Sophus Zahle (1797–1837)

Den første Nat havde Herluf Trolle sovet paa sit nye Herresæde, det yndige Skovkloster, og, styrket af Søvnen, stod han nu i Klostervinduet og aandede den friske Morgenluft. Den skjønne Natur hilste ham ved hans Ankomst med sin hele Foraarsvenlighed. Foran hævede den smukke Skov, Raadmandshaven, sine lysegrønne Bøgekroner, blandt hvilke hist og her en dunklere Egetop, ligesom for at byde Alvor i Munterheden, tittede frem. Raaerne sprang mellem Buskene og standsede ved deres sædvanlige Drikkested, den deilige Suusaa. I den tætteste Underskov ved Vandet fløitede Nattergalen; intet Blad rørte sig; hele Naturen syntes at lytte. Herluf, den ædle, fromme Herluf, hvis Hjerte var aabent for alt Stort og Skjønt, stod henrykt over den fortryllende Morgenscene. Hans Blik hævede sig, og hans Hjerte bad sin Morgenbøn. „Evige Forsyn!” saaledes lød det i hans Barm: „Du virker uafladeligt; stadigen udvikle sig dine store Planer; stedse læber Du nye Foraarsdage oprinde, for at udklække nye Høstvelsignelser. O! maatte dog Mennesket heraf lade sig kalde til velgørende Virksomhed! O! maatte dog ogsaa Mennesket arbeide for en velsignet Høst!” — I det Samme lagde den hulde Birgitte, som just var traadt ind i Værelset, sin Haand paa sin Husbondes Skuldre og trykkede sit Morgenkys paa hans Kind. „Tør I staae i det aabne Vindue saa tidligt, kjære Herre!” sagde hun mildt: „Foraarsluften er skarp.” „Ja, Birgitte!” svarede Herluf: „En Sømand taaler baade Morgenluft og Aftenluft, og det maa ogsaa Sømandens Hustru. See! Du maa betragte denne Egn! Hillerødsholm var skjøn, og jeg fortænker Dig ikke i, at Du nødig forlod vor kjære, gamle Bolig; men denne Holm, er den ei ligesaa fortryllende? Have vi tabt ved Byttet?” — „Hvor I er med,” vedblev Birgitte: „der er skjønt for mig, der har jeg Intet tabt — og jeg tilstaaer Eder ogsaa gjerne: denne Egn har overrasket mig, den er langt smukkere, end jeg havde troet. Naar jeg seer derud over Aaen, forekommer det mig næsten, som om jeg saae ud over Søen ved Hillerødsholm. — Men lad mig slippe en Tanke, der fløi mig igjennem Sjælen: I kaldte dette Sted en Holm; maa jeg da sætte to Stavelser foran? Maa vor nye Bolig hedde Herlufs-Holm, da vil den vorde mig dobbelt kjær; det Navn vil blive mig sødt at udtale; men det Klosternavn kan jeg ikke lide nu, da her, Gud være lovet! hverken boe Munke eller Nonner.” — „Du fromme Qvinde!” udbrød Trolle, idet han trykkede sin trofaste Hustrues Haand: „Du, som næst Gud skjænker mig de bedste Glæder i Livet, selv dine Ønsker bringe mig jo Gaver. Dit Ønske er let opfyldt; det udslette nu for stedse Klosternavnet! Men jeg havde i dette Øieblik en anden Tanke. Det faldt mig ind, paany at indrette denne Gaard til et Kloster, som vist vilde behage Gud bedre, end det forrige. Seer Du, jeg reiste mig imorges saa tidligt, fordi en sælsom Drøm, jeg kunde næsten kalde den et Syn, gjorde mig heel underlig tilmode. Jeg svævede paa en Sky over disse ærværdige Klosterbygninger, og en smilende Engel sad ved min Side. Da hørte jeg en alvorlig Psalmetone opsvinge sig fra Hvælvingerne, ei som naar Munke eller Nonner synge; men søde Barnestemmer fløde lifligt sammen med Ynglingens stærkere Toner. Den henrivende Sang steg blidt og kraftigt, frit og ukunstlet til Himlen. Den usynlige Tonestrøm rørte min Sjæl og drog den med sig i salig Henrykkelse til Gud. Pludseligt taug Sangen. Jeg vendte mit Øie hen til det Sted, hvorfra den var udstrømmet. En Vrimmel af glade Drenge mylrede ud af Munkegangen med Psalmebogen under Armen. Deres muntre Livlighed stod i afstikkende Modsætning til Munkenes tvungne Procession, og ligesom bevidnede, at der ikke behøves aandelig Sønderknuselse, Tonsur eller Sneglegang til Frombed. Engelen, som før havde siddet ved min Side, svævede hen over Bygningerne, og uden at de spøgende Børn syntes at mærke det, raabte den lydeligt: „Helligt vorde dette Sted!” — Jeg vaagnede ved disse Ord, og endnu syntes det mig, at de klang for mine Øren som hendøende Toner.”

