Hverken Konge eller Dronning
Har jeg sjunget til endnu!
Kun du, min Tankes Honning!
Har næret mig — du!
Som et venligt Barn sig lægger
Til det moderlige Bryst,
Som en Tiger sig strækker
I den svale Flod med Lyst;
Som en Boa sig slynger
Op i et løvrigt Træ;
Som en Nattergal synger
I Rosenbuskens Læ;
Som en Bi sig nedsænker
I Liliens Jomfruskjød;
Som en Vedbend sig lænker
Til Muurstenen rød;
Som et Kildevæld rinder
Og aldrig bliver træt;
Som en Silkeorm spinder
Sig i sit rige Net;
Som en Solsik bevæger
Sig mod sin lyse Sol;
Som Magnetnaalen peger
Stadigt mod sin Pol;
Saaledes jeg dig vier
Hver Tanke i mit Bryst,
Saa af dit Øie dier
Mit Hjerte kjærlig Trøst;
Saaledes jeg mig slynger
Om dig, mit Livsenstræ;
Saaledes sødt jeg synger
I min friske Roses Læ;
Saaledes jeg nedsænker
Mig i dit Billedes Skjød;
Saaledes jeg mig lænker
Til dig i Liv og Død;
Saa Hjertets Kilde rinder
Og bliver aldrig træt;
Saaledes jeg indspinder
Mig i din Tankes Net;
Saaledes jeg mig dreier
Mod dig, min varme Sol;
Saaledes jeg kun eier
Een fast og sikker Pol! —
Og uden dig var Livet
Mig kun et Skum paa Strøm —
Et iiskoldt Pust i Sivet —
En Anelse — en Drøm!