End dækked Nattens Teppe
Den drømmende Lund;
End slumred Dagens Øie
Sit sidste, søde Blund;
Halvmaanens blege Aasyn
Fra Himlens dybe Blaae
Med tungsindige Blikke
Til Kongeborgen saae.
Imellem stolte Bøge,
Paa Skovsøens Rand
Den kneised mørk, mens Luften
Kruste det klare Vand;
Let sused gennem Skoven
Den friske Morgenvind,
Saa Stjernen ofte daled
I Skyens Favntag ind.
I Borgen var der Stilhed,
Der var ængsteligt tyst,
Som gjemte den en Rædsel,
En sælsom, i sit Bryst;
Septemberløvet sittred
Paa den knudrede Eeg,
Og Voverne, de rislende,
Langs Kysten sank og steeg.
Men hist, hvor Hyldebusken
Nær Murens Steen var groet,
Der aabned sig en Jerndør
I Taarnets faste Fod;
Og op fra Øglegaardens
Natkolde, skumle Gjem
En halv Snees vilde Karle
I Taushed trængte frem.
To røde Fakler flamme.
Imellem dem gaaer
En Ungersvend med brune,
Vildtflagrende Haar.
Paa nøgen Fod han træder,
Med linned Kofte paa,
Mens Harmens hvide Lilier
Paa begge Kinder staae.
Men stum var hans Læbe
Og stolt var hans Blik,
Saa kraftigt, let og spændigt
Som til en Dands han gik.
Paa Flokkens kaade Grumhed,
Paa deres ublue Spot
Med bittert Smiil om Munden
Han svarede blot.
Henover Borgebroen
De droge ham afsted,
De slæbte som en Køter
Ham ud for Borgeled;
Han fulgte dem som Den
Der bærer mægtig Trøst
I sit dristige Mod,
I sit skyldfrie Bryst.
I Rosenlund de standsed.
Her kneisede stolt
En Hjort, som fire Svende
Med Nød og Møie holdt.
Med Løbene den stamped,
Og dens kyste, vilde Blik
Til Høire og til Venstre
I Angst og Rædsel gik.
Med plumpe Bøddel-Næver
De kasted her paastand
I Græsset hen den unge,
Den vaabenløse Mand;
Saa surred de, saa bandt de
Under voldsomme Greb
Hans Arme og hans Hænder
Med stærke Hampereb.
Saa lagde de ham baglænds,
Alt under bitter Spot,
Paa Dyrets Ryg, — de sagde,
Der laae han blødt og godt!
Fast snøred de hans Hænder
Og hans Fødder igjen
Til Hjortens ranke Hals,
Til dens Blad og dens Lænd,
„Her skal Du ikke længer
Saa stolt og siirlig gaae;
Nei, langt af Led Du fare
Med Kongens Ærind maa.
Den Ganger, som Du rider
Den gjør Dig Reisen let,
Du tør ei ved paa Veien
At vorde mødig og træt
Saa vide over Landet
Skal Du bære Kongens Bud;
Som ærlig Svend og dannis
Du føre det ud!”
Saa gav de Slip paa Dyret
Og stemmed Alle op
Med knaldende Pidske
Deres Hallo! og Hop!
De klapped i deres Hænder,
Mens Valdhornet klang.
Den kyste Hjort da lukt
Over Rosenhegnet sprang.
Ned ad den Lindegyde
Som en Piil det monne gaae,
Hvor hist og her i Skyggen
Hofsinders Huse laae.
Men ved det sidste Huus,
Som var saa siirligt bygt,
Halv dulgt bag Rosenhækker
Og med Billeder smykt,
Der aabned sig et Vindve
Bag Rankerne brat.
Og rædsomt lød en Stemme
I den dæmrende Nat.
Det var en vidtskingrende,
En knivskarp Qvinderøst,
Som kom den fra et haabløst,
Forpiint, fortvivlet Bryst;
Som steeg den op fra Dybet,
Fra den flammende Dal,
Hvor Sjælen sig krymper
I den evige Qval:
„Nu Lykke da paa Reisen,
Allerdeiligste Svend!
O, vend din rappe Ganger
Ret snart her hjem igjen.
Dvæl ikke altfor længe,
Ak, din udvalgte Mø,
Din yndefulde Rose
Af Sorrig vist vil døe!”
Men let som en Svale
Afsted den Ganger foer,
De naaede ei hans Øre
De skjærende Ord.
