Jeg mine Qvaler alle
Paa Dør har jaget kjæk;
Jeg saae dem tumle, falde
Og ile bort i Skræk;
Men min var ikke Kraften,
Der vandt mig dette Slag;
Det var min Helligaften,
Det var min Helligdag.
Jeg veed, de staae og vente
I Kulde hist og Slud,
Og de vil atter hente
Mig, naar jeg træder ud;
Men Aftnen vil jeg feire
I mine Tankers Ly;
Saa kan de siden leire
Sig grumt om mig paany.
Og Tankerne saa glade
Omsnoe mig som i Dands;
De lade kjærligt bade
Mig i dit Øies Glands!
De drømme, at din Stemme
Mig kalder, huld og sød; —
Ak, kunde jeg vel glemme
Den Stund, da du blev fød?
Men eensom med min Tanke
Og mine Tankers Tolk
Jeg i en Ørk maa vanke,
Liig et landflygtigt Folk;
Som dette, dybt andægtigt,
Vi hæve dog vort Raab
Til Herrens Throne mægtigt,
Fordi vi har et Haab.
Et Haab, som ei er tvundet
Af Livets skjøre Traad,
Men stærkt og fast begrundet
I Evighedens Raad;
Thi som en Aabenbaring
Det i vor Sjæl opstod,
Og til dets troe Bevaring
Fik vi af Himlen Mod.
Vi haabe, Dagen kommer,
Da hver en Qval er endt,
Der liig en tropisk Sommer,
Vor Blomsterflor har brændt;
Vi haabe, vi skal glædes
Ved en forynget Sol;
Vi haabe, vi skal stedes
I Fred for Naadens Stol.
Jeg takker Gud for Livet
Og selv for hvad jeg led,
For Alt, hvd han har givet
Mig i sin Miskundhed,
For hvad han lod mig bøde,
For hvad han tilgav mig: —
For alle Roser røde,
Der blomstre huldt hos dig!