Du er deilig! O, det nytter ikke,
Du tilkaster mig straffende Blikke —
Du er deilig, som Ingen paa Jord!
Som de unge Engle i Himlen,
Som Vaaren i Blomstervrimlen, —
Og paa din Deilighed jeg troer.
Var jeg kunstfærdig, var jeg Maler,
Du skulde see dig, naar du taler,
Du skulde see dig, naar du leer;
Din Alvor kjæk jeg vilde tegne,
Min Pensel skulde stolt opregne
Alt, hvad mit Øie henrykt seer.
Jeg seer hver snerpet Dame og Herre
Forbavset Øinene at opspærre
Og Munden, saa høit som de kan;
Ja, de er færdige at tabe Veiret;
Mit Billed er godt, jeg har seiret!
Jeg har malet frit, — som en Mand.
Naar jeg hedt til mit Bryst dig trykker,
Og med Roser din Kind jeg smykker,
Troer du da ikke, jeg seer klart?
Mit indre Syn mig ei svigter,
Hvert Suk, hvert Kys er en Digter,
Hvem din Skjønhed er aabenbart.
Vi er Støv! Det er vist, vi skal svinde!
Men veed du ei, du min Veninde!
Udødelig er den skjønne Form.
Den bestaaer, skjøndt Stoffet henfalder,
I en evig, ungtblomstrende Alder
Som en høi, guddommelig Norm.
Dine Skuldres sødt smægtende Hvidhed,
Dine Lokkers blonde, rørende Blidhed,
Ak, det er ei det, som bestaaer;
Men Mindet, som evigt kan nyde
Alt, hvad de Hieroglypher betyde, —
Mindet — det tæller ei Aar.
Tanken er stærk, men Livsminuttet
Ville vi bruge, før det har sluttet
Sig til den lange Række, som svandt;
Timen, som vore Længsler fødte,
Mens Taarerne randt og Hjerterne blødte,
Timen, som vore Sjæle forbandt.
Timen, som mine Arme lukked
Om dig, og min Luetørst slukked
Og tændte den kraftigt igjen;
Timen, som kaldte vort Liv tillive,
Skal til en Evighed blive,
Og vi vorde evige ved den.
I dig en Rigdom mig drømmer,
En Yndigheds Fylde udstrømmer,
En Skjønheds utømmede Væld!
O, vend dog dit Hoved, jeg beer dig!
Ak, fra hvad Side jeg seer dig,
Vidunderligt tryller du min Sjæl.
Du er deilig! O, det nytter dig ikke,
Du tilkaster mig de straffende Blikke —
Du er deilig, som Ingen paa Jord!
Som de unge Engle i Himlen,
Som Vaaren i Blomstervrimlen, —
Og paa din Deilighed jeg troer.