I Sommer, da vi havde det yndige Veir,
Da sang jo for mig baade Lærker og Stær,
Og Gjøgen den galed i Skoven;
Da laae jeg i Græsset saa blødt og saa grønt,
Mens Solen den tindred gjennem Løvet kjønt,
Og luunt mig omfavnede Voven.
Hvor er du nu henne, du qviddrende Gjæk!
Som sang dine Viser bag Busk og i Hæk,
Eller slog høit i Luften din Trille?
Du var jo min Mester, men ogsaa min Ven
Jeg hørte din Sang, og du min igjen,
Og saa taug vi begge To stille.
Saa du faldt i Slummer, du Rose saa rød?
Og dine Øine segned, du Lilie blød?
I kunde ei holde jer vaagen?
Ja, nu er her øde paa Mark og paa Toft,
Graaskyen har tjeldet os Himlens Loft,
Paa Stenen sidder skrigende Maagen.
Nu Nattens Storm er blevet min Nattergal fiin,
Den suser, den fløiter med sørgeligt Hviin
Gjennem vaade, sukkende Grene;
Og Døden har meiet sin grusomme Høst,
Hver Farve er slukket i Dal og paa Kyst,
Og Bølgerne stivnes til Stene.
Dog atter vil komme en pyntelig Vaar
Med Skove, der grønnes, med Fugle, der slaaer,
Med Blomster og Druer og Ranker;
Med kyssesyge Bølger ved duftende Kyst,
Med Smiil for mit Øie, med Fred for mit Bryst,
Med Haab og med freidige Tanker.
For hvem tør jeg sanke den qvægende Høst?
Med hvem skal jeg dele den friske Sommerlyst,
Og drikke af Blomsternes Skaaler?
Jeg veed det jo nok — men ak! det er mit Savn,
At end i det Fjerne hendes elskede Navn
Liig Vaaren mig lokker og straaler!