Vers

                    Vers kan i Almindelighed betegnes som en kortere eller længere Række rytmisk bevægede og virkende Stavelsesgrupperinger, i hvilken stærkere og svagere klingende Stavelser findes i en bestemt Afveksling (Fødder); det er herpaa, at »bunden Stil« beror. V. tages saaledes her i Ordets egentlige og oprindelige Betydning som Verslinie; det kommer af lat. versus, som fra først af betyder: Vending, Drejning, dernæst Plovfure, endvidere: Række, Linie, endelig d. s. s. nutildags. V.-Rytmen hviler i nogle Sprog paa Forskellen imellem »lange« og »korte« Stavelser (Kvantitet), men i de fleste paa den imellem betonede og ubetonede (Accent). Et Antal sammenhørende V. danner et Digt; de kan være indbyrdes rimede (Stavrim, Enderim, Halvrim) eller rimfri, ustrofiske eller strofiske. Men V. bruges populært ogsaa om »Strofe« (s. d.), hvilket græske Ord ligeledes oprindelig betyder Drejning (i dette Sprog er Stichos, Række, kommet i Brug om Verslinien); desuden kaldes et kort Digt ofte V. Fremdeles anvender man Betegnelsen V. om et lille Underafsnit af et Kapitel, hvor Talen er om Bibelens Bøger, f. Eks. 1. Mosebog, 2. Kap„ 3. V.; efter nogle nyere Forskeres Anskuelse er ikke blot de ligefrem poetiske Bøger i Gl. Test. fra først af skrevne i metrisk Form, men ogsaa de øvrige. (Det er især Sievers, som har gjort gældende, at der med meget stor Sandsynlighed i den hebraiske Metrik kan paavises Versemaal, hvilende paa betonede Stavelser, medens man tidligere har villet finde den metriske Basis i en egen Parallelisme i Udtrykket, som dog ikke kan paavises overalt og snarere er et retorisk end digterisk Virkemiddel. Omtrent det samme gælder om Babyloniernes V.). Se for øvrigt: Metrik, Rytme, og arabisk Litteratur.