Der var saa ensomt og saa stille
Der, hvor jeg laae paa grønne Strand;
Jeg hørte Bølgen langsomt trille
Og skumme hen ad hviden Sand.
Nu taug de travle Livets Røster,
Og Skibe med de hvide Seil,
Der vendte hjem fra fjerne Kyster,
Gled sagte paa det klare Speil.
I Cirkelflugt den blanke Maage
Hen over Havets Flade skjød;
Mens Solen sank, den lette Taage
I Østen dæmred rosenrød.
En lille Fugl paa Gjerderanden
Betragted mig og sang i Ro;
Hist Pigen kom med Mælkespanden
Og lokked for sin røde Ko.
Blank Maanen hæved sig af Voven,
Stærkt duftede det friske Hø,
Og alle Fugle taug i Skoven,
Da Solens sidste Glimt mon døe.
Der var, som under Kirkens Bue,
En Høitidsro, en salig Fred,
Der stemte med mit Hjertes Lue,
Min Andagt og — Veemodighed.
Jeg hilste denne Fred med Taarer,
Min Tanke var hos dig, min Brud!
Og bittert gjennem Hjertets Aarer
En Strøm af Smerte gjød sig ud.
Min Bøn til Ham som fra det Høie
Paa Jorden Fryd og Sorg udsaaer, —
Mit Suk — og Duggen i mit Øie
Er kun, hvad jeg til Trøst formaaer.
Min Elskede! forsag du ikke,
Min Engel paa den dunkle Jord!
En naadig Gud jo vil tilskikke
Fredspalmen dig, før du det troer!