Mit Bryst var som en tropisk Egn,
Hvor Jord og Himmel yppigt gløde,
Men Jordskjælv snart med Storm og Regn
Grumt lagde alt det Skjønne øde;
Snart var det som en Fjelddal, riig
Paa Blomsterduft og søde Frugter;
Snart var det en Savanna liig,
Hvor gjennem Siv sig Slangen bugter;
Snart var det som en Himmel blaa,
Hvor Haabet dækked alt med Glemsel;
Snart over Heden saaes fremgaae
Fortvivlelsens uhyre Skræmsel.
Der er en Trolddom grum og stærk, —
Den skummel tidt derinde ruged,
Og hvert mit Hjertes stille Værk
I en chaotisk Nat nedknuged;
Hvor Snogen vandt sig, giftig, sort,
Mens Tigeren med Øiets Gnister
Vildt skræmmed Glædens Engel bort,
Og gloede paa mig, blodig, bister.
En Tomhed hersked stundom der, —
Et saa umaalt og trøstløst Øde,
Et Mulm, en Stilhed, fjern og nær,
Saa Livet — Tanken — Haabet døde! —
— Naar fordum ret en øde Egn
For Livets Sæd man tog i Eie,
Da bar man foran Korsets Tegn, —
Det lysned alle mørke Veie.
Det rensede hvert giftigt Dyb,
De vilde Udyr skjalv og frygted;
For Himlens Banner Mørkets Kryb
Svandt som Phantomer, hen og flygted!
— Du kom! — og liig den lune Vind,
Der huldt bevinger Vaarens Følge
Og aander bort fra Bjergets Tind
De Taager raae, som det ombølge; —
Saaledes jog du, kjæk og let,
De værste Udyr jo paa Flugten,
Og Hjertet længst af Sorgen mæt,
Sig aabned glad for Himmelfrugten.
Ifald du vil, du skaber om
Ved Alvor, stemt med Kjærligheden,
Mit Hjerte til en Helligdom, —
Min vilde Ørken til et Eden.
Dit Kors er Rosen i din Haand,
Din Stemme er en hellig Psalme,
Dens Klang er Frelsen for min Aand,
Og Rosen? — vil jo aldrig falme?