See, staaer ei der det unge Aar
Med blegen Kind, udslaget Haar?
Med Veemodssmiil, med Graad i Øiet
Det dvæler, over Staven bøiet.
Mod Tidens Kilde seer det ned,
Der vælder ud fra Evighed,
Og i hvis dunkle, dybe Strømme
Ufødte Skjebner staae som Drømme.
Det stirrer tankefuldt og stivt
Paa Fremtids sære Gaadeskrift;
Det seer mod Himlen — Øiet blinker —
Nu lyder Varslet — Timen vinker —
Og kjækt det gjør sit første Fjed,
Og vi — maae alle følge med,
Om der saa strøes med Roser røde,
Om Foden skal paa Tidslen bløde!
Men gjennem Livets Taagenat
Jeg øiner, hvor mit Maal er sat!
Jeg har en Engel ved min Side
Med Roser røde, Lilier hvide,
Som kjøle vil min hede Kind
Og aande Klarhed i mit Sind;
Som vil advare mig for Krybet,
Som vil mig drage bort fra Dybet,
Mig styrke paa min Vandrings Flugt,
Med Blomsterduft og gylden Frugt,
Og vække mig med yndig Stemme
Til Kraft og Liv, af Sløvheds Gjemme;
Som let vil faae i Lænker lagt
De lurende Dæmoners Magt,
Og føre trygt mig gjennem Vrimlen; —
Og derfor Tak, o Gud i Himlen!