Nu god Nat! — Gaa ind, min Frue!
Staa ei uden Shawl og Hat;
Skynd Dem til den varme Stue.
Tak for denne Gang! God Nat! —
Sæt i Kanen dig, Annette!
Jeg staaer bagpaa, ud ad Port
Gaaer den lette
Hest i Trav, som det var smurt.
Kold og klar er Luften, Sneen
Knittrer under Hestens Skridt.
Maanen glimter i Alleen,
Bag hvert Træ den leger Tit;
See! der er den, kan du see ’en
Blank, poleret, uden Ring?
Her Chausseen
Naaede vi med raske Sving.
Her jeg atter frit tør aande
Efter al den Viin og Mad,
Efter alt det Vrøvl, den Vaande,
Som saa gjerne følges ad;
Endt er nu min Qval og Qvide, —
Lee du kuns! — du næppe troer,
Hvad jeg lide
Maa ved sligt et Middagsbord:
Fornem Taushed, fjottet Latter,
Halve Spørgsmaal, flaue Svar,
Kandestøben og Debatter,
Høit opskruet Passiar,
Medisance, Smigrerier,
Vigtig Alvor, falske Blik,
Drillerier,
Ussel Sang og dum Critik!
Siig mig dog, hvor kan man ville,
Naar man har et Hjem, som vi,
Otte dyre Timer spilde
Paa saa vandet Compagnie?
Etiquette? Bah! — min Ganger!
Spring paa Veien, stærk og let!
Ei man fanger
Mig saa snart i saadant Net .
See, hvor dybt sørgmodig hælder
Granens Top, med Snee beladt;
Hør, hvor muntert vore Bjelder
Ringle gjennem Skov og Krat;
Selsomt disse Ellestammer
Dandse os i Rad forbi,
Maanens Flammer
Fylder Alt med Trylleri.
Rask, min Hest! du hjemme finder
Hø og Havre og din Stald;
Dybt i Søvn, med runde Kinder,
Begge Børn vi favne skal;
Pigen seer jeg alt, den lille,
Smilende og hvid og rød,
From og stille,
Lokken guul og silkeblød.
Og den tykke Dreng jeg hører
Trodsigt knurrende, naar han
Heftig sig i Kurven rører,
Og ei strax sig vende kan! —
„Aa min Herre skulde nødig
Skjænde paa sit eget Kjøn,
Uærbødig
Tale om sin stolte Søn!”
Jo, Annette! jeg maa elske
Hende meget meer end ham!
Drenge blive snart rebelske,
Piger er liig fromme Lam;
Og naar Knøsen alt er Herre,
Staaer hun end, et barnligt Skud,
Sandt, desværre!
Tidt forladt i Storm og Slud.
Seer du Ræven, hvor den stræber
Gjennem Skov i Bølgedands;
Paa den hvide Vei den slæber
Efter sig sin tykke Svands!
Deiligt dale Sneens Flokker
Glimrende fra Busk og Træer,
Naar de rokker, —
Ak, hvor stille fjern og nær!
Hør, for Løiers Skyld, hvad sagde
Han dig dog for smukke Ting?
„Hvilken Han?” — Jo, han som lagde
Shawlet dig saa peent omkring?
„Narreri!” — Jeg saae ham smægte,
Hvilken Iver! hvilke Blik!
Ei jeg nægte
Kan, han jo Repliker fik!
„Veed du hvad, jeg kunde gjerne,
Hvis jeg vilde, blive vreed!
Spøger det i Herrens Hjerne,
Veed jeg ogsaa, hvad jeg veed!
Mig ei friste Baand og Stjerne, —
Men du mindes vel hiint Baand?
Altfor gjerne
Kysser du paa hendes Haand.”
Du har Ret! men vær kun rolig,
Min Begeistring er saa reen.
Her i dette Hjertets Bolig,
Tro mig, hersker dog kuns Een.
Skjønhed jeg beruset nyder,
Men det bedste Smykke, som
Jorden pryder,
Er jo dog min Eiendom.
Slutte vi saa Fred, Annette?
„Kjære! var der nogen Krig?”
Jo, jeg vil dog Seglet sætte
Paa et evigt, ømt Forlig!
Og hun bøier sig tilbage,
Saa bag Slørets grønne Vift
Jeg kan tage
Pantet uden Underskrift.
Her med Eet blev Skoven aaben,
Sølvmorklædt er Dal og Høi;
Svøb dig, Søde! godt i Kaaben, —
Det var Ænder der, som fløi!
Snart de stige, snart de synke,
Flokken skydes ud og ind,
Hvor de klynke
Underligt i Nattens Vind.
Krandset tæt af Lind og Birke
Indenfor den hvide Muur,
Kneiser høit den gamle Kirke
I den hvilende Natur;
Tankefuld den staaer og stirrer,
Som den stod i hundred Aar,
Langsomt dirrer
Klokken, som i Taarnet slaaer.