De svandt, som ved Stormsø
En Fugleqvidder fiin,
Mens Luften om hans Hoved
Istemmede sit Hviin.
Det lød ubønhørligt
Som en rædsom Dødesang,
Et Jammerhyl fra Graven,
En Stormklokkeklang.
Ubændig, som Høstens
Den kaadeste Vind,
Gik Hjortens Flugt fra Sletten
I Skovkrattet ind.
Ved hvert et Sæt, den gjorde
I Angest og i Hast,
De Reb om Haand og Ankel
Sig surred mere fast;
Og Slaaentjørnens Kløer
Og Egens seige Arm
Hudflettede hans Skuldre
Og søndersled hans Barm.
Uden Rast, uden Hvile
Foer Skovens Drot afsted
Over grønklædte Bakker,
I grønne Dale ned;
Høit stønnede dens Bryst, —
Den sittred — og med Eet
Udstødte den fra Lungen
Et Brøl saa vildt og vredt.
Og i det fælt uhyggelige,
Det dumpe, hæse Skrig
En Dødsangest bæved,
En Qval — usigelig.
Kyst af sin egen Stemme,
Forvildet i sin Skræk
Meer rasende den satte
Over Busk, over Bæk.
Septemberdagens varme
Guldstraalende Sol
Alt længe sad rolig
Paa sin mørkblaae Kongestol;
Den smiled saa huldsaligt
Til Mark og Sø og Skov,
Og qvæged ved sit Øie,
Hvad der vaaged og sov.
I Mosen havde Vildbassen
Slaget sig til Ro.
Den snorkede ved Siden af
Sin gryntende So;
Den sorte Snog sig ringled
I Sandets lune Bad.
Skovduen, sødt kurrende,
I Gyngevuggen sad.
Træpikkeren, den brogede,
Den lille Tømmermand,
Paa Birkens hvide Bark slog
Sin snelle Trille an;
Og Ræven med sin gule,
Sin boltrende Flok
I Græsset ved sin Hule
Havde Lystighed nok.
Saa yndig Fred der hviled
Paa Vei og paa Sti,
Hvor den usalige Rytter
Paa Hjorten fløi forbi;
Men selv han Intet ændsed;
Paa den rædsomme Flugt
Han havde tabt sin Tanke
Og hans Øie var lukt.
Den kronede Ganger
Tog en vildere Fart,
I Skovens dybe Mørke
Den fjælede sig snart,
I løvtætte Tykning,
Hvor Eensomhed boer,
Fra Mennesker fjernet
Og fra Menneskers Spor.
Den naaede seent paa Dagen
En Lyngskrænt, der steil
Sank ned mod en Skovsøes
Bladkrandsede Speil.
Det standsede den ikke;
Liig et lynende Blink
Den skjød som i Blinde
Ned ad den bratte Brink.
Brat Bølgerne blev vakte,
Høit om dens Lænder slog
Det blanke Vand; den svømmed,
Den prusted og jog
Af Rede de vilde Ænder,
Som kurede i Siv, —
Da vaagned atter Svenden
Til Qval og til Liv.
Han aabnede sit Øie,
Veemodigt op han saae
Imod det dybe, rene
Og trøstefulde Blaae; —
Og Vandets stærke Favntag,
Af friske Kræfter fyldt,
Den lumre Feberhede
Af hans Lemmer fik skylt.
Det var, som Haabets Spire
Alt sagtelig frembrød,
Hans Muskler blev stramme,
Frit Hjertets Kilde flød.
Det var ham, som Rankens
Mildtglødende Blod
Havde dræbt al hans Smerte
Og livnet hans Mod.
Men næppe op af Badet
Den kaade Ganger steeg,
Før atter Haab og Lise
Bort fra hans Hjerte veeg.
Naar han de spændte Snore
Blot lindt og sagte drog,
Da var det som en Spore,
Der vildere den jog.
Den reiste sine Takker,
Den brølede ræd,
Og piled over skovdækte
Dal og Høi afsted;
Og kom den saa paa Farten
Til en sørgelig Plet,
Hvor Pesten havde øvet
Sin skumleste Idræt;
Hvor Pesten havde meiet
Alt det Levende bort,
Hvor Haugen laae forvildet,
Skorstenen kneiste sort, —
Da studsed den og standsed,
Og gjorde omkring;
Da knaged Svendens Lemmer
Ved det voldsomme Sving.
Saa led det henad Aften,
Af Solens røde Glands
Kun Bøgenes Isse
Bar en glimrende Krands.