        Herluf Trolle standsede, og hans Hustru, som med blandet Uro og Opmærksomhed havde hørt hans Fortælling, udbrød med usædvanlig Hastighed: „ I forfærder mig næsten; thi, at de selvsamme Tanker i samme Øieblik fødtes i Eders og min Sjæl, det har jeg hundrede Gange før bemærket; men Drømme — Drømme — kan ogsaa det være muligt? Er det ikke utroligt, og dog! I troer mig jo: Jeg har i Nat havt netop den samme Drøm.” — „O, Birgitte! Hvad der gjælder om Tankerne, kan ogsaa gjælde om Drømmene. Enhver Tanke er et Miniaturmaleri af Det, der foregaaer i Sjælen; og Drømmen er et stort Phantasiestykke, som Sjælen maler frit uden at forstyrres af Legemet. Men jeg tyer tilbage til det Forsæt, min Drøm fremkaldte, og som din nu bestyrker. I Roeskilde og i Helsingøer have vi understøttet Skolerne i det Smaa; hvorfor skulle vi ikke gjøre det i det Større? Et gammelt Sagn byder os at lægge Mærke til, Hvad man drømmer, naar man ligger første Gang paa et Sted; og naar man drømmer saaledes, som vi have drømt i Nat, er det vel at adlyde Sagnet. Vi have ingen Børn; vore Slægtninge have Nok af det Gods, som Møl og Rust fortære; er Du da enig med mig, saa skal dette Sted virkeligt vorde et helligt Sted. Her ville viberede en Tilflugt for den videlystne Aand, der ofte maa fare vidt omkring, uden at kunne finde er Sted at hvile sig paa; her mellem disse yndige Bøge, hvor der er den herligste Tumleplads baade for Aand og Legem, ville vi oprette en Skole, hvor Børnene ei blot skulle undervises, men ogsaa opdrages under omhyggelige Mesteres Opsigt, som om de opdroges hjemme under Forældrenes Øine. Saadanne Skoler ere der allerede i Tydskland, som Du forleden hørte Dr. Niels Hemmingsen fortælle; og i det bør vi Danske altid gjerne efterligne fremmede Folkefærd.” — „Ja! jeg kan forsikkre Eder,” svarede Birgitte, „at Eders Tanke ogsaa heri er min, og at den har været det, lige siden jeg hørte vor gode Dr. Niels med sin sædvanlige Varme tale om disse velgjørende Stiftelser hos vore tydske Naboer. Fra dem kom Reformationen, for hvilken I ogsaa arbejdede, saa kjekt og saa ivrigt, og gjerne ville vi give dem næst Gud Æren for ogsaa at have reformeret dette Kloster til Skole. — Saa bliver jeg endnu Moder for en heel Børneflok, og I, den bedste Mand, bliver tillige den tjenligste Fader.”

