Romantikken

        Romantik og romantisk var opr. Betegnelser for den middelalderlige Aandsretning, som den formentlig gav sig til Kende i Livet, f. Eks. i Riddervæsenet med dets Farve og Fantasifuldhed, dets fantastiske Æresbegreb og mystiske Kvindeforgudelse, men ogsaa i den religiøse Gemytsinderlighed og asketiske Retning, i Sæder, det brogede og mangfoldige, men ogsaa jævne og trohjertede, og i Kunst, f. Eks. den gotiske, mod Himlen stræbende symbolske Kirkebygning. Den stod som en Modsætning til den antikke Aand med dens kunstneriske Glæde ved det plastisk-anskuelige og klassiske Enhed af Indhold og Form, der igen kom frem ved Renaissancens Genoplivelse af Oldtiden og fik sit litterære Udtryk i den fr. klassiske Digtning med dens Formfuldhed, Regelrethed og Forstandsklarhed. — R. og r. blev igen Betegnelsen for den aandelige og litterære Retning (»den romantiske Skole«), der udgik fra Tyskland og fik litterær-universel Bet. i 19. Aarh. Den faldt i den tyske Litt. i en mere individualistisk og æstetisk-filosofisk Gruppe (Brødrene Schlegel, Novalis, Schleiermacher, Tieck, Wachenroder) og en mere national-historisk yngre Kreds (Arnim, Brentano, Brødrene Grimm, Uhland o. a.), men begge med en vis Forkærlighed for det fantastiske, form- og maalløse, for Middelalderen og Folkeejendommelighed. Den var litterært en Reaktion dels mod Livets platte og nøgterne Forstandighed, dels mod det klassisk-skønne med dets Forgudelse af Formen og det regelbundne. I Modsætning hertil søgte denne Romantik et særlig sindsbevægende Indhold, noget aandig-spændende, hvilket atter drog tilbage mod den middelalderlige Fortids dæmrende Taage, ell. noget karakteristisk, frit-lidenskabeligt, mystisk og fantastisk, og mod det formskønnes Trang til Ligevægt og Orden priste den Subjektets Vilkaarlighed og ubundne Frihed. Denne Aandsretning fik stor og foryngende Indflydelse paa Sprogforskning, Historieskrivning og Filosofi. Litterært virkede den langt ud over Tysklands Grænser. I Frankrig fremtraadte den i den unge stormende Digtergruppe, der sprængte Klassicismens Regler (Ch. Nodier, Victor Hugo, senere de Musset, Theoph. Gautier o. a.) som en Trang til det karakteristisk-skønne, det stærke, kraftige, malende, flammende, med Blod, Bevægelse, Purpur og Lokalfarve. I Italien vakte den Manzoni o. a. I England fik den væsentlig Indflydelse paa W. Scott’s hist. Romaner, Søskolens Lyrik, Byron. I Norden har den ved Steffens, Oehlenschläger og Tegner givet Stødet til de efter Folkenaturen mere dæmpede Former af nordisk romantisk Litteratur.

        Efter denne Udvikling bliver det forstaaeligt, at romantisk tillige er blevet Betegnelse for en bestemt Sinds- ell. Aandsretning, der kan karakteriseres ved, at en vis sentimental, i sværmerisk Følelse bundende Aandsdisposition forbindes med Lyst til det spændende, uventede, overraskende, fremmede og Forkærlighed for det dunkle, hemmelighedsfulde og mystiske. Derved er Udtrykket romantisk igen overført paa de Fænomener i Naturen og Livet, der pirrer Fantasien i denne Retning. Det kan i denne Bet. i Tilknytning til Analyser af Sibbern bestemmes som det, der, idet det umiddelbart træder frem for vor Anskuelse ell. bevæger vor Følelse, staar i Berøring ell. Sammenhæng med noget, der vækker og lokker Fantasien til snart at gaa ud i en stor Kreds, hvori den mangfoldigere kan brede sig, snart i enkelte store Træk at stille et om end kun svævende Billede hen for sig af det, hvad Livet maatte skjule i sine Dybder. Det fører Fantasien ud mod det vide og fjerne ell. ind mod Tilværelsens hemmelighedsfulde og mystiske Dybder. Det peger hen mod en stor ell. dyb Baggrund, lader os ane noget hemmelighedsfuldt, noget ukendt, noget anonymt ell. glimte noget uendeligt og underfuldt. Det spænder vor Forventning paa en egen betagende Maade, bebuder os noget kommende og ansporer vor Sjæls Længsel, ell. det tryller os ind i Mindets og Sagnets rige Egne. (Litt.: Haym, »Die romantische Schule« [1870]; Th. Gautier, Histoire du romantisme [Paris 1872]; G. Brandes, »Hovedstrømninger i 19. Aarh.’s Litt.« [Kbhvn 1872—74]; Sibbern, »Om Poesie og Kunst« [2. Del, Kbhvn 1853]).