Men Dæmringen sneeg sig
Gjennem Busk, gjennem Krat
Og hviskede: nu kommer
Den stille, store Nat.
Jævnt sagtnede den Vilde
Sin stormende Gang;
Den travede, den rendte,
Og kun sjelden den sprang.
Den snøfted og den letted
Kun fortrøden sin Fod,
Den snubled over Tuen
Og mangen knudret Rod.
Og ved en Egestamme,
Hvis Rødder som et Net
Krøb ud og ind fra Bullen,
Den standsede med Eet.
Paa tørre, glatte Moslag
Den snublede, den gleed,
Og styrtede saa sammen,
At den stønnede derved.
Da glimted Haabet atter!
Ved Faldets Sving og Hast
Den ene stærke Line
Om Haandledet brast;
Men sindig og forsigtig
Sin Haand han hvile lod,
Han hæved ei sit Hoved,
Han rørte ei sin Fod.
Nu randt det ham i Sinde,
Det var den søde Stund,
Der ellers tit ham vinked
Til dunkle Rosenlund,
For under de duftende,
De fyldige Lindetræ’r
I Natten trygt at møde
Sin unge Hjertenskjær.
Og Tegnet, som i Løndom
De brugte, hvergang
De nærmed sig hinanden,
Det var en simpel Sang,
En jævn lille Vise,
Uskyldig, from og glad,
Som begge de to Hjerter,
Der saa ofte den qvad.
I Rosenhaven bundet
Den Kronhjort da stod,
Og nipped Lindens Blade
Og laae ved dens Rod.
Og naar da Sangen toned,
Lidt mindre sky og vild
Den vendte sine Ører
Og lytted gjerne til.
Thi Hjorten høiligt elsker
Og hører med Lyst
Den Velklang, der kan fødes
Af et Menneskes Bryst.
Saasnart den derfor spored
Den Vexelsang blid,
Den lod sig villig klappe
Og traadte gjerne hid.
Hiint Elskovens Løsen
Det kom han her i Hu;
Og skjøndt han Hjerte brændte
Omspændt af Vee og Gru,
Saa hæved han dog Stemmen
Saa blødelig og blid,
Som naar en Moder luller
Sit Barn ved Nattetid:
„Hvor tindrer nu min Stjerne?
Hvor dølger sig min Skat?
Dig søger i det Fjerne
Min Sjæl ved Dag og Nat.
Dig lokker nu min Stemme;
Jeg veed, Du kommer jo,
Thi aldrig kan Du glemme,
Du skjenked mig din Tro!”
Men Hjorten dreied Øret,
Den vendte Hov’det lidt;
Det var de samme Toner,
Som den fornam saa tidt.
Det lod ret, som den sukked
Og atter laae den ned.
Tungt aanded Ungersvenden
Og blev saa atter ved:
„Hver Nat er jo vor Sommer,
Dens Blomster ere vi;
Naar Dagen den kommer,
Er vor Sommer forbi.
O, yndigste Kjærminde!
O, Elskovsrose rød!
I Mulm jeg kan Dig finde,
For din Duft er stærk og sød!”
Saa nynned han og løste
Med den vaersomste Haand
Af begge sine Ankler
De stærktsnoede Baand;
Og lempeligt han listed,
Med høitbankende Barm,
Den allersidste Løkke af,
Som kuede hans Arm.
Han sagte lod sig glide
Fra Dyrets brede Ryg,
Ned sank han ved dets Side
Paa Mosteppet tryg.
Dog knap sig følte Hjorten
For Baand og Byrde qvit,
Udstødte den et Brøl,
Sprang op og kneised frit.
Med Bragen brød den gjennem
Den tætte, mørke Skov,
Den vækked de smaa Fugle,
Som sad der og sov;
Og længe hørte Svenden
Hver raslende Busk,
Og hvor Grenene de knaged
Ved de voldsomme Rusk;
Til fjernere sig tabte
Hver Lyd og hver Larm.
Da strakte han med Vellyst
Sin Fod og sin Arm;
Sin stivnede Nakke
Og sin martrede Lænd
Paa mosbløde Leie
Han lod nu segne hen.
Han folded sine Hænder,
Slog Kors for sit Bryst,
Og takkede Vorherre
Med hendøende Røst,
Fordi han havde frelst ham
Fra saa grusom en Død.
Dybt sank han saa i Dvale
Og glemte al sin Nød.