        Herluf og Birgitte vilde nu nøiere have udviklet deres skjønne Forsæt til en fuldstændig Plan; men idet Samme sprængte to Riddere gjennem Gaarden, stege af ved Hoveddøren og leverede Hestene til deres Svende. Det var tvende af Fru Trolles Slægtninge, Christopher Gøye til Gunderslevholm og Jørgen Marsvin, som kom for at lykønske deres Frænder ved deres Ankomst til Skovkloster. — „Nu ere vi Naboer,” sagde Christopher til Herluf: „Det skal forene os endnu fastere, end Slægtskabet hidtil. Den samme Strøm, som pladsker her under Muren, kysser ogsaa Foden af min Gaard. Vore Skove slynge Grenene i hinanden, og Raaerne og Daaerne vide knapt, om de høre til Gunderslevholm”, — „eller Herlufsholm,” faldt Birgitte ham i Talen: „Skovkloster er nu ikke længer til; min Husbond har forundt mig den Glæde at døbe vor nye Gaard med hans kjære Navn.” „Retsaa!” tog J. Marsvin Ordet: „Saa boe I nu begge paa landfaste Holme, baade Hr. Trolle og Hr. Gøye; destobedre maae I vogte Eder for, at ikke den Ene tager den Andens Holm.” „Herlufsholms Velgaaende!” vedblev han, idet han greb efter et Glas Rhinskviin, som en Tjener nys havde iskjænket: „Gid I boe der længe og lykkeligt!” — „Fred og Nabovenskab skal I finde her, ligesaavel som paa Hillerødsholm!” tilføiede Chr. Gøye. — „Det give Gud!” sagde Herluf: „I ere mig allerede forud dyrebare, som min kjære Hustrues Slægt; derpaa giver jeg Eder herved min ærlige Sømandshaand.”

        Efter Frokosten gjorde Trolle sine Gjæster nærmere bekjendte med sin nye Eiendom, og disse fandt Alting bedre, end de havde ventet det. De herlige gothiske Bygninger med de takkede Gavle havde de forestilt sig meget mindre, fordi de saa beskedent skjulte sig i Skoven og ikke brammende fremtraadte for Øiet som de kneisende Herregaardsspiir. Chr. Gøye meente, at de hvælvede Værelser i nederste Etage godt kunde staae i 500 Aar endnu, og han havde Ret; thi det Samme fristes vi til at sige den Dag i Tag, naar vi betragte disse faste Buer, som i Midten hvile paa de stærke Piller og støtte deres Rand til de alentykke Mure; thi, skjøndt disse gamle Munkeværelser nu ere forvandlede til Vaskerhuse, Brændekjældere, Kjøkken o. s. v., have de dog hverken ladet sig løsne af Fugtigheden, eller rokke af de haarde Stød, de have maattet udstaae. J. Marsvin gottede sig hjerteligt over at betragte den Mængde Fisk, der vrimlede i de Damme, som vare anlagte ved Gaarden. Ligesom for at hilse deres nye Herre, sloge Suderne og Karudserne den ene voxende Cirkel i Vandet efter den anden, og Gøye bemærkede meget rigtigt, at Admiralen behøvede ikke, som han, at sende Bud til Bavelse Sø efter hver Net Fisk, der behøvedes i hans Kjøkken. Men disse Fiskeparke have ikke vedligeholdt sig saa godt som Bygningerne. Kun een af de mange er nu tilbage. De øvrige har man siden fyldt med ligesaa megen Flid, som man fordum gravede dem. Nu lege muntre Drenge i deres Element, den frie Luft, paa samme Sted, hvor Fiskene fordum tumlede sig i deres Element. Hine trænge nemlig ligesaa meget til Bevægelse, som Munkene fordum til Fisk, for ikke at savne tilladelige Spiser i Fastetiden. De store Haver, der omgave Gaarden næsten paa alle Sider, vidnede om, at Benedictinerne ogsaa havde havt Sands for Naturen. Skoven, som afløste Haverne, beviste det Samme. Snart traf man en smal Sti, som førte til smukke og aabne Pladser, snart en bredere Vei, som var indfattet i Vand og overskygget af store Linde-Bøge og Elletræer. „I er flyttet til Edens Have,” sagde J. Marsvin, da de vare færdige med at besee Alt, hvad der laa Gaarden nærmest: „Næsten kunde jeg misunde Eder dette Paradiis.”

Da Gjæsterne stode i Begreb med at tage Afsked, fortalte Trolle dem i Forbigaaende sin Plan med sine skjønne Besiddelser, og disse begave sig strax derefter paa Hjemrejsen. Neppe vare de komne over Træbroen, som dengang sammenknyttede Suusaaens Bredder der, hvor nu den smukke murede Bro, forsynet med det stærke Jernrækværk, hæver sig paa sex faste Steenbuer, førend de begyndte en Samtale, der indeholdt Varselet for en sørgelig Periode i Herlufsholms Skoles Historie. Det Væsentlige af Samtalen meddele vi derfor her i Korthed.

