Jeg spænder min Spore, jeg griber min Hat,
Thi, ak! du maa vide,
Annette! jeg siger dig tusind Godnat,
Snart har jeg dig, Søde! for evigt forladt, —
Nu er det paa Tide.
Annette! nei, væk ei de drømmende Smaa
I Kamret derinde;
De kan jo dog ikke min Smerte forstaae,
Ei Glutternes Kinder, ei Øinene blaae
Skal gaae mig af Minde.
Ak, hvor skal jeg hvile mit Øie med Lyst,
Og dulme min Smerte,
Naar ikke jeg hører din venlige Røst,
Naar ikke jeg seer dig, og Bryst imod Bryst
Kan føle dit Hjerte?
O, siig! er mit Hjerte saa tomt og saa koldt,
Som Folk nu vil sige?
Ak, har jeg dig vel nogen Kummer forvoldt?
Og har jeg i kjærlige Favn ei holdt
Vor Dreng og vor Pige?
Annette! jeg planted for Drengen en Lind
Her tæt ved vor Hytte;
O! vogt den, som Drengen, med moderligt Sind,
Da skal den, som han, mod Sol og mod Vind
Dig kjærligt beskytte.
Annette! jeg satte, da Pigen blev fød,
En Rose i Haven;
Jeg beder dig, plei den, at, naar jeg er død,
Den endnu kan blomstre, fyldig og rød,
Og pynte paa Graven.
Annette! siig Børnene aldrig mit Navn,
Du kjender min Brøde, —
Du kjender min Kjærlighed, — ak, og mit Savn, —
Hvad glemmer, du Søde! man ei i din Favn?
Siig dem, at jeg døde.
Jeg vil, du skal eie min trofaste Hund,
Han tør mig ei følge;
Han blev mig en Maner hver Dag og hver Stund,
Saa Kummerens bittre Smiil om min Mund
Jeg kunde ei dølge.
Og vil du beholde min klingende Luth,
Som ligger paa Sengen?
Hver Blomst er jo visnet, som Sangen har skudt,
Min Ild er udslukket, ei mere, min Glut!
Jeg rører ved Strængen.
Du sidder med Haanden i Skjødet saa bleeg,
Og tier saa stille;
Det ængster mig meer, end om Taarerne steeg,
Det knuger min Barm, at du er saa bleeg,
Og sidder saa stille.
Jeg klipper en Lok af dit blonde Haar,
Og her skal den ligge;
Det voxer igjen med det kommende Aar,
Men Længselens brændende, dybe Saar
Det lukker sig ikke.
Nu maa jeg afsted! jeg hvisker dig kun:
Farvel, min Annette!
Jeg løser Omfavnelsens lænkende Rund,
Og trykker et brændende Kys paa din Mund,
Det sidste — og dette!