Ned om Banken vil jeg kjøre
Over Søen, hvid og glat,
Kortere den Vei vil føre
Hjemad i den klare Nat.
Du behøver ei at frygte,
Der er sikkert, kan du troe,
Frosten bygte
Mange Dage paa sin Bro.
Hestens Næseborer damper, —
Raslende fra Sivets Skov
Ud paa Fladen kjæk den stamper
Med sin staalbelagte Hov.
Intet Fodtrin end har rørt ved
Dette Søens stramme Lagn;
Har du hørt det?
Her fortæller man et Sagn.
Hist paa Høi, hvor Uglen sidder,
Hvor det skjæve Trækors staaer,
Sad i fordums Tid en Ridder
I sin taarnesmykte Gaard;
Yndig var hans Hustru, Armen
Var som Sneen, Øiet Ild,
Men i Barmen
Troløs Elskov blussed vild.
Hun og hendes frække Beiler
Mødtes her ved Søens Bugt,
Hid han kom, en natlig Seiler,
Til den giftig søde Frugt;
Og ved hemmelige Møde
I den sivomkrandste Baad
Begges Brøde
Modnede den skumle Daad.
Og i Søvne grusomt bandt de
Hendes Husbonds Arm med Bast,
Her ved Bredden Stene fandt de,
Knytted dem til Halsen fast,
Ud paa mørke Svælg de roede,
Dybt paa Bunden blev han lagt,
Og de troede
Deres Daad i Glemsel bragt.
Aaret svandt; den rige Ridder
Hente vilde nu sin Brud;
Skoven klang af Fugleqvidder,
Rosen pranged, rød og prud.
Prægtig sad hun, som forynget,
Straalende, en Elskovssol,
Stolt og gynged
I den smykkede Gondol.
Men paa Søens Midte svæved
Begge knap, før op fra Dyb
Med en rædsom Hvislen hæved
Sig en Skov af hæsligt Kryb;
Sorte Slangehalse lænked
Sig om Baadens Mast og Rand,
Og den sænked
Skummende i dunkle Vand.
Skyen spændte ud sin Kaabe,
Solen mistede sit Syn,
Stormen hørtes fælt at raabe,
Over Himlen slog et Lyn,
Bondens Hane goel paa Tofte,
Hesten sank i Knæ paa Stald,
Himlens Lofte
Rysted af et vældigt Skrald.
Men da Dagen atter vilde
Speile sig i Søens Glar,
Saae den Riddrens Liig, som stille
Bølgerne i Favnen bar;
Hist han laae paa Sandets Tillie,
Hvor de tvende Bøge staaer,
Vandets Lilie
Krandsede den bleges Haar.
Og endnu, vil Sagnet sige,
Hævnen staaer ved Magt; thi her
Ingen troløs Svend og Pige
Søen komme tør for nær;
Men — hvert Par, hvem Troskab binder
I en reen, ukrænket Pagt,
Seier vinder
Over Søens Trolddomsmagt. —
„Fy! Det var en fæl Fortælling,
Gud skee Lov, vi kom paa Land!”
Ja, see! her paa Kystens Hælding
Fandt man just den dræbte Mand.
Har du Skræk i Blodet faaet?
Det var slemt! — Jeg mener blot,
Vi bestaaet
Har jo dog vor Prøve godt.
Maanen synker alt bag Lunden,
Og til Afsked venligt leer,
Fjernt fra Byen høres Hunden,
Stjerner tindre fleer og fleer.
Hist paa Møllen rødligt brænder
Lyset i den aabne Glug, —
Natten sender
Os et dybt og iiskoldt Suk.
Ranke kneise Poplens Grene
Foran Gaarden, hvor vi boe;
Snart vi sidde skal alene
Uforstyrrede, vi to!
Lad mig ind i Huus dig bære,
Trække Støvlen af din Fod!
„Lad kun være!
Du er saamænd alt for god!”
Det var herligt! her vi finder
Posten, kommen nys fra By,
Brev fra Venner og Veninder,
Pakker og Aviser nye;
See, Boghandleren mig skikker
Bøger her af første Sort, —
Han er sikker!
Veed, min Taalmod er kun kort.
Dette Kammer, Lampens Lue,
En Cigar og en Avis,
Jeg og du, min søde Frue!
Er det ei et Paradis?
Skjenk mig Thee! — de smukke Bøger
Gjemmes til i Morgen, du!
Men — hvad søger
Der i Tasken du endnu?
„Seer du kun, hvad end er funden
Her i Tasken, som var glemt:
Dette store Brev paa Bunden
Havde sig bag Foeret gjemt.
Naa? hvad bringer det for Dagen?
Gud, hvad er det? — hvid du blev
Som et Lagen, —
Ak, hvad er det for et Brev?”