        Ch. G. Hvad tykkes Eder om Admiralens fromme Plan med den dejlige Eiendom?

        J. M. Naa! Jeg mærker, Eders Tanker ere paa samme Vei, som mine. — Ja! Er det ikke Galskab, det bare, pure Galskab, at lade Peblinge faae saadant Gods at løbe med?

        Chr. G. Jo naturligviis, hvad er det Andet? Men jeg tænker vel ogsaa, at man itide kan faae jaget ham de Fluer af Hovedet. Han maa vel lade sig sige, naar fornuftige Folk give ham deres Grunde. I kan troe, den Plan kommer ikke fra hans egen Hjerne.

        J. M. Nuomstunder er der dog ingen Abbeder og Munke, som lokke troskyldige Sjæle til at skjænke Kirker og Skoler deres Gods. Jeg kan ikke begribe, fra Hvem det taabelige Paafund kunne komme, uden fra ham selv.

        Ch. G. Det kan jeg noget nær sige Eder. Det har den halvgale Præst ved Helliggeistes Menighed, Dr. Niels, faaet præket ham ind. Han har bragt saa meget Sværmeri jjem med sig fra Wittenberg, at han er færdig at gjøre alle dem ør i Hovedet, der gide hørt ham. Mester Philip Melanchton har blæst sin Aand i ham; han skal ogsaa have været stærk i at svøbe Folk som en Halmvisk om sin Finger.

        J. M. I siger Noget. Det veed jeg idetmindste, at hverken Admiralen eller hans Frue kan afsee ham, naar de ere i Kjøbenhavn. Han kan baade bede med dem, og læse og skrive og præke for dem, saa at han er ret efter deres Sind.

        Ch. G. Men vi kom fra det Egentlige. Planen selv, Hvem den saa kommer fra, er fordømt. Den er mine Planer stik imod. Og, skjøndt han er Admiral, kan han dog vel ikke seile imod Vinden. Da Kongen fik isinde at lægge Hillerødsholm under Kronen, og give Herlus Trolle Skovkloster istedet, saa gjorde jeg, som tilkommende Arving, strax min Beregning. Faaer Du Skovklosters Jordegods lagt sammen med Gunderslevholms, tænkte jeg, saa er det meer end nok til et Friherstab, — og saa kommer Friherren af sig selv. Jeg renoncerede saa paa al anden Arv, og gav gjerne Noget til, for at I og mine øvrige Medarvinger kunde faae Eders Andeel ubeskaaren. Det var min Mening; hvad tykkes Eder om den?

        J. M. I den er der Fornuft; den gaaer jeg over til. Den anden er ikke en Penning værd.

        Ch. G. Men seer I, kjære Ven og Frænde! skulle vi drive vor Mening igjennem, saa maae vi være paa vor Post; og enige maae vi være, ellers gaaer Tingen i Ulave.

        J. M. Ja, det forstaaer sig; enige maae vi være, ellers duer det ikke. Er end Stegen nok saa fed, saa ville vi dog ikke slaaes om den som Hunde.

        Ch. G. Mærke vi da, at det bliver Trolles Alvor med at sanctificere sit Gods ligesom Katholikerne, istedetfor at secularisere, som dog nu baade er Mode og langt klogere, saa prøve vi først i Mindelighed at faae ham paa rette Vei.

        J. M. Men mislykkes det, saa bruge vi Gevalt.

        Ch. G. Nei stop! Det gaaer ikke an. Saa maae vi lade, som om Ingenting er i Veien. Og, naar han saa i al Magelighed har testamenteret sit Gods til Drengene, saa holde vi os rolige, til Admiralen er seilet til Evigheden. Saa fordre vi som Fruens Arvinger vor Andeel i Godset, og I kan troe mig, han glemmer nok en af de mange Formaliteter, som skulle iagttages, naar Manden vil disponere over Qvindens Gods. Vi holde os til Formerne, og jeg vædder paa, vi vinde Processen.

