det højeste Udtryk for den nationale Kultur og som et æstetisk Opdragelsesmiddel i Schiller’s Forstand; »Bayreuther Spiele« skal være en Mærkepæl i Litt.’s Historie. Det være som det vil; at her er en genial Nydannelse, kan der næppe være Tvivl om; om det egl. kan kaldes en Fornyelse netop af D., er et andet Spørgsmaal. — Dramatiker af høj Rang er derimod uomtvistelig Henrik Ibsen, og hans Navn synes at skulle blive et af de store, der tiltvinger sig Verdens Hyldest ell. i hvert Fald nøder Kulturverdenen til at tage Stilling og afsige en Dom. En Romantik, der søger ind til store Symboler, og en Realisme, der ikke viger tilbage for noget Træk af Virkeligheden, en antik Skæbneidé, der lader den enkelte bøde for Slægtens Brøde, i moderne Dragt, og en Individualisme, der ikke kender nogen Grænser og hævder Individet som sit Væsens Lov, brydes her i en drømmetung Hjerne, der er udrustet med en saadan plastisk-formende Kraft, at den kan modelere Taage. Hele Tidens Gæringsstof af udsøgte psykologiske og sociale Problemer formes her med en næsten forbløffende Teknik. Teknikken i dette Afslørings-D., i hvilket Knuden i Forvejen er knyttet og nu afsløres, er vel nærmest lært i fr. Skole, men Indholdet er født af en ejendommelig nordisk Aand, der synsk ser ud over Verdens Brydninger og uroligt gærende Tanker og spejler dem i store, med digterisk Kraft skabte Skikkelser.

        Nogen afgjort ny Udviklingsfase er D.’s Kunst ikke indtraadt i under de sidste Aartier; men man har dog forsøgt sig frem i forsk. Retninger. Alle Sider af det moderne Liv er blevet bragt paa Scenen og alle Tidens Spørgsmaal sat under Debat; Mennesker og Livsforhold er søgt fremstillede og belyste, af nogle saa impressionistisk livagtigt som muligt, af andre mere med den indre psyk. Sandhed for Øje. Herunder har man, i Samarbejde med den sceniske Kunst, stræbt at frigøre sig fra baade de ydre Konventioner og ogsaa de indre Love, der fra gl Tid har behersket D., og man har — uden at sky hverken det frastødende ell. kedelige — gjort adskillige dristige Forsøg paa at stille alle Haande Udsnit af Livet saa umiddelbart som muligt frem paa Brædderne og følge Virkelighedens Veje saa upaavirket af Teaterpublikummets Krav og Smag som muligt — ofte med megen kunstnerisk Virkning, men ligesaa ofte med ganske ukunstneriske Resultater. (De »frie« og »intime« Teatres Repertoire. Strindberg, Wedekind o. a.). Paa den anden Side har Vers-D., med dets poetiske Stilisering af Virkeligheden, haft en smuk Opblomstring, ikke blot som Læse-D., men ogsaa paa Teatret (Rostand, d’Annunzio, H. v. Hoffmannsthal, Drachmann’s »Melodramaer«), og Maeterlinck og hans Efterlignere har frembragt et for moderne Aand og moderne Nerver særlig afpasset Stemnings- og Fantasi-D. I den nyeste Tid kan man endelig paa mange Maade spore, hvordan Filmskunsten, i hvilken der slumrer forsk. Fremtidsmuligheder, har virket ind paa Dramakunsten, dels befrugtende, dels ansporende, enten til Konkurrence ell. Reaktion. (Litt.: A. W. Schlegel, »Vorlesungen über dramatisch Kunst und Litteratur« [2. Opl. 1817]; Hettner, »Das moderne D.« [1852]; Freytag, »Die Technik des D.« [6. Opl. 1890]; Klein, »Geschichte des D.« [13 Bd, 1865–76]; Prölsz, »Geschichte des neueren D.« [3 Bd, 1880–83]; Cresenach, »Geschichte d. neueren D.« [1908]).