Mig ingen Tid skal have bragt
En saadan Blomsterflor,
En saadan fyndig Tankepragt,
Som nu paa dit Ord!
Jeg føler, hvor det spirer frem,
Jeg mærker, hvor det groer,
I Hjertets og i Tankens Hjem
Jeg følge kan dit Spor.
Med Blomster vil jeg mætte dig,
Med Farver og med Klang,
Med Krandse jeg omflette dig
Vil i hver lille Sang.
Jeg henrykt vil forvilde mig
Paa Phantasiens Flugt;
Og salig-blind indbilde mig,
Hvert Vingeslag var smukt.
Og du? du vil ledsage mig,
Min Eneste paa Jord!
Og intet skal betage mig
Den Tro, hvorpaa jeg troer!