        J. M. Den Fremgangsmaade bliver nok ogsaa den rigtigste. Ræv fanger man ved Rævelist.

        Ch. G. Ja, det er den ene rigtige. Og saa maa I begynde med at røre op i Sagerne; thi I kan ikke lade Retten gaae bort fra Eders Frue. Det vilde klæde meget ilde, om I upaatalt lod alskens Drengepak sætte det overstyr, som retmæssigen burde tilfalde Eders Hustru og Eders Børn. Det er ikke Eders Sag, I taler, men Eders Hustrues og Eders Børns: den maa I som ærlig Dannemand antage Eder! Forstaaer I mig?

        J. M. Jo fuldkomment. Men det vil have Tid, inden vi komme saavidt. Herluf Trolle er endnu frisk og sund. Han seer ikke ud til at være stort over de Fyrgetyve. Det er for tidligt at spekulere paa hans Død.

        Ch. G. Nei! Hr. Marsvin! Heri tager I feil. Han er ei langt fra sin Grav, siden han allerede tænker paa sit Testament. Slige Tanker opstige altid af svage Legemer, ligesom Dampen af Dyndet. Der kan ogsaa krybe en Orm gjennem Mandens Marv.

        J. M. I kan have Ret. Ogsaa den stærkeste Eg kan styrte i Stormen; og, skal han ikke leve længer, end den Poppel, han har taget med sig fra Hillerødsholm, og plantet i Krogen ved Klosterhavens Muur, saa kan det snart vare forbi med ham. Den saae kun maadeligt ud.

        Ch. G. Ja! Den plantedes først igaar og tegner allerede til at gaae ud idag. — Saaledes gaaer det ogsaa med hans Børneværk.

        J. M. Vi ville idetmindste gjøre Vort dertil.

        Ch. G. Det ville vi, som ærlige Karle. Derpaa ville vi give hinanden vort ridderlige Haandslag.

        Her sloge de Hænderne saa fast i hinanden, at J. Marsvins Hest blev sky over Klasket og gjorde et pludseligt Sidespring, saa at begge Ridderne Haand i Haand tumlede om i Snavset lige ud for Holløse Mølle, just paa Grændsen af Herlufsholms Gods. Hestene mærkede snart, at de havde faaet fri Tøile, og fore over Møllebroen afsted til deres Krybber paa Gunderslevholm; Ridderne maatte, dygtigt tilsølede, finde sig i at gaae den sidste Fjerdingvej tilfods. — J. Marsvin meente, at det var et ondt Varsel, og at de gjerne kunde have gjemt Haandslaget, til de vare komne af Hestene. Derimod indvendte Ch. Gøye, at de vare for gamle til at troe paa Varsler, og at en saa skjøn Pagt ogsaa kunde fortjene en ny Kjole.

        Herlufs og Birgittes skjønne Forsæt døde ikke som en Rose i sin Knop. Mere og mere nærmede det sig sin Udvikling til fuldendt Virkelighed. Men Fromhed og Klogskab boede tilsammen hos det ædle Ægtepar. De gik ikke overilet tilværks. At lavere Hensigter kunde søge at nedrive, Hvad de vilde opbygge, det havde de forudseet; og derfor stræbte de at lægge deres Stiftelses Grundstene saa faste, at en fjendtlig Storm ikke letteligen skulde rokke dem. Dette lod sig ikke gjøre i faa Dage eller Maaneder. Først 1565, den 23de Mai, var Alting saaledes beordret og begrundet, at Fundatsen til Skolen kunde underskrives; og nu spildtes ingen Tid; den underskreves strax. Med Glædens lyse Udtryk i sit Øie reiste Herlufs Hustru sig, da hun havde skrevet sit Birgitte Gøye ved Siden af sin Ægtefalles Navn. „Det er er saligt Øieblik!” sagde hun, fast omslyngende Herluf: „Nu er jeg Moder, nu er Du Fader!” Og Glædestaarer trillede over hendes skjønne Kinder. „Guds Naade beskjærme denne Borg, hvor vore Sønner skulle boe og bygge!” bad den ædle Herluf. —

        Endnu stode de i hinandens Arme og sankede deres Blik paa Papiret, hvis Bogstaver, som et unedbrydeligt Gitter, fra nu af skulde indhegne deres Gods til helligt Brug, da i det Samme en Rytter i kongeligt Livree red op i Borggaarden. Strax efter traadte Lakaien ind og leverede Admiralen, idet han ærbødigt bøiede sig for ham og hans Frue, et Brev med Kongens Segl. Herluf Trolle læste:

        „Nys førte min Haand Pennen til Guds Ære,” sagde Herluf: „nu skal den vise, at den ogsaa kan føre Sværdet til Kongens og Rigets Værn. Saaledes bør det altid være: „Først Gud, saa Kongen!” Men Birgitte blegnede ved den nye og pludselige Skilsmisse og sagde med sin blide Stemme: „Jeg holder ellers saa meget af vor gode Konge; men det er dog ikke ret, at han bestandigt kalder Eder fra min Side. Af Eder selv forlader I mig aldrig.”

        Men aldrig havde Herluf været mere forberedt til at modtage sin kongelige Herres Vink, end netop denne Gang. Hans skjønne Plan var fuldført, og det var, ligesom om han havde løftet en Steen fra Hjertet, da han havde bortgivet alt sit Gods til en Skoles Stiftelse. Han kunde derfor strax begive sig paa Reisen til Hovedstaden ; thi Alt i Hjemmet var ordnet; hans Regnskab var opgjort. Derfor see vi ham ogsaa den 28de Mai at modtage sin Konges Brev, den 29de at reise til sin Bestemmelse, den 30te at komme til Hovedstaden, og den 1ste Juni at stikke i Søen med Flaaden. Hvad er den Hurtighed, som Cicero roser hos Pompejus, i Sammenligning hermed? — Og dog aflagde han paa denne Reise et Besøg. Da han red gjennem Vester-Egede og saae Gisselfelds Taarne at rage op over Bøgetoppene, kunde han ikke modstaae den Lyst at lægge Veien derigjennem for at tale med Baron von Donau, som dengang beboede dette Herresæde. Alle Døre aabnede sig gjæstmildt for den navnkundige Helt. Men han kunde ikke tøve længe. I muligste Hast fortalte han, hvorfor han var kommen. En uimodstaaelig Følelse havde drevet ham til Gisselfeld, for at bevæge Baron von Donau til at forene sin Indflydelse med hans hos den gode Konge, for at gjengive den landsforviste, hrave Peder Oxe til Fædrenelandet. Donau, som af Kongen havde faaet Oxes fornemste Gods, det deilige Gisselfeld, i Forlehning, studsede vel over denne uventede Anmodning. Men han bestormedes saaledes af den store Sjæls ædle Grunde, han grebes saaledes af den djærve Retskaffenheds simple Veltalenhed, at han ikke kunde modstaae. Han gav sit ridderlige Ord paa, at gjøre Sit til at faae hiin duelige Dannemand hjemkaldt.

        Hvad Herluf Trolle om denne Sag har talt til Kongen, vide vi ikke. Men man saae ham med glædetindrende Blik at træde ud af Kongeborgen, da han, efterat have modtaget sin Ordre, begav sig ned til Flaaden. Den gode Bevidsthed straalte i hans Øie, og snart efter vendte Peder Oxe tilbage til sit kjære Fødeland. — Trolle drog strax i rum Sø, for at søge sin Fjende. Denne traf han ved Øland. Kampen blev haard, især da de Danskes Forbundsfæller, Lybekkerne, udvalgte sig den sikkrere Plads bagved. Dog Tapperheden sejrede: de Svenske flygtede, og de Danske beholdt Valpladsen. Men Herluf Trolle var dødeligt saaret. I denne Tilstand drog han tilbage til Kjøbenhavn, med Seirskrandsen dryppende af eget Blod. Fire Uger efter døde han i den fromme Birgittes Arme.

        Nu var Christopher Gøyes Spaadom gaaet i Opfyldelse. I sin Manddomskraft var Trolle sjunken i Graven, som Skovens Eg, der, faldet af Øxen, bøier mod Jorden sin Krone, hvilken end længe kunde have løftet sig kjekt imod Himlen. Nu skulde Minen springe, nu skulde det skjønne Fromhedsværk forstyrres af Gjerrighedens Djævel. Gøye og Marsvin sadlede atter deres Heste, for at ride til Herlufsholm. Forhen skulde de gratulere de Nysankomne; nu maatte de jo condolere den sørgende Frue. Med den Dybtnedbøiedes Sorg og den Frommes Rolighed modtog Birgitte denne Gang sine Gjæster. Disse kunde derimod neppe skjule deres Glæde under Forstillelsens Maske. De talte ligefrem om, at Trolles tidlige Død formodentlig vilde forstyrre hans Plan med Skolen, men at dette ogsaa var en Plan, som den Hensovede ved modnere Overlæg selv vilde have opgivet, hvis han ikke saa pludseligt var bleven bortrykket; nu bød Pligten dem at være hendes Raadgivere, og de maatte af alle Kræfter modsætte sig Udførelsen af hiin uoverlagte Flyvegrille; de kunde umuligt med Rolighed see paa, at deres Frænke kastede sit Gods hen for en Flok uvorne Drenge, der vilde pege Fingre ad hende selv, naar de saae den høibaarne Frue at vandre om med Betlerstaven i Haanden. Imidlertid tabte de næsten deres Fatning over den Rolighed og Bestemthed, hvormed deres Frænke svarede dem, at hendes Mands Plan med Skolen var saa langt fra at være en Flyvegrille, at han Intet i Verden havde besluttet efter modnere Overlæg. Fundatsen var desuden underskreven, det skjønne Værk var fuldført, Alt indtil de mindste Formaliteter var besørget for den Saliges Henfart. — „Indtil de mindste Formaliteter!” mumlede Chr. Gøye, og en Sky foer over hans Pande. „Der trækker et Uveir op!” sagde Marsvin: „Vi maae ile, hvis vi ville — slippe vel hjem.” Der blev hurtig taget Afsked, og den fromme Birgitte ahnede intet Ondt af sine Slægtninge.

        Men snart aabnedes hendes Øie for de listige Ranker. Hun modtog et Brev fra Gøye, fuldt af de helligste Forsikkringer om, at han brændte af en Kjærlighed for hende, som han ikke længere kunde fordølge. Selv havde hendes Fromhed og Skjønhed tændt den mægtige Lue; han bad derfor indstændigt om, at hendes Gjenkjærlighed ogsaa maatte give den Næring. Efter en blussende Kjærligheds kraftige Yttringer fremkom nogle temmelig kolde Beregninger over, hvor fordeelagtigt det vilde være, at Herlufsholm og Gunderslevholm rakte hinanden en ægteskabelig Troskabshaand. Gud havde tydeligt nok tilkendegivet sine vise Raad i denne Anledning ved at gjøre Fru Birgitte til Enke og ham til Enkemand. Himlens Vink bør man ikke modstaae!

        Birgitte mærkede nu, hvad det var for en Aand, der talede af Frændebryst. Hendes Svar var hende værdigt, og altsaa af den Beskaffenhed, at den bragte Forbitrrelse og Hævn i fuld Gjæring hos Gøye.

        Nu gik det da, som det hedder i Digterens Sang:

        Ja! man begyndte nu aabenbart at ville nedbryde dette fromme Værk, da de lønlige Bestræbelser alle vare strandede. Ole Mauritzen var Stiftelsens Forstander. For at sikkre Stiftelsen mod de fjendtlige Angreb var det nu, at han fordrede kongelig Laas, det vil sige: den sidste uomstødelige Bekræftelse paa Fundatsen. Men Christopher Gøye og Jørgen Marsvin fremtraadte nu og nedlagde i Retten den Paastand, at Fundatsen, hvad Fru Gøyes Andeel deri angik, skulde erklæres ugyldig.

        En Proces var uundgaaelig. Tinget i Ringsted frifandt Skolen aldeles for Gøyes Tiltale. Men J. Marsvin havde senere anlagt Sag; og mod ham optraadte Skolens Rector, Magister Hans Mikkelsen. Retten i Nestved frakjendte ogsaa Marsvin Arven, og dømte derhos, at han ingenlunde kunde forhindre den forlangte Laas paa Fundatsen. Nu appelleredes Sagen til Skaane-Landsting. Her faldt Dommen anderledes ud. Paa Grund af en høist ubetydelig Formalitetsfeil kjendtes for Ret, at Fundatsen, hvad Fru B. Gøyes Andeel angik, var gjort imod Loven, hvorfor Skolens Forstander altsaa ingen Laas kunde erholde paa Mere, end den Deel af Godset, som ifølge Skjødet var Herluf Trolles eget. Rigsraadet stadfæstede dette, og tildømte samtlige Herluf Trolles Arvinger, at stande J. Marsvin tilrette, hvis han kunde bevise at have lidt nogen Skade ved det Skjøde, Herluf Trolle havde udstedt paa sin Hustrues Gods. Den afgjørende Dag kom. Det var den 20de October 1573, Dommen faldt. Skolen mistede sin halve Eiendom. Redning syntes at være umulig.

        Men, var Herlufsholms Lykkessol gaaet ned i mørke Skyer den 20de October, da steg den atter herlig frem med sejrende Glands allerede den følgende Dag. H. Mikkelsen mødte i Retten den 21de October og fremlagde foruden de forrige Documenter Birgittes Overdragelsesbrev. Alt forandrer sig til Stiftelsens Fordeel. De i Ringsted og Nestved afsagte Domme stadfæstes. Skolens Forstander faaer kongelig Laas paa Fundatsen, og baade hine ivrige Modstandere, hvis Navne tidt nok her have staaet til velfortjent Skam, og Fru Trolles øvrige Arvinger fradømmes al Ret til nogensomhelst Fordring paa Skolens Gods.

        Men hvad havde bevirket denne saa pludselige og heldige Forandring? Peter Nesen i sit Atlas manuscriptus fortæller Sagen omtrent saaledes: Fuld af Bekymring over den Fare, som truede Herluf Trolles Siftelse, var den nidkjære Magister H. Mikkelsen gangen til Hvile. Han sov allerede trygt. Men i Nattens Stilhed fremtraadte den hedengangne Fru Birgitte synlig for ham. Hun nærmede sig et Bord, som stod i Værelset, hvor han sov, og gav nogle Slag paa dets Fod. Synet forsvandt; den fromme Rector forundrede sig saare. Næfte Morgen undersøgte han Bordet. Et hemmeligt Gjemme opdagedes i dets Fod, og dette indesluttede det vigtige Document, som afgjorde Herlufsholms Skjæbne.

        „Var det en Drøm, Du Gamle?

        Var det et Aandesyn?”

        siger Oehlenschläger herom i sin Romance: Herlufsholms Skole.¹ Man betragte Sagen, som man vil; man forklare den, som man vil; saameget er vist, at Resen fortæller dette Sagn 40 Aar efter Skolens Seir, og føier til: „Jeg selv, som skriver dette, har seet Bordet og undersøgt Gjemmet og Kammeret, hvor Tingen gik for sig.”

        Saaledes fødtes Herlufsholms Skole, den eneste Stiftelse i sit Slags, som Danmarks Sletter kan opvise, gjennem en haard Kamp, som alt det Skjønneste og Største i Verden. End staaer dette Fromhedens herlige Mindesmærke, selv blomstrende paa den blomsterrige Slette i en af Sjællands nydeligste Egne. En klar Strøm bølger sig omkring den. Kommer Du didhen, min venlige Læser! og seer Du dette ubeskriveligt deilige Sted mellem Bøgenes og Lindenes Kroner, da vil Du sande med nsig: der staaer et ægte Musernes Tempel. —

        De ædle Stiftere sove nu i Fred i den lyse Kirke bag Herrens Altar. Udhugne i Marmor ligge de selv paa deres Sarkophager. Ved Herlufs Fod ligger en Løve. Let skal forkynde Efterslægten, at i hans Aand forbandt sig det Ædle med det Store. Ved Birgittes Fod ligger en Hund; thi den er Sindbilledet paa Troskab i Liv og Død.

        Til dette korte Omrids af en herlig Stiftelses Fødsel maae endnu knytte sig disse Stropher, som for længe siden bleve til paa Skolebænken: